Lad mig sige det fra starten:

I de cirka 10 år, jeg har fulgt amerikansk politik, er dette med afstand det vildeste valg, jeg har set. Det er en entydig og på mange måder overraskende jordskredssejr for Demokraterne, der får partiets ellers flotte midtvejsvalg i Trumps første periode til at ligne en behagelig forestilling for Republikanerne.

Midtvejsvalget 2026 er en afklapsning af Donald Trump og Republikanerne og en demokratisk tsunami.

Lad os tage et eksempel: Demokraterne vandt senatsvalg i stater som Texas, Kansas, South Carolina og måske endda også Mississippi, som ikke har valgt demokrater til Senatet i dette årtusind. Kansas har end ikke valgt nogen siden 1932. Meget få forudså, at de to sidstnævnte delstater rent faktisk ville gå til Demokraterne (hvis Mississippi altså gør det, det er ekstremt tæt).

I Repræsentanternes Hus slukkede New York Times for deres estimater, mens de var på 258 sæder til Demokraterne i Repræsentanternes Hus, og partiet så ud til at vinde med 13 procentpoint nationalt – et scenarie, der synes at svare udmærket til det, vi skitserede i prognosen, hvis målingerne undervurderede Demokraterne. Hvor de tal præcist lander, og om det bliver lidt mere eller lidt mindre, må tiden vise, men det er en helt vild jordskredssejr.

Bladrer man igennem resultaterne, bliver det også klart, at Republikanerne på ingen måde har kunnet genskabe Trump-koalitionen fra 2024, som vi også noterede i en analyse op til valget.

Ifølge New York Times’ foreløbige og avancerede estimater gik Demokraterne fra 55 % af stemmerne blandt hispanics ved præsidentvalget i 2024 til 69 % i år – særligt forholdsvist unge, latinamerikanske mænd gik skarpt til venstre.

For at tage et eksempel: James Talarico klarede sig i overvældende grad bedre i det sydlige Texas end Kamala Harris. I counties med mange latinamerikanske vælgere som Cameron, Hidalgo og Starr gik han markant frem – Trump vandt for eksempel Starr tocifret i 2024, men Talarico er foran med 56 procentpoint lige nu.

Unge vælgere som helhed gik også i overvældende omfang til Demokraterne, selvom deres højredrejning ved valget i 2024 var et af dets store temaer (man skal her selvfølgelig huske, at vælgersammensætningen i disse grupper ikke er identisk fra valg til valg).

Et af de bedste opsummeringer af midtvejsvalget kom fra RealClearPolitics’ Sean Trende, der skrev sådan her: “If you are watching this and just have a passing familiarity with elections, just understand you’re seeing something special, a 100-year flood. Easily the worst election for a party since 1974.” Det midtvejsvalg, som han refererer til, fandt sted, få måneder efter Richard Nixon måtte trække sig som præsident efter Watergate-skandalen, og Demokraterne derefter fik et brag af et midtvejsvalg.

I år er noget af det, der står tilbage, at Donald Trumps vinderformular i 2024 – inflation, leveomkostninger og immigration – overhovedet ikke virker længere. Nu er det i stedet ham, der står på mål for problemerne og ham, der udgør det politiske system. Og vælgerne har leveret deres knusende dom.

Samtidig bevirker midtvejsvalget, at vores måde at forstå valg i USA på skal revurderes. Det havde i nyere historisk perspektiv været en virkelig stor bedrift af Demokraterne at vinde bare de to tocifrede Trump-stater, de minimum skulle for at få fingre i senatsflertallet: I stedet tog de fem, potentielt syv. Det viser, at selv i en polariseret tid kan man gøre indhug i vanskeligt terræn.

Til slut en lille bemærkning til vores prognose: Den undervurderede klart Demokraterne, ikke mindst i Senatet, hvor vores bud på 51 sæder til partiet var for konservativt. Den ramte dog de overordnede udfald rigtigt, forudså Texas-sejren og beskrev som før nævnt fint det scenarie, hvor målingerne kunne undervurdere Demokraterne. Og det gjorde tallene så også, hvilket gør, at midtvejsvalget 2026 ikke nødvendigvis var en god aften for meningsmålingerne.

Samtidig holdt prognosen døren åben for endnu større fremgang til Demokraterne, men at den skulle blive så markant, havde de færreste set for sig. Alt i alt er der selvfølgelig mere at lære, men jeg finder nu i år intet behov for at knuse krystalkuglen, som Michael Strunge ville sige det.