Lad mig fra starten være helt ærlig: Præsidentvalget 2024 er den valgkamp, jeg har haft sværest ved at analysere indtil nu. Der er sket mange ting, jeg ikke forudså – Joe Bidens kollaps på debatscenen i juni og hans efterfølgende exit som det mest centrale. Var Biden blevet, var valget meget vel let at forudsige: Det meste tydede på, at Donald Trump i så fald ville vinde.
Men Kamala Harris’ indtog i valgkampen bevirkede, at valget nu er så godt som 50-50. Der har ikke, siden støvet lagde sig fra hendes opstigning fra den demokratiske rådvildhed, været en klar favorit ved præsidentvalget. Det er der fortsat ikke, og det er med det udgangspunkt, jeg nu alligevel vil forsøge at lægge alle kort på bordet og forudsige vinderen. For en af dem skal jo vinde, når valgdagen oprinder i morgen. Men meningsmålingerne indikerer, at det her valg er enormt tæt og kan gå begge veje – fra en enkelt delstat, der afgør hele forestillingen, til at enten Trump eller Harris får mere end 300 valgmænd.
Alligevel er vores bud, at vicepræsident Kamala Harris (D) bliver den næste amerikanske præsident og første kvindelige præsident. Men lad os lige gentage: Meningsmålingerne indikerer, at det her er valg er enormt tæt og kan gå begge veje – fra en enkelt delstat, der afgør hele forestillingen, til at enten Trump eller Harris får mere end 300 valgmænd. Det er måske utilfredsstilende, men ærligt.
Af samme årsag tager jeg muligvis helt fejl, og jeg vil først og fremmest prøve at forklare, hvordan jeg kan komme til at tage fejl. Det vil rent fagligt ærgre mig enormt meget, hvis det sker, men det er en meget reel risiko, og det er vanskeligt at forstå dem, der er relativt sikre på en sejr til den ene eller den anden.
Argumentet for Trump
At sortere i indikatorerne til præsidentvalget er enormt vanskeligt, for begge kandidater har en anseelig liste af styrker og svagheder. Og det er derfor værd at se på argumenterne for en Trump-sejr, og hvordan denne prognose kan komme til ikke at materialisere sig.
Øverst på listen finder man måske Joe Bidens upopularitet – en administration, Kamala Harris repræsenterer. Ligedes kan man fremhæve, at Trumps præsidentperiode retrospektivt anses mere positivt end Bidens, og at Trump i år er langt mere populær, end han var i 2016, det seneste præsidentvalg han vandt. Ligeledes står Trump langt stærkere end Kamala Harris på spørgsmål om økonomi og immigration, mens en række andre forhold taler for ham: Det er vanskeligt at være magtparti i store dele af verden. Inflationen har gjort ondt på Biden-administrationen. Og folks optimisme omkring landets retning er til at overse.
I en nylig måling fra Gallup var således kun 26 % af amerikanerne, der var tilfredse med den vej, som den amerikanske nation bevæger sig i. Og som de helt kort opsummerede på baggrund af deres egne tal: “To date, the incumbent party has not won a presidential election with satisfaction this low, including in 1992 (22%), 2008 (13%) and 2020 (28%) (mine fremhævninger red.). The lowest satisfaction rating in a year the incumbent party won was 33% in 2012.” Her skal man ihukomme, at de tre fremhævede eksempler ikke blot var nederlag til præsidentpartiet, men rimelig klare af slagsen – 1992 afgjordes med 5,6 procentpoint, 2008 med 7,2 og 2020 med 4,5 procentpoints forskel.
I øjeblikket er Harris på landsplan foran med et procentpoint i Fivethirtyeights gennemsnit, hvilket er en indsnævring på det seneste. Det vil indikere, at det politiske klima er rykket 3,5 procentpoint til højre sammenholdt med 2020. Antager man, at det er korrekt, og at det vil udarte sig på samme måde i svingstaterne, så står Trump til at vinde i al fald Arizona, Georgia, North Carolina, Pennsylvania og Wisconsin. Tager man rykket helt bogstaveligt, får han også Nevada og Michigan oveni, men de to er de mest usikre. Under alle omstændigheder: Et uniform swing på baggrund af de nationale meningsmålinger indikerer en Trump-sejr med en vis mængde luft til Harris. De nationale målinger er på mange måder et særdeles godt argument for Trump, måske endda det mest vægtige. Havde Biden vundet nationalt i 2020 med 1 procentpoint, havde han med al sandsynlighed tabt valget i svingstaterne. Den samme dynamik kan muligvis gøre sig gældende for Harris, selvom der er visse indikationer på, at den strukturelle, republikanske fordel af valgmandskollegiet er mindre end tidligere.
Og endelig er der delstatsmålingerne: Trump har en klar vej til 270 valgmænd. Hvis han tager alle fire svingstater i solbæltet – og han er foran i gennemsnittet i i al fald tre af dem – så får han 268 valgmænd. Så skal han blot tage en enkelt rustbæltestat. Det er meget let at forestille sig, at han vinder enten Wisconsin eller Pennsylvania, og det er ingenlunde udelukket, at han kan tage alle syv. Så stor er usikkerheden, og derved synes sandsynligheden for en Trump-sejr at være betragtelig.
Hvis man sidder i Trump-lejren, er det således let at finde grunde til at være optimistisk. I et interview med Semafor sagde Trumps politiske chef James Blair således: “We like all of the signs that we’re seeing, whether you look at where voter registration ended, whether you look at where the polling is on a national basis or a state-by-state basis, or whether you look at the early voting numbers in any of the battleground states: Everything from our perch right now points in a good direction for us.” Man skal tage hans vurderinger med et gran salt, og man kan være enig eller uenig i dem, men at der er gode argumenter for Trump, er soleklart.
Et plausibelt narrativ for en sejr til ekspræsidenten kan således være: Trump har – med en forøget popularitet – besejret en vicepræsident fra en upopulær administration med sit bedste nationale resultat hidtil. I sidste ende var vælgerne for pessimistiske om nationens retning til, at de turde tage fire år mere af det samme. Måske meningsmålingerne endda undervurderede hans sejrsmargin.
Argumentet for Harris
Ved midnatstid søndag blev en af de mest overraskende meningsmålinger, jeg har set, udgivet. J. Ann Selzers særdeles velanskrevne og historisk set pålidelige meningsmåling viste, at Harris var foran med tre procentpoint – i Iowa. Iowa. En stat, som Donald Trump i sine to valg har vundet med 8-9 procentpoint. Det er vanskeligt at forklare reaktionen på sociale medier (læs: X), men det var en helt særlig stemning blandt valganalytikere.
Jeg vil ikke lægge for meget vægt på Selzer-målingen, og jeg tror heller ikke, at Harris vinder Iowa – det virker som en for stor opgave givet marginen i 2020. Men den var et signal om, at et eller andet i rustbæltet kan være i gære – og uanset hvad var den uomtvisteligt et fremragende datapunkt for Harris. Og der er flere gode argumenter for Harris:
Hun er langt mere populær end Trump, og særligt abort er et område, hvor hun er langt mere i trit med befolkningen end Trump. Ligeledes var Washingtons primærvalg i august, som faktisk har en vis forudsigelseskraft i november på grund af dets indretning og tidspunkt, en indikation på et demokratisk, politisk klima. Man kan også hæfte sig ved Trumps forskellige svagheder – 6. januar, hans bredere upopularitet og det, at han aldrig har fået over 47 % af stemmerne ved præsidentvalg. Og endelig kan man nævne, at Harris i mange meningsmålinger står stærkere end Trump, når det gælder personlige karaktertræk som ærlighed og troværdighed.
Harris såkaldte ground game er tilsyneladende Trumps overlegent, og hun har langt bedre fat økonomisk. Harris-kampagnen insisterer også på, at de tror på det: “We feel very good about where we are; we are very confident we’re going to win this thing”, sagde Harris’ kampagneforkvinde Jen O’Malley Dillon for nylig til MSNBC jævnfør Huffington Post. Hun fortsatte: “We are seeing high turnout everywhere. We are definitely seeing that our voters are turning out.”
Analytikeren Ron Brownstein har fremlagt en mulig vej til sejr i rustbæltet i mediet The Atlantic, og han opsummerede det også i podcasten The Focus Group med Sarah Longwell: “Harris might win the popular vote by two points, but a bigger share of her total vote are white voters, and therefore her coalition, as the political scientists say, may be more electoral college efficient and thus able to squeeze out the Rust Belt, even if there is decline among non-white voters, which would complicate her path in the Sun Belt (…).” Og hvis Harris vitterligt hiver sejren hjem i rustbæltet, så får hun 270, også hvis hun taber de resterende svingstater, så længe alt andet fra 2020 derudover forbliver lige.
Der er med andre ord artikuleret en vej til 270 for Harris, men kan hun gå den? En sejr til hende kan også let forklares: Abort var en stærk faktor i valget, og i sidste ende var Harris bare langt mere populær end Trump, som vælgerne slet og ret er ved at være en smule metaltrætte af.
Præsidentvalget 2024 – svingstat for svingstat
Med disse argumenter til en side: Her er USAPol.dks bud på resultatet i præsidentvalget 2024:
Det har ikke været let at nå denne konklusion, som ovenstående forhåbentlig har gjort klart. Men for at gøre det endnu tydeligere så lad os prøve at se på svingstaterne. Alle argumenter for og imod kan ikke dækkes i disse spalter, men det giver forhåbentlig en god indføring i mulighederne for det ene og andet udfald.
Arizona: Arizona var ikke en let stat at forudsige, men dog nok den letteste. Meningsmålingerne viser en fordel til Donald Trump på 2,5 procentpoint hos Fivethirtyeight og cirka det samme hos RealClearPolitics mere enkle og ej så omfangsrige gennemsnit. Lad os lave en lille øvelse for at understrege, hvorfor vi er endt med Trump som vinderen af de 11 valgmænd: Selv hvis man fjerner de to målinger, som giver Trump det største forspring på henholdsvis seks og otte procentpoint, så får man stadig et snit på 1,5 procentpoint i Trumps favør. Kun en enkelt måling hos RCP viser et Harris-forspring og det med blot et enkelt procentpoint.
Samtidig viste New York Times/Sienas seneste måling, at immigration og økonomi var de to vigtigste emner i delstaten, og det taler klart til Trumps fordel i en stat beliggende ved den sydlige grænse. Skulle Harris ende med at vinde, forestiller jeg mig, at folkeafstemningen vedrørende abort vil have hjulpet hende et stykke hen ad vejen. Staten var desuden meget tæt i 2020 – og det kan da også blive tæt igen. Men The Grand Canyon State går til ekspræsidenten.
Georgia: Georgia ligger til højre for nationen, men man må nok sige, at Trump har haft sine problemer med den stat: Han tabte i 2020, spillede en rolle i Republikanernes senatsnederlag i 2021 og 2022, lagt sig ud med guvernøren og delstatens secretary of state og havde et dårligt primærvalg for sine foretrukne kandidater i 2022. Det indikerer, at Georgia er lidt lettere terræn for Demokraterne end nabostaten North Carolina, der ikke har sådanne faktorer på sig. Alligevel indikerer meningsmålingerne en fordel til Trump, men det er ikke med stort forspring, og det er meget oplagt at antage, at forudsætningerne for at Harris kan konsolidere de sorte vælgere i den stat yderligere, er tilstede – NYT/Siena viste hende eksempelvis foran med 1 procentpoint i staten og på 87 % af de sorte.
Mit bud er, at Kamala Harris’ forudsætninger i Georgia er bedre end i North Carolina, og at der kan være tegn på et sent momentum for hende i solbæltet. Derfor: Kamala Harris vinder Georgia.
Michigan: Michigan var Joe Bidens bedste stat i 2020, og han vandt med 2,8 procentpoint. Kamala Harris skal gøre ham kunsten efter, og det ser ikke let ud. Med det sagt vil jeg samlet set hellere være Harris end Trump i The Wolverine State. Trump har ikke været foran i gennemsnittet af Michigan-målinger siden slutningen af juni, og visse institutter har peget på endog relativt klare føringer til Harris – eksempelvis Quinnipiac med fire. Skulle vi opleve noget, der minder om et uniform swing som før skitseret, er Michigan muligvis den mest robuste stat for Demokraterne, selvom det også vil bringe Harris i stor fare. Det kan blive frygtelig tæt, illustreret af den seneste New York Times/Siena-måling, hvor Trump var nominelt foran. Men samlet set vurderer jeg ikke, man kan gøre Michigan til mere end 50-50 for Trump og det i bedste fald. Michigans 15 valgmænd går til Kamala Harris.
Nevada: Republikanerne har haft megen grund til optimisme i Nevada i de to seneste valgkampe – denne og så i 2022. Alligevel er Nevada i et vist omfang endt med at skuffe dem: I 2022 kunne senatskandidaten Adam Laxalt akkurat ikke komme over målstregen, og spørgsmålet er, om Donald Trump formår det i år. Meningsmålingerne er tætte, og til Trumps fordel taler formentlig Nevadas økonomisk situation med en arbejdsløshed, der er relativt høj i forhold til den nationale.
Jon Ralston, Nevadas dygtigste politiske analytiker, har som altid fulgt de tidlige stemmemønstre i The Silver State minutiøst. Han har tegnet et gunstigt billede for Republikanerne, men idet han er dygtig til at forudsige centrale valgudfald, har hans endelige forudsigelser været imødeset med spænding. Dem har han nu udgivet, og han peger på en sejr til Kamala Harris. Det samme gør et estimat fra en anden kyndig Nevada-iagttager John Samuelsen. Givet de tætte målinger virker det dermed som et godt valg ikke at sætte spørgsmålstegn ved dømmekraften hos Ralston, som det også var i 2022. Kamala Harris vinder Nevada.
North Carolina: The Tar Heel State er den omvendte The Silver State: Den har skuffet Demokraterne igen og igen siden 2008. Hverken Clinton eller Biden kunne vinde den, og i 2022 tabte de også senatsvalget. Det er den eneste af de syv svingstater, som Trump vandt i 2020, og allerede her har Demokraterne en udfordring. Meningsmålingerne tegner også en snæver fordel til Trump – hos RealClearPolitics er han eksempelvis foran med 1,5 procentpoint. Demokraterne vil håbe, at guvernørvalget, hvor Josh Stein (D) kommer til at vinde stort over den skandaleramte republikanske kandidat Mark Robinson, vil smitte positivt af på præsidentvalget for dem, men jeg er grundlæggende skeptisk over for sådanne “omvendte skødefrakker” og vil derfor ikke lægge meget vægt på det.
Mere interessant var New York Times/Sienas seneste måling, der indikerede, at to tredjedele af vælgerne potentielt har besluttet sig sent til Harris’ fordel i solbæltet. Målingen havde Harris foran med to procentpoint, men den afviger jo så også en smule fra det generelle billede. Noget kunne dog – hvis Siena-målingens historie er rigtig – tyde på et vist Harris-momentum i solbæltet. Medieudmeldingerne er svære helt at få greb om: New York Times skrev for en uges tid siden, at Harris-lejren ser North Carolina som en af de sværeste svingstater, men ifølge NBC News opfatter de nu alligevel North Carolina som meget realistisk for dem at vinde. Trump har så holdt en del vælgermøder i den stat på det seneste, måske som reaktion herpå. Det er en svær stat at bestemme sig for, men jeg vurderer, at det er en tand for vanskelig en stat for Demokraterne at vinde i 2024. Donald Trump vinder North Carolina.
Pennsylvania: Her er den. Den store pris. Den største svingstat. De sagnomspundne 19 valgmænd. Og den absolut sværeste stat at forudsige: Delstatsmålingerne er så lige, som det bliver. De kan ikke forventes at være præcise nok til at pege os i retning af udfaldet. Og så må vi jo kigge på andre indikatorer:
I Trumps vægtskål ligger de nationale målinger, økonomien som politisk spørgsmål og et interessant datapunkt fra USA Today/Suffolk, der viste, at Harris klarede sig lidt dårligere end Joe Biden i counties som Northampton og Erie. Harris har til gengæld for sig, at hendes ground game er stærkere end Trumps, at meningsmålingerne fra kongresdistrikterne i staten er relativt positive for hende og at hun formentlig er i al fald en smule mere populær end Trump i Pennsylvania specifikt. Der er ikke belæg for nogen form for sikkerhed omkring Pennsylvania, enhvers gæt er snart sagt ligeså godt som en andens og begge kandidater er gået hårdt efter The Keystone State. En eller anden skal det lykkes for.
Det kan vitterligt gå begge veje, men jeg skal vælge en, og jeg vælger at gå med resten af rustbæltet: Kamala Harris vinder Pennsylvania.
Wisconsin: I The Badger State finder vi inkarnationen af en svingstat, og det gør det jo ikke nemmere at spå om. En Trump-sejr her vil ikke overraske mig det mindste – visse analytikere har udtrykt deres bekymring for Harris’ chancer, meningsmålingerne er enormt tætte og det var ligeledes den rustbæltestat, Biden vandt med snævrest margin i 2020. Og så har vi ikke engang nævnt Wisconsins dårlige meningsmålingshistorik de sidste to præsidentvalg. Ingredienserne til en Trump-sejr er klare, men med det sagt lader det ligeledes til, at Harris er værd at byde på: På tværs af målinger fra velanskrevne Marquette (lokalt Wisconsin-institut), Marist og NYT/Siena ser Harris ud til at klare sig en hårsbredde eller to bedre end Trump blandt hvide vælgere, der udgør den altovervejende del af vælgerkorpset i Wisconsin. Og den chokerende Selzer-måling fra nabostaten Iowa kan muligvis også indirekte pege på, at Harris står fornuftigt i Wisconsin. Statens natur i det 21. århundrede har været virkelig tætte valg – undtagen i 2008 og 2012 – og snart sagt alt peger på, at det vil gentage sig. Vores bud er, at Kamala Harris trækker sig sejrrigt ud af Wisconsin.
Senatet 2024
Senatsvalgene er meget vel de mindst interessante eller spændende i år.
Den generelle konsensus har hele vejen igennem været, at Demokraterne stod med en meget svær opgave – de skulle forsvare markant flere pladser end Republikanerne og flere af dem i republikanske delstater.
Fordelingen af sæder i Senatet er 51-49 i demokratisk favør. Imidlertid er et af Demokraternes sæder, nemlig pladsen i West Virginia, så godt som tabt på forhånd. De havde muligvis haft lidt mere kamp om pladsen, havde senator Joe Manchin genopstillet som demokrat, men da først han droppede at søge genvalg, punkterede det endegyldigt Demokraternes aspirationer.
Derfor vinder republikaneren Jim Justice West Virginia. Det betyder, at Demokraternes funktionelle udgangspunkt er 50-50 – så hvis alt andet er lige, og Donald Trump vinder præsidentvalget, så får Republikanerne flertal, idet vicepræsident J.D. Vance så vil kunne give den afgørende stemme i tilfælde af stemmelighed. Mere skal der faktisk ikke til.
Vi er endt på følgende udfald:
For en god ordens skyld så lad os lige nævne navnene på dem, der er sikre på at komme i eller tilbage til Senatet, og som vi byder på: Angela Alsobrooks (Maryland), Adam Schiff begge gange (Californien), Angus King (Maine), Chris Murphy (Connecticut), Lisa Blunt Rochester (Delaware), Mazie Hirono (Hawaii), Josh Hawley (Missouri), Elizabeth Warren (Massachusetts), Amy Klobuchar (Minnesota), Roger Wicker (Mississippi), Kirsten Gillibrand (New York), John Curtis (Utah), Bernie Sanders (Vermont), Martin Heinrich (New Mexico), John Barrasso (Wyoming), Sheldon Whitehouse (Rhode Island), Maria Cantwell (Washington), Tim Kaine (Virginia), Marsha Blackburn (Tennessee), Andy Kim (New Jersey), Kevin Cramer (North Dakota), Jim Banks (Indiana) og Pete Ricketts (Nebraska). Staterne, der på kortet er blå, men ikke navngivne er Massachusetts, Rhode Island, New Jersey, Maryland, Delaware og Connecticut.
Og lad os så begynde med de stater, hvor Republikanerne – til trods for at det aldrig syntes at være det mest realistiske – kunne miste sæder.
Texas, Florida og Nebraska. Lad mig komme med et overordnet argument om, hvordan Demokraterne kan vinde en eller flere af disse tre: Hvis Selzer-målingen har fat i noget i Iowa, har den måske også fat i noget nationalt, og måske det politiske klima er langt mere venligt over for Demokraterne, end vi lige går og tror. I så fald kan en eller flere af disse stater godt kan tænkes at flippe, hvilket i alle tilfælde må siges at være overraskende. I Texas har republikaneren Ted Cruz dog været konsekvent foran i meningsmålingerne, og jeg byder derfor på Cruz.
Jeg byder af samme årsag også på republikaneren Rick Scott i Florida. Endelig er spørgsmålet, om den uafhængige Dan Osborn kan slå den siddende republikanske senator Deb Fischer i Nebraska. Det ville være en gedigen overraskelse. Men Osborn ser ikke helt ud til at kunne stå distancen – YouGov viste forleden Fischer foran med hele syv procentpoint, og en intern måling fra Osborn-lejren viste dødt løb. Det er måske ikke det bedste tegn, at ens interne måling end ikke viser en føring. Mit bud er, at Deb Fischer klarer frisag i Nebraska.
Så lad os kigge på de stater, hvor Republikanerne håbede at gøre deres kommende majoritet endnu større: I Nevada og Arizona synes det aldrig for alvor at være blevet spændende baseret på meningsmålingerne – selvom nogle har været tættere på ham. Bedre Trump-præstationer end forventet i disse stater kan muligvis gøre løbet mere åbent, men for nuværende er det vanskeligt at byde på de republikanske kandidater Sam Brown og Kari Lake. En periode i Senatet mere til senator Jacky Rosen (D) i Nevada, mens demokraten Ruben Gallego vinder i Arizona.
Så er der trioen Michigan, Pennsylvania og Wisconsin. Jeg er endt med følgende vurderinger: Bob Casey Jr. (D) genvælges i Pennsylvania, Elissa Slotkin (D) vinder i Michigan og Tammy Baldwin (D) får en periode mere af Wisconsins vælgere. Lad mig sige det med det samme: Det er afgjort muligt, at en eller flere af dem taber. Støvsuger Donald Trump rustbæltet, hvilket altså er muligt, selvom vi ikke byder på det, kan han sagtens tænkes at trække en eller flere med over målstregen. Men igen er meningsmålingerne tilpas konsistente i at vise fordele for de demokratiske kandidater. Denne optælling er ikke helt tidssvarende, men blev lavet af historikeren Brian Rosenwald 2. november og illustrerer dynamikken meget godt: “I count 40 polls for PASEN in 538 for October, 35 leads for Casey, 3 showing it even, and 2 McCormick leads. 13 of the leads for Casey were 6 points or more. I don’t see how anyone can look at that & not think a McCormick [Caseys republikanske modkandidat red.] win would be a big upset.” Det er jeg enig i.
Og så, endelig, til de mest spændende senatsvalg, Ohio og Montana. Lad os begynde med førstnævnte: Ohio vil stemme på Trump ved præsidentvalget, og det giver Sherrod Brown (D) et vanskeligt udgangspunkt for at blive genvalgt. Vi kan kort sagt ikke forvente, at særlig mange stater stemmer på det ene parti til præsidentvalget og det andet til Senatet. Det sagt har målingerne faktisk indikeret robusthed for Sherrod Brown. Ohios meningsmålinger undervurderede Trumps sejrsmargin i eksempelvis 2016 og 2020, og hvis noget lignende rammer senatsvalget i år, så vinder Brown ikke. Derfor er et nederlag afgjort en mulighed, men jeg tror, Brown kan klare frisag givet målingerne mod kandidaten Bernie Moreno. Sherrod Brown vinder i Ohio.
Montana kan vi til gengæld klare hurtigt: Mediet NOTUS rapporterede fornyet optimisme omkring Jon Tester (D). Men målingerne har været for dårlige for ham til, at vi kan byde på ham – særligt fordi Donald Trump i 2020 vandt Montana med 16 procentpoint og meget vel vinder med måske lidt mere, måske lidt mindre. Det er en for stor udfordring for Tester. Republikaneren Tim Sheehy vinder senatsvalget i Montana.
Repræsentanternes Hus 2024
Repræsentanternes Hus er vanskelig helt at få greb om, fordi der er så mange distrikter og til gengæld så få meningsmålinger. Synes man, at der har været få meningsmålinger til præsidentvalget i år i den gennemsnitlige, er det ingenting i forhold til den tørke, der er, når det gælder Husets gennemsnitlige svingdistrikt. Og så har vi end ikke nævnt, at en del af den data, vi så får, er interne meningsmålinger, som selvfølgelig skal tages med et godt gran salt.
Kampen om Repræsentanternes Hus i år har altid været en konkurrencedygtig forestilling. Her skal man også ihukomme, at Huset i 2020 og 2022 blev vundet yderst snævert. I 2020 vandt Demokraterne 222 pladser (fire mere end de 218 for flertal), og i 2022 vandt Republikanerne 222, mens Demokraterne fik 213.
I øjeblikket virker kampen om Huset til at være noget nær 50-50, men også her kommer et af partierne til at vinde, og spørgsmålet er så, om udfaldet kommer til at følge præsidentvalgsresultatet.
Som før beskrevet er der forskellige måder at forudsige valget til Repræsentanternes Hus. Man kan give et bud på samtlige distrikter og eventuelt håbe, at fejl udligner hinanden, således man får det overordnede resultat korrekt. Man kan også nøjes med at give et overordnet bud på, hvor mange pladser partierne får. Vi er endt med første model, og herunder følger vores bud. Bemærk, at vi næppe kommer til at ramme alle 435 pladser korrekt – i stedet er målet at ramme så mange som muligt rigtigt og i hvert fald at ramme den overordnede sædefordeling korrekt.
Det skal også nævnes, at en håndfuld distrikter er sikre på at gå til et eller andet af partierne, men hvor der er alligevel er flere politikere, som internt konkurrerer om det. Derfor er prognosen et bud på, hvilket parti der står til at vinde et givent distrikt, og det vil ofte følge partikandidaten (som eksempelvis gennemgået nedenfor), men altså ikke i alle henseender. Tag jer i øvrigt heller ikke af, at farverne er anderledes. De er valgt ud fra en anden kategori på 270towin, men de er udtryk for det samme: Endelige, utvetydige bud.
Så hermed løfter vi sløret for vores bud på Repræsentanternes Hus 2024:
Jeg vil ikke gennemgå alle svingdistrikter, men herunder følger nogle af de mest centrale i delstaterne:
Alaska: Mary Peltola (D) vandt i 2022 sædet i et specialvalg og forsvarede sin plads i efteråret samme år. Men i et præsidentielt valgår med Trump på stemmesedlen i en stat, han kommer til at vinde, virker det mest oplagt, at Peltola må sige farvel til posten, og at republikaneren Nick Begich vinder i stedet. Peltola har blandt andet haft en del fokus på fisk i sin valgkamp, som tilfældet er i Alaska, og hun har helller ikke støttet Kamala Harris som præsidentkandidat. Det er oplagte forsøg på at tilpasse sig Alaskas politiske ståsted, men nogle gange er de fundamentale forhold for vanskelige at have med at gøre. Nick Begich (R) vinder sædet i Alaska.
Arizona: De to distrikter i Arizona, der for alvor er spændende, er AZ-01 og AZ-06. Vores prognose er en opdeling af de to: Amish Shah (D) besejrer den siddende republikaner David Schweikert i AZ-01, mens republikaneren Juan Ciscomani holder fast i sit sæde i statens 6. distrikt. Schweikerts distrikt er en tand mere demokratisk end Ciscomanis, men det er i det hele taget vanskeligt at analysere, fordi der ingen meningsmålinger er. Min vurdering er, at Ciscomani har en smule bedre fourdsætninger for at blive hængende end Schweikert, og det gør udslaget her. I øvrigt har der været snak – og en meningsmåling af – om Eli Crane (R) i AZ-02 var i fare. Det kan godt blive ubehageligt tæt for ham, men jeg tror trods alt, han klarer den.
Californien: Lad mig spole Californien hurtigt igennem. Jeg vurderer, at Republikanerne taber CA-13, og at Adam Gray (D) her vinder. Det var et distrikt, Biden vandt tocifret, og det er nok for meget for John Duarte (R). Til gengæld tror jeg, David Valadao holder fast i Californiens 22. distrikt – han har prøvet tætte valgkampe før, og han befinder sig meget vel i en, men mit bud er, at han – trods en nylig meningsmåling, hvor demokraten Rudy Salas var foran med to – klarer frisag. Det gør Mike Garcia i CA-27 til gengæld ikke – som Californien-iagttageren Vance Ulrich skrev på X, er en udfordring for Garcia i det distrikt, at latinovælgere i Los Angeles simpelthen synes mere venstreorienterede end i Central Valley. Garcia taber, men det gør Ken Calvert (R) i CA-41 ikke. I CA-45 bør Demokraterne slutteligt kunne fravriste Michelle Steel CA-45 med deres kandidat Derek Tran, hvis baggrund i juraen er blevet en del af hans kampagne.
Colorado: Det virker, som om demokraten Yadira Caraveo i Colorados 8. distriktet har en snæver fordel. Distrikt blev vundet af Biden med en håndfuld procentpoint, og i den seneste meningsmåling stod det 48-46 % til Caraveo mod hendes republikanske modkandidat Gabe Evans. Begge kandidater har forsøgt at tilpasse sig politisk bedst muligt, og Evans er bestemt ikke en ringe kandidat, men i sidste ende virker det, som om det giver bedst mening at satse på partibogstavet i et distrikt, der trods alt er demokratisk tenderende. Altså: Yadira Caraveo genvælges i CO-08.
Iowa: Presbolden til de politiske analytikere, som Selzer-målingen var, gav også noget at tænke over i de to Iowa-distrikter IA-01 og IA-03. I sidste ende er jeg gået med Selzer-målingen i de to distrikter, som ganske vist spurgte generisk ind til kandidaterne, men som indikerede, at vælgerne i de to distrikter hellere ville have Demokrater end Republikanerne. Derfor: Sejr til Christina Bohannan (D) i IA-01 og Lanon Baccam i IA-03.
Maine: Det var ikke sikkert, jeg havde forudsagt dette udfald for en måned siden, men jeg tror, Jared Golden (D) klarer frisag i Maines 2. distrikt, selvom Donald Trump vandt det klart i 2020 og også kommer til at vinde med en eller anden margin. For nylig kom SurveyUSA dog med en måling, der viste Golden foran med hele 12 procentpoint. Det er ikke min forventning, at han vinder så stort, men den indikerer, at han har fordel, og Golden er en dygtig og strategisk politiker, hvilket vil komme ham til gode. Jared Golden besejrer Austin Theriault.
New York: Et af mine distrikter, man kunne holde øje med i Huset, er NY-19, som jeg nævnte i podcasten med David Garby-Holm for en lille måned siden. Det er Marc Molinaro (R) mod Josh Riley (D), og Riley ser ud til at have en fordel i meningsmålingerne i Biden-distriktet. Jeg vurderer, at han vinder. Republikanerne taber også deres pladser i NY-04 og NY-22, men de fravrister til gengæld Demokraterne NY-17, hvor republikaneren Mike Lawler ser ud til at have en meningsfuld fordel over Mondaire Jones.
North Carolina: Et andet af mine distrikter i førnævnte podcast med David Garby-Holm, som man kunne holde øje med, var North Carolinas 1. distrikt, som repræsenteres af Don Davis. Jeg tror, han vinder – målingerne har set gode ud for ham på det seneste, og distriktet forbliver derved på demokratiske hænder.
Oregon: Der lader til at være en vis republikansk pessimisme omkring Lori Chavez-DeRemer, som blev valgt i 2022 og repræsenterer OR-05. Tidligere på efteråret skrev CNN for eksempel, at republikanere anså det for sandsynligt, at Chavez-DeRemer ville tabe til demokraten Janelle Bynum. En august-måling fra Noble Predictive Insights/Inside Elections viste også Chavez-DeRemer snævert bagud. USAPol.dks bud er således, at Janelle Bynum bliver valgt i OR-05.
Ohio: Jeg ville ikke blive decideret forbløffet over at se hverken OH-09 eller OH-13 gå til Republikanerne, men jeg vælger at byde på de siddende demokratiske repræsentanter, Marcy Kaptur (OH-09) og Emilia Sykes (OH-13).
Pennsylvania: De meningsmålinger, vi har fået fra de tre distrikter, der udgør de mest spændende distrikter i år, har set gode ud for demokraterne Susan Wild (PA-07), Matt Cartwright (PA-08) og Janelle Stelson (PA-10). Sidstnævnte er en overraskende sejr, men jeg ser ingen grund til afvige fra målingerne og her og byder derfor på de demokratiske kandidater i de tre distrikter. Demokraterne vil også håbe, at de kan slå Brian Fitzpatrick (R) i PA-01, men her har vi været før, og det tror jeg ikke på.
Virginia: Vi forventer, at Republikanerne holder stand i VA-02, mens Demokraterne gør det i VA-07. Men Virginias valgsteder lukker relativt tidligt, og det er derfor værd at nævne dem – for skulle Demokraterne eksempelvis vinde VA-02, vil det ifølge analytikeren Kyle Kondik udgøre “an early sign of momentum for that side. In 2022, Republicans flipped the Second, an important piece of their eventual House majority, but they failed to flip the Seventh, an early sign that a “red wave” was not materializing that year.”
Wisconsin: Republikanerne holder WI-01, mens Derrick Van Orden (R) i WI-03 har ført en dårlig kampagne mod demokraten Rebecca Cooke. Valget er blevet omtalt som en potentiel folkeafstemning om Van Orden, og det er formentlig ikke dårligt nyt for Demokraterne, skulle det være tilfældet. Mit bud er, at Cooke vinder WI-03.
Sammenfatning
Så for at sammenfatte vores bud. Herunder er et overblik over vores bud. I parentes i kongresvalgene er angivet, hvor meget partierne ser ud til at gå frem sammenholdt med 2022-resultatet.
Præsidentvalget: Harris 292 – Trump 246
Senatet: 51R-49D (R+2)
Repræsentanternes Hus: 223D-212R (D+10)
Det var vores bud. Måske forkerte, måske nogenlunde. Vi får se. Tak for valgkampen og for jeres støtte undervejs! Den er uundværlig.
Rigtig godt valg!
