Amerikansk politik har i mere end 150 år været domineret af to store partier, der fra en dansk vinkel bedst forstås som de politiske grupper i EU-Parlamentet, med hvilket der menes brede koalitioner med store regionale forskelle. Således er præsidentvalgene siden 1850’erne altid blevet vundet af en kandidat fra enten det demokratiske parti(grundlagt i 1828) eller det republikanske parti(grundlagt i 1854).
Der findes dog mange andre aktive partier i USA, om end de er mindre og ofte affejes som ubetydelige. Kandidater udenfor de to store partier har dog til tider vundet stater eller en anseelig stemmeandel. Man kan eksempelvis pege på den tidligere præsident Theodore Roosevelt(1901-1909), der i 1912 stillede op for sit eget parti Progressive Party i vrede over at blive vraget som kandidat af det republikanske parti og blev nummer to, George Wallace der for det amerikanske uafhængighedsparti 1968 vandt fem stater, og så Ross Perot, der stillede som uafhængig i 1992 og for Reformpartiet, som han stiftede i 1995, i 1996. Førstnævnte valg var hans største succes – her vandt han 18,9 % af stemmerne, men ingen stater.
Fra nogle i de store partiers perspektiv ser man på andre partier som eventuelle spoilers (dog nok kun, hvis de er betydningsfulde nok til at blive betragtet som spoilers i det hele taget), der nok aldrig vinder valget, hvorfor det bliver et spørgsmål om hvilket af de to store partier, som de ”tager” flest stemmer fra. Det var meget tydeligt i 1912, hvor Roosevelt reelt delte det republikanske parti i to dele, hvorfor demokraten Woodrow Wilson vandt valget på trods af et lavt absolut stemmetal. Det er dermed oplagt at anklage de andre partier for at tage stemmer fra de to store partier, om end det ikke altid er tydeligt, om der er belæg for det.
Ved valget i 2016 var der udover Donald Trump og Hillary Clinton en række andre kandidater, der opstillede, enten for et mindre parti eller som en uafhængig kandidat. De tre vigtigste var Gary Johnson(Libertarian Party), Jill Stein(Green Party) og Evan McMullin(uafhængig), der i alt modtog godt 5% af stemmerne, hvilket måske ikke lyder af meget. Man skal dog huske, at ved dette valg svarede 5 % til små 7 millioner vælgere – hvilket er en hel del mere end det danske antal vælgere ved Folketingsvalget i 2019.
Ved valget i 2016 var der også stor forskel på kandidaterne fra mindre partier. Man kan fx pege på fredsaktivisten Bradford Lyttl
Blandt de mindre partier var der ved valget i 2016 således kun et parti udover demokraterne og republikanerne, der opstillede i samtlige stater, nemlig Libertarian Party, der opnåede cirka 4 millioner stemmer svarende til omtrent 3% af stemmerne. Givet at det er langt mere etableret end mange andre partier eller kandidater omtaler Libertarian Party sig ofte som ”det tredje parti”. Disse har for nylig nomineret deres præsidentkandidat, Jo Jorgenson, og som så meget andet i denne præsidentvalgkamp bliver det interessant at følge, om de kan overgå deres stemmeandel fra sidste gang. Samtidig må vi også se, om den tidligere Minnesota-guvernør, Jesse Ventura, der har baggrund som wrestler og var guvernør for Reformpartiet, vælger at stille op for Green Party, og om det eventuelt kan kan forbedre deres stemmetal i forhold til 2016.