I weekenden udgav New York Times/Siena College en måling, der gav genlyd, selvom det sandelig stadig er tidligt på sæsonen. Den viste, at Donald Trump blandt registrerede vælgere var foran med fem procentpoint – 48 % mod præsident Joe Bidens 43 %. Det er ikke den eneste gode måling, der findes for ekspræsidenten derude: I RealClearPolitics’ gennemsnit står han i skrivende stund til 47,5 % af stemmerne – og med et forspring på 2,1 procentpoint. Hans stemmeandel vil i så fald være højere end hans to valgresultater, og Trump har grundlæggende aldrig været så stærk i meningsmålingerne af et præsidentvalg.
Målingen kommer et par uger efter, at en lydklumme af den venstreorienterede New York Times-skribent Ezra Klein vakte en del palaver. Klein har mistet troen på Biden og sagde: “We had to wait till this year — till now, really — to see Biden even begin to show what he’d be like on the campaign trail. And what I think we’re seeing is that he is not up for this.”
Om Demokraterne skal finde en anden kandidat end Biden, må være deres eget anliggende. Om Biden skal træde tilbage, må være hans overvejelse. De fleste læsere af nyhedsbrevet kender muligvis min holdning til, om det er realistisk, at Biden stopper i utide, men: Det er det ikke. Der er slet og ret ikke rigtig noget, der tyder på det.
Det er derfor ikke emnet her. Men mens risiciene ved at tage en omgang mere med Biden er velbeskrevne – hans alder, hans meningsmålinger med mere – er det tværtimod ikke givet, at alternativerne vil være bedre, når det kommer til at slå Trump. Lad os tage tre grunde til det:
Der er ikke mange meningsmålinger at tage udgangspunkt i, men hvis vi kigger på oplagte alternativer til Biden – såsom vicepræsident Kamala Harris, Michigan-guvernør Gretchen Whitmer eller Californien-guvernør Gavin Newsom – er det ikke klart, at de skulle have mærkbart bedre chancer end Biden for at vinde. Whitmer står nok lidt bedre positioneret end præsidenten i Michigan, men det er også hendes hjemstat – og målingerne tegner grundlæggende ikke et entydigt billede af, at nogen skulle stå bedre end Biden. Bevares, de nævnte kandidater er ikke ligeså kendte skikkelser som Biden, men selvom de viser sig marginalt stærkere, betyder det omvendt ikke, at de så er egentlige favoritter mod Trump. Det er det første.
Det næste er, at vi ikke ved meget om, hvordan Newsom, Whitmer eller en anden vil klare sig på en national scene. Harris er her en slags undtagelse, men hun har ikke ført en præsidentvalgkamp én mod én og er ligeledes upopulær i befolkningen, som Joe Biden også er. Og til tider er det bare sådan, at de kandidater, der er gode på papiret, ender med at klare det frygteligt på den nationale scene. Se bare på de store forventninger, der var til Florida-guvernør Ron DeSantis, der endte med at få et virkelig dårligt primærvalg og opleve en lang nedgang i målingerne mod Donald Trump – kun lige over et år efter, New York Post havde kaldt ham “DeFuture.”
Det tredje og sidste er, at hvis Demokraterne skal vælge en ny præsidentkandidat på konventet, er det en ny situation. Det er slet og ret ikke kutyme at vælge en præsidentkandidat på den måde, fordi man går uden om primærvalgene, og selvom Klein ser mange positive perspektiver heri i sin klumme, er det en usikker løsning. “Such a convention”, skrev The Nation-skribenten Joan Walsh i et modsvar til Klein: “could be almost as divisive as Chicago ’68 (det urolige demokratiske partikonvent i 1968) (…).” Om det er tilfældet eller ej, finder vi næppe ud af, men Walshs pointe er værd at tage med. Den understreger nemlig, at der er mange usikkerheder forbundet med at ville udskifte Biden, og at det slet ikke er garanteret, at det vil give Demokraterne bedre chancer for at slå Trump. Som ovenstående også illustrerer, kan disse også blive værre.
Biden tror selv på, at han kan vinde igen. Som han sagde i et interview til New Yorker, der blev udgivet i går, ifølge The Guardian: “If you thought you were best positioned to beat someone who, if they won, would change the nature of America, what would you do?” Her refererede præsidenten selvfølgelig til Trump, og der synes ikke at være nogen tvivl om, at Biden ser sig selv som den allerdygtigste modkandidat til Trump.
Endnu en omstændighed, der cementerer, at han ikke trækker sig tidligt.
