Det føles måske ikke helt sådan, men det er kun godt tre uger siden, at Joe Biden valgte at kaste håndklædet i ringen og droppe sin valgkampagne. Siden er Kamala Harris kommet til som den demokratiske fakkelbærer, og det er på tide at gøre foreløbig status over, hvor vi står med 84 dage til valget. Lad os gøre det i fire nedslagspunkter:
1) Donald Trump er ikke favorit
Var Joe Biden blevet i valgkampen, var Donald Trump favorit til at vinde præsidentvalget – og potentielt gøre det med en endnu større margin end i 2016. Det billede er anderledes nu.
For mens Donald Trump meget vel stadig kan vinde præsidentvalget, er valgkampens dynamik grundlæggende ændret, efter Biden blev byttet ud med Harris. Vicepræsidenten har fået endnu mere styr på de demokratiske kernevælgere og fører med cirka 1-3 procentpoint i nationale gennemsnit fra henholdsvis New York Times og Fivethirtyeight. Som analytikeren Jacob Rubashkin desuden påpegede, stammer den snævre demokratiske fordel i de nationale meningsmålinger ikke primært fra, at Trumps stemmeandel er faldet, men fra at den demokratiske er steget.
Skulle man pege på en favorit lige nu, synes det faktisk nemmest at pege på Harris, selvom man selvfølgelig skal være opmærksom på, om støj – i form af, at demokratiske vælgere er mere tilbøjelige til at besvare målinger end republikanere i denne periode – spiller ind på Harris’ margin.
2) Kampagnen har ændret karakter
En mere praktisk observation er, hvor anderledes en kampagne det nu er blevet. Med 59-årige Harris som Demokraternes kandidat i stedet for 81-årige Biden har partiet punkteret aldersspørgsmålet så godt som fuldstændigt, og hvis nogen er det pludselig 78-årige Donald Trump, som er sårbar på det område. Men Harris er også i stand til at føre en helt anden kampagne, end Biden var – mere energisk, med mere entusiasme omkring sig og på langt højere blus.
Ændringen i kampagnens karakter handler dog om mere end det. Donald Trump er ingen populær kandidat, men Bidens alder og ringe anseelse gjorde det svært for partiet at føre en effektiv valgkamp. For Harris er det anderledes. Hun er heller ikke decideret populær, men dog noget mere velanset end Biden, og som New York Times beskrev i en lang artikel, har Trump og hans kampagne svært ved at finde de rette angreb på hende. Så længe det er tilfældet, har Harris langt bedre forudsætninger end Biden for at finde en vinderopskrift.
3) Er “weird” ineffektivt?
Derudover har Harris-kampagnen taget betegnelsen “weird” om Donald Trump og vicepræsidentkandidat J.D.Vance til sig. Denne talestreg “inverted the way Democrats talked about Trump. Don’t make a strongman look stronger. Make him look weaker. Biden’s argument was that Trump might end American democracy. Walz’s [Harris vicepræsidentkandidat red.] argument is that Trump might ruin Thanksgiving”, som Ezra Klein skrev i New York Times.
Rent kommunikativt er der givetvis fordele ved at fremstille sine modstandere som mærkværdige, men noget tyder på, at det hos vælgerne er blandt de mest ineffektive budskaber for Kamala Harris. David Broockman og Josh Kalla, to amerikanske lektorer i statskundskab, foretog en stor undersøgelse af over 100.000 amerikanere og konkluderede på bloggen Slow Boring, at det giver langt bedre mening for Demokraterne at føre en positiv Harris-kampagne i stedet for en negativ Trump-kampagne og eksempelvis lægge vægt på politiske budskaber om velfærdsprogrammerne Social Security og Medicare eller om højere minimumsløn. “There’s nothing revolutionary about these messages (…)”, anførte Broockman og Kalla og fortsatte: “They focus on Democrats’ achievements on “kitchen table” issues that are broadly supported by the party’s base and by both the progressive and moderate factions of the party.”
Broockman og Kalla understregede, at undersøgelsen ikke kunne tage højde for, hvilke politiske områder medierne ville dække, eller hvordan Trump vil angribe Harris-lejren på hendes politiske synspunkter. Det til trods lader det til, at jo mere man fra demokratisk side kan fortælle om Harris, desto bedre for dem – hvilket i øvrigt er i tråd med tidligere undersøgelser fra Broockman og Kalla. Kort sagt: Til trods for mediedækningen af ordet er weirds faktiske betydning hos vælgerne måske begrænset. Hele gennemgangen kan findes på Slow Boring.
Der er selvfølgelig ikke tale om en definitiv konklusion på den debat. Data fra firmaet Blueprint, der blev delt med mediet Semafor, tyder på, at Trumps vicepræsidentkandidat J.D. Vance dels er blevet mere upopulær og dels, at “weird” er et af de ord, vælgerne i størst omfang forbinder med ham.
Men Broockman og Kallas resultater giver dem altså ikke grund til at anbefale Demokraterne at bruge “weird” igen og igen.
4) Trumps stærke kort
Hvad der til gengæld synes relativt klart ud fra meningsmålingerne, er, hvor stærkt et kort immigration som politisk spørgsmål er for Donald Trump, både nationalt og i svingstaterne. Et eksempel på sidstnævnte kom i New York Times/Sienas nyeste målinger af Michigan, Pennsylvania og Wisconsin: På tværs af de tre stater var Trumps forspring på immigrationsområdet 5 procentpoint – ikke nogen overvældende føring, men dog en fordel. Det kan ses i sammenhæng med, at amerikanerne i langt højere grad end for fire år siden mener, at immigrationen skal reduceres.
Harris har forsøgt at imødegå Trump på det spørgsmål, men han har fordelen, ligesom han i de fleste målinger også har på det økonomiske område. Dermed har den tidligere præsident absolut stadig strenge at spille på.
