Artiklen har overskriften “Mea culpa.” Det er kun på sin plads, for jeg må erkende, at jeg i USAPol.dks prognose fejlvurderede præsidentvalgets udfald. Vores bud var en sejr til Kamala Harris i fem ud af syv svingstater, hun ender med at vinde 0. Prognosen til Senatet var med (formentlig) to fejl acceptabel, mens kampen om Repræsentanternes Hus endnu ikke er afgjort. Præsidentvalget er selvfølgelig værst; det så ud til at være et 50-50-valg, men selv i den sammenhæng vægtede jeg indikatorerne forkert. Det er – uanset hvordan man vender og drejer det – ikke godt nok. Vi gav til syvende og sidst et forkert indtryk af, hvordan valget ville falde ud, og ambitionen er, at man skal læse USAPol.dk for det modsatte.
Prognosen forklarede ganske vist, hvordan Trump kunne vinde. Havde vi lagt mere vægt på de nationale målinger og antaget et uniform swing fra 2020 til 2024 i Trumps retning, havde vi lavet en fortræffelig prognose. Det gjorde vi bare ikke, og det var en fejl. Mit bud på en Harris-sejr var nok drevet af en forventning om, at abort ville være et stærkere kort for Demokraterne, end tilfældet var og det, at meningsmålingerne viste hende mere populær end Trump, men også at det var tvivlsomt hvor bred Trumps politiske appel egentlig var. Det viste sig, at det var nok for ekspræsidenten at være på sit mest populære nogensinde – også selvom han så ud til at halse efter Harris.
Vores forudsigelser levede ikke op til den kvalitet, vi normalt står inde for i vores dækning og derfor: Undskyld til jer læsere og følgere for at have givet et forkert indtryk til sidst. Jeg er rent fagligt skuffet, men om et år er der lokalvalg og om to år midtvejsvalg. Det kan være, vi forsøger os igen til den tid og håber, at det så går bedre.
Men lad os prøve at se på nogle af årsagerne til Trump-sejren, hvilket så også kan kaste lys over, hvad der gik galt i prognosen.
For det første var der tale om en bred afvisning af Biden-administrationen på tværs af landet. Donald Trump ser ud til komfortabelt at få flest stemmer på landsplan, hvilket han bliver den første republikaner siden George W. Bush til at få. Han har med andre ord vundet den mest overbevisende sejr for en præsidentkandidat fra GOP i tyve år, og han vandt ikke blot svingstaterne, han gjorde også indhug i demokratiske stater. I New Jersey gik den demokratiske fra 16 procentpoint i 2020 til under 6 i år. Harris ser ud til at vinde Illinois etcifret, nominelt det dårligste resultat for en vinder siden 1988. Trumps 2020-nederlag blev halveret i New York og i Virginia, mens han vandt Florida tocifret og med den counties som Osceola og Miami-Dade.
Trump gjorde også den republikanske vælgersamling langt mere mangfoldig. Det vil tage tid at danne sig et mere fuldstændigt billede af valget, og vi kan kun afvente næste års undersøgelser fra firmaer som Catalist og Pew Research. Men ifølge AP Votecast fik Trump 16 % af stemmerne blandt sorte vælgere og over 40 % blandt hispanics. Og uanset om dette estimat står helt til troende eller ej, er det vanskeligt at undslå sig, at Demokraterne havde et skuffende valg i de vælgergrupper, hvilket man også synes at kunne iagttage på delstatsniveau: I Texas bevægede counties med en latinamerikansk befolkning på 80 % eller mere sig i Trumps retning med 15-20 procentpoint, viser Lenny Bronner fra Washington Post på X. Og i en stat som Pennsylvania så man noget lignende i den største by Philadelphia, anførte NBC.
Biden var upopulær, og inflationen gjorde ondt på den demokratiske administration. Det virker ikke til at være for meget at sige, også selvom Kamala Harris var Demokraternes bannerfører. Men Demokraternes nederlag er også i tråd med en global tendens; at det er vanskeligt at være magtparti: “Harris lost votes, Sunak lost votes, Macron lost votes, Modi (!) lost votes, as did the Japanese, Belgian, Croatian, Bulgarian and Lithuanian governments (…)”, skrev Financial Times’ John Burn-Murdoch og fortsatte: “this isn’t just the first time since WW2 that all incumbent parties in developed counties lost vote share. It’s the first time since this data was first recored in 1905.” Man kan sikkert stille spørgsmålstegn ved dele af analysen, og hvor brugbar den er i en amerikansk sammenhæng, men det lader til, at magten virkelig har gjort ondt på partier rundtom i verden.
Alt dette sætter to faktorer under lup: For det første, at det er forsimplet kun at tilskrive Trumps sejr og Demokraternes nederlag til én vælgergruppe eller én årsag. Det var bred republikansk fremgang og et bredt “tak, men nej tak” til Biden-administrationen, en dynamik, der var indikeret i noget data op til valget, men som vi lagde for lidt vægt på. For det andet er spørgsmålet så, om Demokraterne kunne have vundet det her valg. Hvis Biden var forblevet kandidaten, havde partiet ganske rigtigt nok tabt større, men hvad hvis han havde trukket sig for et år senere og skabt plads til et reelt primærvalg? Havde det hjulpet Demokraterne til at vinde? Kunne en anden demokrat end Harris have gjort det endnu bedre?
Det kan man godt tillade sig at tvivle på. Men måske kagen bare var bagt. Desto mere skuffende er det, at prognosen ikke afspejlede dette.
