Donald Trump er en sandsynlig præsident

Billede fra 2018

Over 95 %. Så stor er sandsynligheden for, at Donald Trump bliver ny amerikansk præsident ifølge New York Times.

Det er ikke afgjort endnu, men lad os være klare i mælet: Donald Trump ser ud til at være på vej til at blive amerikansk præsident igen, som han også var det fra 2017-2021. Det fuldender et bemærkelsesværdigt comeback efter et entydigt nederlag i 2020 til Joe Biden, efter at være blevet impeached og været under anklage. Donald Trumps sandsynlige sejr forlænger Trump-æraen i amerikansk politik, giver mulighed for yderligere transformation af det republikanske parti og ikke mindst står vi nu over for det, der kan blive en helt anderledes præsidentperiode. Det er ved at være ti år, siden han annoncerede sit præsidentkandidatur, og her er han stadig. Politisk stærkere end nogensinde og potentielt på vej til ikke bare at blive præsident, men også få flest stemmer mod en vicepræsident Kamala Harris, der muligvis var mere populær, men altså meget vel ikke står distancen.

North Carolina er gået til Trump ifølge AP, og det samme gør Georgia ifølge samme. Lige nu estimerer New York Times, at Donald Trump står til at vinde de rustbæltestater – Pennsylvania, Michigan og Wisconsin – med sandsynligheder på cirka 72-86 %. Det er selvfølgelig ikke en given sag, men pilen peger kun en vej. Arizona ser også fornuftig ud for ekspræsidenten, mens Nevada er ukendt, fordi der ingen stemmer er udgivet.

Af andre bemærkelsesværdige historier kan det nævnes, at Virginia – med den republikanske guvernør Glenn Youngkin i spidsen – er markant tættere end 2020. Staten ser ud til at have taget et bemærkelsesværdigt ryk til højre fra Bidens sejrsmargin på 10 procentpoint, og lige nu er Harris foran med små fem. Samtidig viste den meget omtalte Iowa-måling i weekenden, at Harris ville vinde den delstat med tre procentpoint, i øjeblikket er Trump foran med 14 procentpoint. Trump har også lukket en del af marginen i New Jersey sammenholdt med 2020, og han vandt Florida tocifret, heriblandt fik han flertallet i Miami Dade-County, delstatens største.

Som politolog David Hopkins påpegede, så vil en Harris-sejr i Nevada ende ud i – hvis alt går, som det lige nu ser ud – at valgkortet bliver det eksakt samme som i 2016, når man udelukkende kigger på delstaterne (Nebraskas 2. distrikt bliver vundet af Harris, mens det blev vundet af Trump i 2016).

Demokraterne taber desuden Senatet, men det var forventet. Repræsentanternes Hus er til gengæld fortsat aldeles oppe i luften.

Lad os afslutningsvist hæfte os ved denne pointe. Måske er det for tidligt at konkludere, men jeg har stor respekt for Sean Trende fra RealClearPolitics, der analyserer valgkampe og har skrevet en bog om USA’s vælgerpolitiske landskab. Han siger på X: “If Trump wins, which looks increasingly likely with every minute, it’s going to be with the most racially diverse Republican coalition in a very, very long time.” Det tyder noget i den grad på.

På genhør. Og godmorgen!

Resultaterne, der linkes til, stammer alle fra New York Times.

About the Author

Jakob Terp-Hansen
Redaktør på USAPol.dk.