Det var ikke den tale, præsident Joe Biden havde forestillet sig at skulle levere.
Ved Demokraternes konvent i Chicago, der blev skudt i gang i går, gik Biden på scenen som fortidens figur og leverede en i øvrigt forsinket tale, der var fokuseret på at beskrive hans bedrifter i præsidentembedet og drage klare kontraster til Republikanernes præsidentkandidat Donald Trump. Ligeledes var opgaven selvsagt at tegne et så positivt billede af vicepræsident Kamala Harris som muligt.
Biden understregede, at han i 2020 samlede en bred vælgerkoalition, der om ikke andet kunne holdes sammen af ét formål: At besejre Donald Trump. På sin vis var hans konventtale fire år senere gearet til selvsamme formål, hvilket rent optisk skabte en interessant kontrast: På den ene side lagde Biden vægt på at vinde valget og på at angribe Trump. På den anden side var hele talen en illustration af, at det ikke er ham, der kommer til at løfte den opgave.
Det er tilsyneladende ikke, fordi 81-årige Biden har opgivet troen på, at han kunne have slået Trump til efteråret. Ifølge både en længere New York Times’ artikel om hans overvejelser bag at trække sig og hans udtalelse til pressen efter konventet tror han stadig, at han kunne have vundet – ikke overraskende for en politiker, hvis centrale drivkraft er at modbevise sine kritikere, som forfatteren Franklin Foer beskrev i bogen “The Last Politician.”
Men meningsmålingerne indikerede, at Biden ville tabe valget, og med hans beslutning om at hoppe ud blev talen derfor et tydeligt skifte fra en kandidat til en anden. Biden gentog sine vante paroler om, at der pågår en kamp om USA’s “sjæl”, og at landet befinder sig ved et “inflection point.” Disse ord brugte han også i sin konventtale i 2020, hvor han accepterede nomineringen – og ikke mindst sidenhen. For Demokraterne er missionen altså i et omfang den samme som for fire år siden, men nu er det Harris, der står i spidsen for den.
Værd at nævne var også selve Bidens levering af talen. Rent retorisk gjorde han nemlig en fornuftig figur, og man kan ikke undgå at tænke, at hvis han blot havde leveret den version af sig selv i debatten mod Trump i juni, så var han formentlig ikke blevet tvunget ud af ræset. Det lyder en smule absurd at sige med debatten in mente, men Biden har før kunnet levere fornuftige præstationer ved taler og i retoriske tvekampe, og det samme gjorde han ved dette konvent.
Ligeledes var Biden naturligvis fokuseret på at understrege de for ham positive sider af sit eftermæle. Infrastrukturaftalen fra 2021 og Inflation Reduction Act og PACT Act i 2022 lagde han eksempelvis vægt på. Også Harris’ rolle i hans arbejde som præsident blev fremhævet, og præsidenten gjorde sit for at overbevise om, at hun er den rette efterfølger: “She tough, she’s experienced and she has enormous integrity”, lød det fra Biden, der kaldte valget af hende som vicepræsidentkandidat sin karrieres bedste beslutning.
Som CNN’s Stephen Collinson skrev, så er Biden nu blevet den overgang til en samling af nye, demokratiske ledere, som han i 2020 stillede i udsigt, at han ville være. Det illustrerede talen også. Demokraterne har siden 1992 kun haft to præsidentvalgkampe uden en Clinton eller en Biden på stemmesedlen – i 2000 og 2004.
2024 bliver således den tredje, men skiftet går videre end bare navnene. Et godt eksempel på dette er Irakkrigen, som Benjy Sarlin fra mediet Semafor noterede. Det demokratiske kandidatur i år “features two candidates whose national political careers only began after the decision had been made” – og dette for første gang. Harris/Walz markerer således også på det udenrigspolitiske et symbolsk skifte.
Mandag blev Biden sidste konventtale som politisk topfigur hos Demokraterne. Han understregede sit eftermæle, angreb Trump på adskillige flanker og talte sin efterfølger op. Det sidste var det vigtigste på konventet, der skal tegne den bedst mulige version af partiet.
