10 geografiske trends ved præsidentvalget 2020

Optællingen af stemmerne fra præsidentvalget er så småt ved at være i hus. De resterende udeståender er så små at de ikke kan rykke nævneværdigt ved de trends, vi indtil videre har set. Samlet set ender Joe Biden med en pæn national sejr på 4,5%-point og over 7 millioner stemmer, hvilket er en margin, der er 2,4%-point større end Hillary Clinton’s margin til Donald Trump i 2016.

Samtidig ved vi, at “tipping point”-staten akkurat som i 2016 blev Wisconsin, og altså ikke Pennsylvania, som det ellers længe så ud til op til valget. Joe Biden vandt Wisconsin med kun 0,6%-point. Forudsætter vi et såkaldt “uniform swing” betyder det altså at Joe Biden kunne have tabt valget hvis hans margin havde været 0,7%-point mindre, hvilket svarer til en national sejr på 3,8%-point. Det må siges at være en ganske betydelig skævhed i systemet, at en kandidat kan vinde nationalt med tæt på 4%-point og alligevel tabe valgmandskollegiet og dermed præsidentvalget. Det er uden tvivl en problematik, der giver det demokratiske parti betydelige grå hår fremadrettet, især når man medtager at demokraterne ligeledes har er strukturelt handicap i både valg til senatet (grundet at alle stater her er ligestillet og der er flere små republikanske stater end demokratiske) og til huset (grundet gerrymandering og det faktum at demokraterne er koncenteret på geografisk små områder omkring byerne).

Men hvilke ændringer har vi set i de geografiske mønstre her i 2020? Herunder ses et kort, jeg har lavet hos 270towin.com, der skal illustrere ændringerne fra 2016 til 2020 for hver stat. Det væsentlige er her, at ændringerne også ses som ændringer i forhold til nationen som helhed. Eksempelvis stemte nationen som helhed 2,4%-point mere demokratisk i 2020 end i 2016, så når eksempelvis Wisconsin stemte 1,3% mere demokratisk i 2020, så rykkede Wisconsin sig reelt til højre i forhold til nationen som helhed.

Farvekoden skal forstås som følger:

Mørkeblå: Stater der tog et pænt skridt til venstre ved valget. Ikke alene klarede Biden sig bedre end Clinton i disse stater, men alle disse stater blev 3%-point eller mere demokratiske i relation til nationen som helhed, end de var i 2016.

Lyseblå: Stater der tog et mindre skridt til venstre i relation til nationen defineret som mindre end 3%-point.

Grå: Stater der stemte mere demokratisk i 2020 end i 2016, men hvor dette skridt var mindre end det hop nationen som helhed tog til venstre. Det vil sige, at man kan sige, at disse stater faktisk trendede til HØJRE i 2020, til trods for at Biden klarede sig bedre end Clinton.

Lyserød: Stater, der stemte mere republikansk i 2020 end i 2016.

Mørkerød: Stater, der stemte mindst 2%-point mere republikansk i 2020 end i 2016.

Jeg har identificeret 10 geografiske trends ud fra dette.

1) Georgia er den store succeshistorie for demokraterne. Joe Biden vandt et yderst tæt valg i Georgia, men den sejr afspejler et ryk til venstre på 5,4%-point i en stat, der ellers er totalt domineret af republikanere. Georgia var IKKE en del af de oprindelige “big six” svingstater ved dette valg (Pennsylvania, Michigan, Wisconsin, Florida, North Carolina, Arizona), men endte alligevel overraskende med at stemme til venstre for Florida og North Carolina. Georgia og dets 16 valgmænd bliver dermed med ét en af USA’s absolut vigtigste svingstater. Staten ligger stadig et par procentpoint til højre for nationen som helhed, men må med den udvikling der ses betragtes som en mulig “tipping point” stat i 2024. De to senatsvalg i starten af januar giver os måske en indikation på, om 2020 valget handlede mest om Trump eller om der er et reelt sving af betydning i demokraternes retning. I den anden ende af landet så vi samme tendens i Arizona, som Biden også vandt snævert, men her var udviklingen i demokratisk retning mindre markant.

2) For det andet ses, at traditionelle svingstater som Colorado, Virginia, New Hampshire og Maine tog et pænt skridt til venstre. Især i Colorado og Virginias tilfælde kunne man snildt forestille sig, at de hastigt er på vej til at miste deres status som svingstater. Biden vandt begge med over 10%-point, og de synes hastigt på vej yderligere til venstre især som følge af det voksende uddannelsesskel når det kommer til politiske præferencer (især fordi højtuddannede flygter fra Trumpismen, der derimod har en betydelig tiltrækningskraft på lavtuddannede segmenter).

3) Biden gik godt nok frem i de ekstremt vigtige svingstater i midtvesten, men ikke i et omfang der nødvendigvis gør demokraterne optimistiske på fremtiden. Sammenlignes med det nationale sving, så blev Michigan og Minnesota mere demokratiske i 2020, men Pennsylvania, Wisconsin, Ohio og Iowa blev faktisk mindre demokratiske. Demokraterne har stadig ikke løst problemet med den hvide arbejderklasse, og det bliver interessant at følge udviklingen i regionen i 2022, hvor der er vigtige senatsvalg i Pennsylvania, Wisconsin, Ohio og Iowa. Det bliver også interessant at følge hvor stor en del af republikanernes tiltrækningskraft på den hvide arbejderklasse, der er bundet specifikt op på Donald Trump.

4) Demokraterne klarede sig dårligere end ventet i de helt store metropoler. De stater der huser de tre største byer i USA, nemlig New York (New York City), Californien (Los Angeles) og Illinois (Chicago) var alle semiskuffende for Joe Biden. Det stemmer overens med det mønster, vi har set, hvor minoriteterne i de store byer blev lidt mere republikanske ved dette valg, mens de typisk bedre uddannede og mere affluente forstæder blev mere demokratiske.

5) Den helt store anormalitet i 2020 var Florida. Hvor nationen flyttede sig 2,4%-point til venstre, flyttede Florida sig 2,2%-point til højre, hvilket altså er et ryk 4,6%-point til højre i forhold til nationen. Dette er noget af en bet for demokraterne. Florida har længe været en ekstremt vigtig svingstat og var igen i år den svingstat, hvor der blev brugt flest penge på kampagner. Hvis en mand som Joe Biden ikke kunne stoppe Florida i at rykke yderligere til højre, ser det svært ud her for demokraterne fremadrettet. Som vi har snakket om i vores podcast, er den væsentligste forklaring på resultatet i Florida, at latinamerikanere var mere tilbøjelige til at stemme på Donald Trump end ventet, og at dette især gjaldt for de mange cubanskamerikanere i området omkring storbyen Miami. I den udstrækning at demokraterne i 2024 vil satse på Florida igen, så bliver det nok med en meget målrettet kampagne rettet imod latinamerikanere. Demokraterne kan ikke vinde Florida, medmindre de vinder Miami stort.

6) Den helt store mulige gamechanger i amerikansk politik er, hvis Texas bliver demokratisk. For første gang i umindelige tider var der opmærksomhed omkring Texas ved et præsidentvalg og Joe Biden formåede endda at føre i flere meningsmålinger op til valget. Det endelige resultat blev noget mere skuffende. Demokraterne vandt endnu engang terræn i Texas, men samlet set flyttede Texas sig blot ca.1%-point til venstre i relation til nationen og ligger nu samlet ca. 10%-point til højre for nationen, så det er fortsat sådan at en demokratisk sejr i Texas kræver en jordskredssejr nationalt. Hvis de nuværende mønstre fortsætter, kunne man godt forestille sig, at Texas for alvor bliver kompetitiv i løbet af 2030’erne. Omvendt vil forestillingen om “Blue Texas” forblive en drøm, hvis latinamerikanerne rent faktisk svinger til højre fremadrettet. Hvis både Texas og Florida forbliver lige udenfor rækkevidde for demokraterne, så må de regne med fortsat at skulle vinde stort nationalt for at vinde præsidentvalg fremadrettet. De to stater står for ikke mindre end 67 valgmænd – et tal, der vil stige yderligere fra næste år, da de to stater er de hastigst voksende i USA. Texas forventes at stige fra 38 til 41 valgmænd og Florida fra 29 til 30 valgmænd. Ikke en god nyhed for demokraterne.

7) North Carolina skuffede igen. Som vi har snakket om i vores podcast, vandt Barack Obama i 2008 begge de normalt konservative nabostater Virginia og North Carolina. Virginia udviklede sig hurtigt til en blå stat, og mange har ventet, at det samme skulle ske i North Carolina. I 2020 så vi endnu engang et valg, hvor North Carolina ikke flyttede sig i forhold til nationen. Valg har nu mange gange i træk været tætte i North Carolina, men demokraterne har trods det voksende “research triangle” område i staten ikke formået at veksle dette til en forbedret styrkeposition i staten – i hvert fald ikke når det kommer til præsidentvalg.

8) I New England regionen, der i det hele taget var venligt stemt overfor Joe Biden, ses, at Vermont flyttede sig 9%-point til venstre og er dermed den stat, der har flyttet sig mest fra 2016 til 2020. Dette skyldes nok i høj grad at den yderst populære Vermont senator Bernie Sanders bakkede langt mere entydigt op omkring Joe Biden end han gjorde omkring Hillary Clinton i 2016.

9) Vi ser et par forudsigelige ryk til højre i staterne Utah og Arkansas. I Utah skyldes det utvivlsomt, at mormonen Evan McMullin stillede op som et konservativt alternativ til Trump i 2016, hvilket han ikke gjorde i 2020. I Arkansas skyldes det næsten lige så sikkert at den tidligere guvernørfrue Hillary Clinton var på stemmesedlen i 2016, hvilket hun selvfølgelig ikke var i 2020.

10) Det største ryk til højre skete på Hawaii. Næppe noget der i sig selv vækker bekymring hos demokraterne, da Hawaii er en stensikker demokratisk stat, men omvendt noget der atter afspejler den generelle tendens til, at etniske minoriteter tog et skridt til højre ved dette valg.

Kommentarer on "10 geografiske trends ved præsidentvalget 2020"

Efterlad en kommentar

Din e-mail adresse vil ikke blive offentliggjort.


*


Vi bruger cookies

Vi håber, du vil acceptere dem, så vi kan måle besøg, men du behøver selvfølgelig ikke.