Det er spørgsmål, som man ikke kan undgå at vende tilbage til efter præsidentvalgene i 2016 og særligt 2020: Kan vi stole på meningsmålingerne? Kan vi i det hele taget bruge dem til noget? Og hvis de var dårlige for fire år siden, er de så overhovedet blevet bedre?
Jeg bliver også til tider selv spurgt om det (eksempelvis i P1 Morgen for nylig), og jeg vil helt kort sammenfatte min nok ret ukontroversielle position således: Jeg er tilhænger af at bruge meningsmålinger i dækningen af amerikansk politik. Vi er grundlæggende bedre stillet med meningsmålinger end uden, og jeg tror ikke, at det havde gavnet vores forståelse af, hvem der ville vinde præsidentvalget i 2020, havde vi rent hypotetisk afskaffet meningsmålinger efter 2016.
Men det betyder ikke, at kritik af målingerne ikke er berettiget. For præsidentvalget i 2020 var et dårligt valg for meningsmålingerne, det har både American Association for Public Opinion Research (AAPOR) såvel som individuelle analytikere fastslået. Delstatsmålingerne var særdeles upræcise ligesom i 2016, og de nationale målinger var de dårligste siden 1980, konkluderede AAPOR.
Siden har vi ikke haft et præsidentvalg, men det har vi snart og det endda med Donald Trump på stemmesedlen, der også var en af hovedpersonerne ved de to valg. Det er altså naturligt, at meningsmålingsinstitutterne – til trods for et godt midtvejsvalg for to år siden – står over for en stor prøvelse. Men lad os alligevel prøve at besvare tre spørgsmål, der måske kan gøre os klogere på, hvordan målinger fungerer, og hvilke forventninger det er rimeligt at have.
1) Er målingerne blevet bedre siden 2020?
Det ved vi ikke. Det er et utilfredsstillende svar, men det er også korrekt. Som tidligere anført har en Fivethirtyeight-analyse fra sidste år vist, at valgsæsonen 2021-2022 havde et marginalt bias til fordel for Demokraterne, men dog markant mindre end i 2019-2020. Det betyder, at man ikke bare kan antage, at skævvridninger gentager sig fra valg til valg, og institutterne vil selvfølgelig gøre deres for at rette op på dårlige præstationer.
En ting at huske er dog, at målingerne tegner et andet billede af valgkampen, end de gjorde i 2020. Som New York Times viser, vil resultaterne – hvis målingerne skyder ligeså meget forbi som i 2020 og på samme måde – ende med at være ret klare sejre til Donald Trump i svingstaterne (modsat i 2020, hvor Biden vandt dem snævert). Er det et realistisk udfald? Måske. Men det er i så fald et meget anderledes udfald end i 2020.
2) Hvor usikre er meningsmålingerne så?
De er usikre størrelser, og de er mere usikre, end vi måske lige tror. Et sted at starte er ved den usikkerhed, som naturligt kommer af, at man spørger et udsnit om dens holdning til noget givent. Alene den usikkerhed er væsentlig, og det er det første at huske.
Det næste er, at der derudover er andre usikkerhedskilder. Som Pew Research koncist opsummerer: “The problem is that sampling errors (den ovenfor omtalte usikkerhed red.) is not the only kind of error that affects a poll. Those other kinds of error, in fact, can be as large or larger than sampling error. (…) Not only does the margin of error fail to account for those other sources of potential error, putting a number only on sampling error implies to the public that other kinds of error do not exist (min fremhævning red).”
Det er altså vigtigt at være opmærksom på og have i baghovedet, når man læser målingerne her i slutfasen – usikkerheden er større end som så.
3) Okay, men hvis de er så usikre, og vi reelt ikke ved, om de er blevet bedre, hvorfor skal vi så bruge dem?
Det skal man jo heller ikke, men når vi på USAPol.dk alligevel gør det, skyldes det, at havde vi ikke målingerne, bliver det vanskeligere at danne sig et indtryk af, hvad der foregår. Vi ville kunne gå rundt med hver vores forestilling om, at enten Harris eller Trump stod til at vinde en jordsskredssejr på baggrund af anekdotisk evidens, og vi ville mildt sagt også få sværere ved at opfatte, om der i visse vælgergrupper var ved at ske skred i den ene eller anden retning.
Alt i alt kan vi ikke forvente, at meningsmålingerne kan give os millimeterpræcise svar. I øjeblikket er målingerne faktisk så tætte, at de sådan set kan klare sig udmærket, uanset om Harris eller Trump vinder – men selvfølgelig kan de også vise sig at få endnu et dårligt år. Den usikkerhed må vi simpelthen bare arbejde ud fra.
Derfor tror vi på meningsmålinger som et gunstigt og konstruktivt værktøj – som vi forholder os kritisk til, og som ingenlunde er perfekt, men som kan give os en hel del indsigt. Af samme årsag: Kig på gennemsnittet af målinger, hold øje med, hvornår de er foretaget, hvem der har gjort det – og husk så også, igen igen, usikkerheden.
