Der er ingen tvivl om, at præsidentvalget i 2024 var en stor skuffelse for Demokraterne og med rette. Både præsidentembedet og flertallet i Repræsentanternes Hus så ud til at være indenfor rækkevidde, men i stedet er det Republikanerne, der nu står tilbage med en trifecta.
Udover at høste overvældende marginer blandt hvide vælgere uden collegegrad skaffede Donald Trump også sit parti fremgang blandt eksempelvis sorte og hispanics – i sidstnævnte gruppe vandt han efter alt at dømme over 40 %. Målt på national margin var det Demokraternes dårligste resultat siden 2004. Og valg har konsekvenser – Republikanerne står godt positioneret til politisk forandring de næste to år.
Netop præsidentvalget i 2004 er blevet fremhævet som parallel til 2024, og det er ikke uden grund. Dengang fik George W. Bush også flest stemmer og leverede et godt resultat blandt latinamerikanske vælgere. Men 2004 kan formentlig også give Demokraterne en vis fortrøstning – og Republikanerne omvendt en opsang. For som Ezra Klein, der lavede 2004-parallellen i både 2016 og 2024, noterede, så var den demokratiske løsning fire år senere en anden, end man dengang troede. Lærdommen derfra er følgende, skrev han denne måned:
“A politics right for the next era will not be a politics designed to win the last election. It’s not going to be predictable, from where we stand right now, just as Obama’s 2008 victory would have sounded laughable in 2004 and Donald Trump’s 2016 win violated everything Republicans believed after their 2012 defeat.”
I Semafor kom Benjy Sarlin med en lignende pointe og opfordrede Demokraterne til at lade tiden gå sin gang: Det ville tage tid at dissekere valget korrekt, og ting ændrer sig. Det minder Obamas sejr i øvrigt også om.
Han vandt klart i 2008, men to år senere, i 2010, gik Republikanerne over 60 sæder frem i Repræsentanternes Hus, erobrede flertallet og gjorde ligeledes et stort indhug i Senatet. 2010 skal ikke sidestilles med 2026 af mange grunde, men hvis Demokraterne om to år får et godt valg, vil det historisk set være helt normalt. Sam Rosenfeld og Daniel Schlozman satte ord på det i Democracy Journal:
“Looking forward, the likelihood of Republican overreach under unified control—however momentous its impact on fiscal policy, the administrative state, and the judiciary—is high. So, in turn, is a subsequent “thermostatic” swing of public opinion against the party in two years.”
Alt det ovenstående kan dog af flere årsager ikke bare gøres til en sovepude for Demokraterne. For udover at valget har skabt den for partiet dårlige politiske situation, det nu har, så er der ingen garantier for en opblomstring ved eksempelvis midtvejsvalget om to år. 2022 er et godt eksempel – Demokraterne gik frem i Senatet og med hensyn til guvernørposterne. De tabte kun snævert Huset, også selvom Republikanerne fik flest stemmer nationalt. Et i historisk perspektiv unormalt midtvejsvalg om to år er ligeledes en mulighed.
Republikanerne havde et godt 2024-valg, der kastede den konventionelle fortælling om Donald Trump op i luften: For første gang fik han flest stemmer. Han blev ikke længere kun præsident på grund af valgsystemet, men fordi flest amerikanere målt på stemmeadfærden ønskede det.
I mellemtiden er Demokraterne slået tilbage. Men måske de bare skal lade tiden hele såret, som Sarlin foreslog – for det kan være en god idé i amerikansk politik.
