Sidste uges demokratiske konvent fuldendte kroningen af Kamala Harris som Demokraternes præsidentkandidat – den første sorte kvinde til at få denne opgave. Men da først Chicago-seancen var slut, bemærkede flere iagttagere, at partiet ikke blot havde taget ved lære af deres nye kandidat. Demokraterne gik også tilbage til de idealer og den retorik, som daværende præsident Barack Obama repræsenterede – hvis de da nogensinde havde forladt dem.
I Chicago talte både Barack Obama og tidligere førstedame Michelle Obama om tirsdagen. Og Barack Obama forsøgte blandt andet at slå på den optimistiske tromme ved at sige: “All across America, in big cities and small towns, away from all the noise, the ties that bind us together are still there.”
På mange måder kan det synes underligt for Demokraterne i 2024 at genintroducere Obamas tilgang – eller noget, der minder om – til politik og retorik. Ikke kun fordi hans første valgsejr ligger seksten år tilbage, men også fordi hans eftermæle som partileder vitterligt er kompliceret. Jovist vandt han to præsidentperioder i træk som den blot anden demokrat siden Franklin D. Roosevelt, men midtvejsvalgene var – for at bruge Obamas eget udtryk – “shellackings.” I 2010 tabte partiet 64 pladser i Repræsentanternes Hus og derved flertallet og gik tilbage i Senatet. Fire år senere mistede Demokraterne så også majoriteten i det andet kammer. Obama efterlod partiet med det ringeste niveau af politisk styrke siden 1920’erne, og som lektor i statskundskab ved Marquette University Julia Azari har skrevet, gjorde Obama ikke nok for at bygge partiet op og styrke det.
Det til trods kunne man se Obama-ånden på konventet, men hvor egentlig?
Jo, Jonathan Chait fra New York Magazine og Benjy Sarlin fra Semafor anførte eksempelvis, at eksempelvis Kamala Harris’ tale lidt forsimplet lagde vægt på at lægge fortiden (læs: Trump) bag sig og rykke videre, hvilket rent retorisk er et element af Obama-opskriften, som Chait nævnte. Sarlin skrev desuden opsummerende: “the DNC marked the return of a patriotic pluralism [et Obama-budskab red.] that speaks to America as a united country trying to do the right thing, even when its residents struggle to see themselves that way.”
På sin blog Honestgraft bemærkede politologen David A. Hopkins, lektor i statskundskab ved Boston College, at Obama-arven var evident på spørgsmålene om “politik, repræsentation og retorik”, eksempelvis ved at konventet fremstillede “Harris as a candidate in the Obama mold, consistently liberal on both economic and cultural issues but not doctrinaire in manner.” Der var altså ifølge Hopkins ikke kun tale om en retorisk, men også en politisk stil, der mindede om Obamas.
Til USAPol.dk forklarer Hopkins, at Obama blev Demokraternes væsentlige person i 2008, og derfor ser Hopkins konventets Obama-stil som et udtryk for en vis kontinuitet i partiet. Men visse ting er også anderledes nu end for bare fire år siden: “Biden was very conscious of being an elderly white man leading a party that is younger, mostly female, and increasingly diverse, and felt the need to regularly demonstrate to other members of his party that he was sensitive to au courant progressive cultural sensibilities”, anfører Hopkins og fortsætter: “Simply because of who she is, Harris can adopt the Obama strategy of not needing to talk a lot about identity, equality, and diversity because she already embodies it.”
I forlængelse heraf ligger også en tidsmæssig faktor for Harris, der har givet hende et andet udgangspunkt for kampagnen. Som Hopkins påpeger: “Even Biden needed to do a few things in 2020 to placate the Sanders supporters after he beat Bernie in the primaries, but Harris is getting leeway from across the entire party to run the campaign she wants to run from Day 1.”
Hvis Demokraterne ser Obama-tilgangen som en vindende opskrift i i al fald præsidentvalg, er det ikke ubegrundet, men i et omfang svært at rekreere. På den ene side kan det altså godt være, at partiet i dag mere er Obamas end nogen andens, men også at effekterne heraf på den anden side kan være nogle helt andre nu end dengang.
I 2008 vandt Obama under finanskrisen og Irakkrigen med over 7 procentpoint nationalt, den største sejr i det 21. århundrede. Han var den første demokratiske præsidentkandidat til at vinde en majoritet af de nationale stemmer to gange i træk siden Franklin D. Roosevelt. Han vandt nutidige svingstater som Pennsylvania, Michigan og Wisconsin med tocifrede marginer. Han sejrede endda i Indiana. I dag synes dette scenarie for nuværende langt væk, måske endda som en svunden tid. Ligeledes skal man også huske, at Demokraterne som parti ikke har været statisk siden Obama – de er rykket længere til venstre, hvilket også afspejledes i Joe Bidens eget 2020-program.
Men uanset om der var tale om brud eller kontinuitet, satte konventet – i al fald for en stund og i et omfang – Obama-arven tilbage i centrum af partiet.
