Prognose: Hvem vinder Georgia?

Foto: Senate Demcrats.Licens Raphael Warnock på talerstolen.

Vi er nået til det sidste kapitel i historien om Senatet 2022, nemlig valget i Georgia mellem demokraten Raphael Warnock og republikaneren Herschel Walker. Da Demokraterne har vundet 50 sæder, har de sikret sig kontrollen over Senatet på forhånd – men det sidste senatsvalg i Georgia vil give os svaret på, om Demokraterne kan styrke denne.

Da hverken Warnock eller Walker i november fik mere end 50 % af stemmerne, endte det med et runoff, som nu skal afgøres. Det samme var tilfældet i januar 2021, og denne måneds valg synes at foregå med væsentligt mindre palaver, nu hvor kontrollen over Senatet modsat for to år siden ikke længere er på spil.

Ikke desto mindre er valget vigtigt: 51 senatorer i stedet for 50 giver Demokraterne forskellige tekniske fordele, men det skaber også et bedre udgangspunkt inden de potentielt vanskelige senatsvalg i 2024, hvor partiet skal forsvare pladser i flere republikanske stater.

Ser vi på valget mellem Warnock og Walker, var vores vurdering i starten, at Warnock stod med fordelen. Han er siddende senator mod en uprøvet og uerfaren republikansk kandidat, og Republikanerne har ikke haft mulighed for at gøre valget til et spørgsmål om flertallet i Senatet, da det som nævnt allerede er afgjort. Warnock vandt også med cirka et procentpoint i førte ombæring, omend det ikke er nogen garanti: I november 2020 fik republikaneren David Perdue flest stemmer i valget mod Jon Ossoff (D), men da valget havnede i runoff i januar 2021, endte Ossoff alligevel med at vinde.

Tidligere var det også vanskeligt at analysere dette senatsvalg, da der ikke var nogen meningsmålinger at gøre godt med. Det er der nu, og de peger på, at Warnock står med fordelen. I RealClearPolitics’ gennemsnit er hans forspring 3,5 procentpoint, mens det i Fivethirtyeights er to procentpoint.

Analytikere har også hæftet sig ved de stemmer, der allerede er afgivet. Det er jeg normalt varsom med at gøre, når det kommer til at forudsige det endelige udfald af et valg, også i dette tilfælde. Men selv hvis vi bruger dem, er tegnene gode for Warnock. Som den politiske journalist ved Atlanta Journal-Constitution, Greg Bluestein, eksempelvis skrev på Twitter mandag: “Black voters turned out in great numbers during the early voting period, making up ~32% of total electorate. And Black voters are the most reliable and important Democratic constituency here.” Som Bluestein også noterede, skal Walker håbe på “overwhelming Election Day turnout.”

Det er da også muligt, at et sådant scenarie materialiserer sig. Målingerne indikerer ganske vist en fordel til Warnock, men det er bestemt ikke urealistisk, at Walker vinder. Når alt kommer til alt, var det første valg tæt, og målingerne er ikke i overvældende omfang i Warnocks favør. En Walker-sejr forbliver en realistisk mulighed, og jeg ville ikke blive chokeret, hvis det skete.

Men når man analyserer valget, må man konstatere, at det er nemmere at argumentere for, hvorfor Warnock er favorit, end hvorfor Walker er det. Der er simpelthen mest, der taler for, at han vinder, nærmest uanset hvordan man vender og drejer det.

På baggrund af ovenstående begrundelser er USAPol.dks prognose, at demokraten Raphael Warnock vinder senatsvalget i Georgia. Dermed forudsiger vi også, at Demokraterne styrker kontrollen over Senatet. Hvis dette bliver scenariet, endte senatsvalgene ved dette midtvejsvalg således:

About the Author

Jakob Terp-Hansen
Redaktør på USAPol.dk.