Mens billedet i kampen om Det Hvide Hus og flertallet i Repræsentanternes Hus endnu er mudret, har det hele valgkampen igennem været tydeligere i Senatet. Det er det fortsat: Republikanerne er favoritter.
Men det er også evident, at partiet endnu ikke har lukket ballet – og Demokraternes chance for at bevare kontrollen er ikke teoretisk, men særdeles reel. I øjeblikket giver The Economist 29 % chance til Demokraterne for at bevare kontrollen, hvilket faktisk ikke er så dårlige tal – og under alle omstændigheder noget, man ikke kan runde ned til 0 %.
Demokraternes har ellers ved dette valg en stor, grundlæggende udfordring: De har skullet forsvare pladser i stater som West Virginia, Montana og Ohio, som Donald Trump i 2020 vandt med henholdsvis 39, 16 og 8 procentpoint. Derudover ligger de stater, hvor de i en eller anden grad kunne have et realistisk håb om at fravriste Republikanerne sæder, klart til højre for nationen som helhed.
I øjeblikket er Demokraternes majoritet i kammeret 51-49, men de er så godt som sikre på at tabe sædet i West Virginia, hvor senator Joe Manchin ikke genopstiller. Det betyder, at man lidt firkantet kan sige, at Demokraterne reelt starter på 50-50, og bliver det udfaldet, bevarer de kontrollen over Senatet, såfremt Kamala Harris og Tim Walz altså også vinder. Af samme årsag vil det – set fra udgangspunktet – være noget nær en sensation, hvis Demokraterne holder flertallet. Men det er ikke desto mindre stadig realistisk, omend ikke anset som det mest sandsynlige.
Vi kan gennemgå Senatet gennem tre forskellige kategorier af stater: De to, hvor Demokraterne så er i størst fare for at miste yderligere terræn (Montana og Ohio), de stater, hvor de tænkeligt kan gøre det (særligt Pennsylvania, Michigan og Wisconsin) og så stater, hvor de måske kan ende med at erobre en republikansk plads (Texas og Florida, mens Nebraska giver en mulighed for en sejr til en uafhængig kandidat). Hvis man vil høre mere om Senatet, gennemgik David Garby-Holm og jeg kampen herom i podcastformatet for relativt nylig med fokus på Ohio, Montana, Wisconsin og Texas.
Montana er – udover West Virginia, der er så godt som afskrevet – Demokraternes største hovedpine. Senator Jon Tester har klaret frisag i tre forudgående valg, men i år indikerer meningsmålingerne, at han har nået endestationen. De viser ham nemlig konsekvent bagud, og Fivethirtyeights anslår republikaneren Tim Sheehys forspring til at være fem procentpoint. Det er ikke afgjort, men husk som nævnt, at Donald Trump vandt Montana med 16 procentpoint i 2020. Måske vinder han i år med lidt mindre, måske lidt mere, men det illustrerer den grundlæggende udfordring, Tester har: Han skal ikke bare overpræstere i forhold til Harris – men gøre det i markant omfang.
Ohio er meget tæt i meningsmålingerne. Også her vil demokraten Sherrod Brown skulle overpræsentere ift. Harris, men dog nok i mindre omfang end i Montana. Hans modkandidat Bernie Moreno vil håbe, at Donald Trumps såkaldte skødefrakker i staten omvendt vil kunne løfte ham til sejr, men tallene indikerer faktisk en yderst snæver fordel til Brown, der i de seneste højkvalitetsmålinger har været i al fald nominelt foran. Men som det ses, er nederlag til Demokraterne i disse to stater (plus WV) realistiske, og så hedder fordelingen pludselig 52-48 i republikansk favør alt andet lige.
Republikanerne vil håbe at gøre en sådan majoritet endnu større, og den mest realistiske vej til det synes i øjeblikket at gå gennem rustbæltestaterne. I Pennsylvania, Michigan og Wisconsin skal Demokraterne forsvare tre pladser – senatorerne Bob Casey Jr. og Tammy Baldwin i PA og WI samt Elissa Slotkin, der forsøger at blive valgt til Senatet for første gang i Michigan. Sidstnævnte er umiddelbart den kandidat i mindst fare – Michigan er muligvis marginalt lettere terræn for Kamala Harris på præsidentniveau, og Slotkin fører med fire procentpoint mod republikaneren Mike Rogers.
I Pennsylvania og Wisconsin ser situationen omvendt lidt mere alvorlig ud. En nylig Franklin Marshall College-måling viste blot Casey “foran” med et procentpoint, og Cook Political Report opfatter nu valget som plat eller krone, idet de interne meningsmålinger angiveligt viser meget tæt løb. Når det så er sagt, fører Casey stadig i Fivethirtyeights gennemsnit ligesom Baldwin i Wisconsin, og derfor må de tre demokratiske kandidater i rustbæltet trods alt stadig sidde med en i al fald svag favoritværdighed på nuværende tidspunkt. Vinder Trump de tre stater til præsidentvalget, kan han dog nemt tænkes at hive en eller flere af de republikanske kandidater med over målstregen. Det vil være et sandt mareridtsscenarie for Demokraterne. Værd at nævne er kort, at to demokratiske pladser Nevada og Arizona også kan komme i spil, men det ser dog temmelig lovende ud for de to demokrater, Jacky Rosen og Ruben Gallego.
Disse sæder vil dog kun være nogen, Demokraterne forsvarer, hvis de vinder, ikke nogen hvor de erobrer terræn fra Republikanerne. Skal de gøre, kan man forestille sig tre muligheder, der varierer i sandsynlighed:
Florida ser temmelig svær, men ikke helt og aldeles umulig, ud. Den republikanske senator Rick Scott, der blev valgt på målfoto i 2018 i et på nationalt niveau meget demokratisk politisk klima, forsvarer sin plads mod demokraten. Scott har konsistent været foran i målingerne – i øjeblikket med fem procentpoint – og Donald Trump er storfavorit til at vinde Florida på præsidentniveau. Det bliver muligvis tættere, end Republikanerne og Scott lige synes om, men det er svært at se vejen for demokraten Debbie Mucarsel-Powell.
Texas er en tand eller to mere realistisk for Demokraterne, men dog stadig med favoritværdighed til Ted Cruz. Demokraterne har en god kandidat i Colin Allred, og det er en sød drøm for partiet endelig at få gjort Texas blå. Med det sagt var det også et håb for Demokraterne i 2018, hvor Ted Cruz alligevel fik hevet en sejr på mindre end tre procentpoint hjem. Han er stadig favorit.
Og så er der et valg, som de færreste nok havde på bankopladen, men som måske egentlig er den bedste mulighed for at fravriste Republikanerne et sæde: Nebraska. Her skal republikaneren Deb Fischer forsvare sin plads mod Dan Osborn, men han er faktisk uafhængig og har ikke bekendt sig til et af partierne. Det betyder, at vi altså ikke umiddelbart bare kan antage, at en Osborn-sejr i praksis vil udmønte sig i en ekstra demokratisk plads i Senatet, men det vil i første ombæring resultere i, at Republikanerne miste en. En New York Times/Siena-måling fra i går viste Fischer foran med blot to procentpoint, så kampen om sædet er endnu åben.
Alt dette illustrerer forhåbentlig, at det stadig er lettest at se en republikansk vej til kontrol over Senatet, særligt hvis Trump vinder, men uventede udviklinger og en pæn mængde demokratisk modstandsdygtighed har gjort, at Republikanerne – til trods for det fordelagtige – ikke har kunnet slukke musikken og tænde lyset på dansegulvet endnu.
