For to år siden stod vi med et enormt tæt præsidentvalg, der ret beset kunne gå begge veje. Det var vanskeligt at vurdere, hvilke indikatorer man skulle lægge vægt på, og i sidste ende var det ikke overraskende, at Trump vandt, ligesom det heller ikke havde været overraskende, hvis Harris havde gjort det.
I år er det anderledes. Midtvejsvalget lader til at finde sted i et særdeles demokratisk politisk klima, og partiet har en overvældende favoritværdighed til at vinde i al fald ét kammer tilbage i Kongressen. Hvis Republikanerne vinder Repræsentanternes Hus, har meningsmålingerne skudt gevaldigt forbi. Det kan principielt godt ske, men det vil netop være virkelig, virkelig overraskende.
Og som et vidnesbyrd om, hvor markant dårligere Republikanernes position er blevet på nationalt plan siden sidste præsidentvalg, har Demokraterne også en mere end realistisk chance for at få flertallet i Senatet, der udkæmpes i et for dem ellers svært terræn – ja, faktisk må de kaldes favoritter.
Alligevel er det ikke let at formulere en prognose. Hvad hvis målingerne alligevel er lidt upræcise? Og hvad hvis det ikke er Republikanerne, de undervurderer, men Demokraterne?
Til trods for alle de udfordringer forsøger vi hvert andet år at give vores bedste bud på udfaldene, og nu er det den tid på året igen. Og der er ingen grund til at trække det mere i langdrag. Begrundelserne følger efter billederne.
Her er USAPols prognose for Repræsentanternes Hus:
Her er USAPols prognose for Senatet:
Repræsentanternes Hus
Det vil slet og ret være en sensation, hvis Republikanerne holder Repræsentanternes Hus. Snart sagt alle indikatorer, man kan komme på, peger i Demokraternes retning, og det gør det forholdsvist let at prognosticere det overordnede udfald.
For det første er Donald Trumps approval rating virkelig dårlig. I Nate Silvers gennemsnit befinder den sig på cirka 37 %. Det er dårligere end Joe Biden ved midtvejsvalget 2022, det er dårligere end Trump selv i 2018, det er dårligere end Obama i 2014 og 2010 og det er på niveau med George W. Bush i 2006. Faktisk har ingen præsident stået så dårligt i befolkningens øjne før et midtvejsvalg siden 1946, hvor Harry Trumans demokrater havde et skrækkeligt valg, jævnfør Gallups og New York Times’ tal.
Man kan diskutere definitionen på, hvad der præcist vil udgøre en demokratisk “bølge” eller endog “tsunami” fra nu af og til næste midtvejsvalg, men bortset fra 2022 kan alle de ovenstående midtvejsvalg kaldes bølger, der grundlæggende betyder, at et parti er gået mærkbart frem. At Trump lige nu klart står dårligere end ved den demokratiske bølge i 2018, lover selvsagt ikke godt for præsidentens parti i år.
Det er dog ikke bare Trumps generelle approval rating: Eroderingen af præsidentens politiske kapital er sket på tværs af politiske områder. Ser vi igen på Nate Silvers gennemsnit, er Trump på immigration gået fra at være i plus til at være i -12. På inflation er han -44,2. På økonomi fra at være i +6 til at være -31.
En helt simpel opsummering af Trumps anden præsidentperiode er, at han blev valgt på at løse inflation og leveomkostninger samt immigration. Men nu har vælgerne vendt sig imod ham på de spørgsmål, særligt på spørgsmålet om inflation og leveomkostninger. Samtidig førte Trump og Vance kampagne som en “pro-peace ticket” i 2024, og alligevel indledte Trump-administrationen krigen i Iran, der også er særdeles upopulær og fik benzinpriserne og dieselpriserne til at skyde i vejret.
Helt kort: Vælgerne mener ikke, at Trump holdt, hvad han lovede, og et klart flertal vurderer heller ikke, at Trump har de rette prioriteter som præsident.
Spørger man desuden vælgerne, hvem der er bedst til at håndtere økonomien eller inflation og leveomkostninger, så er det ikke længere Republikanerne og Trump, det er Demokraterne.
En New York Times/Siena-måling satte det for under to uger siden på spidsen: Forspringet på leveomkostninger var 15 procentpoint i Demokraternes favør. På benzinpriser 14 procentpoint. På udenlandske krige 10 procentpoint. På økonomien 8 procentpoint. Og sådan kunne man blive ved.
I februar 2025 skrev jeg en analyse, der ganske ikke var en eksplicit forudsigelse, men som lød: “historien og de nuværende politiske begivenheder viser også, at vejen til et politisk comeback kan være kortere, end nogle af [demokraterne] måske går og tror.”
Det comeback ser ud til nu at stå for døren, og meningsmålingerne er klare: Republikanerne er på nationalt plan lige nu bagud med cirka 9 procentpoint. Partiet har ikke kunnet genskabe en koalition a la den, de vandt med i 2024, der strakte sig fra Elon Musk til Steve Bannon, og fra mange hispanics og unge vælgere til de hvide arbejdere, og det koster dyrt.
Er man bekymret for, om disse meningsmålinger er upræcise, er det helt forståeligt. Det er jeg sådan set også.
Men det er også værd at nævne, at der også er andre indikatorer, der peger på et fortræffeligt politisk klima for Demokraterne, men som ikke har noget med meningsmålinger at gøre.
Et af dem er specialvalgene. Ifølge en oversigt fra The Downballot har Demokraterne ved det ene specialvalg efter det anden overpræsteret: Således har de i mere end 100 valg gennem 2025 og 2026 gennemsnitligt overpræsteret med 12,5 procentpoint i forhold til Kamala Harris. Og kigger vi kun på valgene foretaget i 2026, bliver overpræstationen lidt mindre, men ikke i afgørende omfang. Med andre ord peger specialvalgene på et helt vildt godt politisk klima for Demokraterne, der faktisk er endnu bedre end gennemsnittet af målinger lige nu.
Samme The Downballot har også i September foretaget en anden analyse af valgdeltagelsen ved primærvalg, og her er konklusionen den samme. Som mediet opsummerede: “(…) there’s been a surprisingly tight relationship between voting behavior in a given cycle’s primaries and the House popular vote in the general election that follows. Based on that relationship, this year’s primary turnout suggests that Democrats would win the House vote by an enormous 13-point spread (min fremhævning red.).” Altså endnu en indikator, der ikke er baseret på meningsmålinger, men som faktisk indikerer et bedre klima for Demokraterne end meningsmålingerne, der som sagt ligger omkring de 9 procentpoints forspring til partiet.
Vores prognose, der baserer sig på en analyse af det nationale politiske klima og kvalitative vurderinger af distrikter, ender alt i alt på, at Demokraterne får 237 sæder i Repræsentanternes Hus (22 sæders fremgang) med et udfaldsrum på 227-247 sæder.
Af de distrikter, jeg har inkluderet i serien om svingdistrikter, er det værd at nævne, at den samlede prognose peger på, at Demokraterne vinder langt de fleste: Arizonas 1. distrikt, Arizonas 6. distrikt, Colorados 8. distrikt, Californiens 22. distrikt, Iowas 1. distrikt, Iowas 3. distrikt, Michigans 4. distrikt, Michigans 7. distrikt, Michigans 10. distrikt, Ohios 7. distrikt, Ohios 9. distrikt, North Carolinas 1. distrikt, North Carolinas 11. distrikt, Texas’ 15. distrikt, Texas’ 34. distrikt, Wisconsins 3. distrikt. Et af dem spår jeg går til Republikanerne: New Yorks 17. distrikt repræsenteret af Mike Lawler, i hvilken stat det er usikkert, om venstredrejningen vil være så udpræget igen.
Ovenstående forudsigelser kan dog sagtens vise sig at være upræcise eller decideret fejlslagne. Lad mig prøve at beskrive to overordnede scenarier i den forbindelse.
Målingen undervurderer Demokraterne
Muligvis tænker du nu “undervurderer Demokraterne? Hvabehar? Er problemet ikke netop, at målingerne undervurderer Republikanerne?”
Og jo, målingerne har sandt for dyden haft deres hyr med vurderingen af Republikanerne, ikke mindst ved præsidentvalget i 2020, hvor de nationale målinger var de dårligste siden 1980 og delstatsmålinger de ringeste siden i al fald år 2000.
Men tallene kan faktisk også undervurdere Demokraterne. Det gjorde de for eksempel ved lokalvalgene sidste år. Det var ikke mindst grelt i New Jersey: Her indikerede RealClearPolitics’ afsluttende gennemsnit, at Demokraterne ville vinde valget, men kun med omkring 3 procentpoint. De vandt reelt med over 14 procentpoint. Helt så slemt var det ikke i Virginia, men også her blev Demokraternes guvernørkandidat undervurderet af målingerne.
Så lad os sige, at Demokraterne vinder med mere end 9 procentpoint, måske nærmere 12-13 procentpoint. Der er nogle enkeltmålinger, der indikerer, at det udfald faktisk vil finde sted, men ser man på gennemsnittet af målingerne, vil en sådan sejr være en undervurdering af partiet. Hvordan kan Repræsentanternes Hus så komme til at se ud?
En sejr på eksempelvis 12,5 procentpoint vil svare til, at det politiske klima sammenholdt med sidste præsidentvalg er rykket lige omtrent 14 procentpoint til venstre. Hvis vi bare rykker samtlige distrikter i USA præcis 14 procentpoint til venstre, så får vi rundt regnet 260 sæder til Demokraterne ud fra The Downballots tal. Det vil være en helt vild jordsskredssejr.
I sådan et scenarie vil Demokraterne meget vel vinde de meget republikanske distrikter, som Republikanerne allerede nu synes at se på med panderynken, men hvor de alligevel har et godt politiske udgangspunkt. Det vil for eksempel være Alabamas 2. distrikt, som de i et sådant scenarie vil tabe, ligesom Demokraterne vil presse dem hårdt i både Arkansas 2. distrikt og Kentuckys 6. distrikt – alle tocifrede Trump-områder.
Partiet vil også kunne spille lige op med Republikanerne i Minnesotas 8. distrikt i den nordøstlige del af staten, hvor republikaneren Pete Stauber forsvarer sig mod demokraten Tina Stauber – et distrikt, som af Cook Political Report with Amy Walter er rangeret som “sikkert republikansk.” Og ligeledes vil de også kunne vinde for eksempel North Carolinas 3. distrikt og 5. distrikt, som af Cook opfattes som “sandsynligvis republikansk”, ligesom man også skal holde øje med Virginias 5. distrikt.
Muligvis udarter resultaterne sig ikke helt som ovenstående beskrivelse, da lokale faktorer også spiller ind. Men det er en illustration af, at noget data indikerer, at bunden virkelig kan falde ud for Republikanerne, selvom det altså ikke er helt det scenarie, som jeg selv er landet på.
Målingerne undervurderer Republikanerne
Men så er der jo også muligheden for, at målingerne undervurderer Republikanerne. Hvis meningsmålingerne skyder helt ved siden af og undervurderer partiet stort, kan det godt være, at vi har en situation, hvor de ligefrem kan fastholde Repræsentanternes Hus. Det vil dog netop være en sensation, som er meget svær at tro på, men nu har jeg sagt, at det principielt godt kan ske.
Mere realistisk er, at meningsmålingerne undervurderer partiet. Hvis Demokraterne for eksempel vinder med 6 procentpoint nationalt, vil de potentielt få et flertal i 220’erne.
Det vil sætte de sæder, som jeg har beskrevet i afsnittet ovenfor, uden for deres rækkevidde og gøre, at mange af de sæder, som prognosen estimerer går til dem, ikke vil gøre det, for eksempel North Carolinas 11. distrikt eller Colorados 3. distrikt og 5. distrikt, mens det også kan være, at resultatet i for eksempel det sydlige Texas ikke vil være helt så godt for Demokraterne.
Som G. Elliott Morris noterede, undervurderede målingerne med cirka 3-5 procentpoint Republikanerne ved senatsvalgene i 2016, 2020 og 2024, ligesom hans egne målinger tyder på, at der er for mange Trump-vælgere i de store byer i målingerne – vælgere, der i højere grad vil støtte Demokraterne end dem i landområder.
Washington Post bragte for nylig også en artikel, som viste, at demokraterne i deres måling i Kansas var langt mere ivrige for at deltage i målingen end republikanerne (ikke overraskende). Dette problem med nonresponse er særdeles velkendt, og det kan skævvride målingerne en gang til.
Opstår det scenarie igen, er man hermed advaret.
Senatet
Senatet er anderledes end kampen om Repræsentanternes Hus, og uanset hvordan man vender og drejer den, er den demokratiske favoritværdighed her langt mindre, selvom den er til stede. Det skyldes valgkortet.
Demokraterne skal gå fire sæder frem for at få flertal, og det vil kræve, at resultatet går deres vej i minimum to stater, som Trump vandt tocifret i 2024 – stater som Alaska, Ohio og Texas. Det er en virkelig vanskelig opgave, også i dette politiske klima, at erobre senatspladser på så vanskeligt et terræn.
For at tage et eksempel: I 2006 havde vi at gøre med en politisk situation op til et midtvejsvalg, der mindede forholdsvist meget om den nuværende, og Demokraterne fik også flertal i begge kamre under en upopulær George W. Bush. Men de formåede kun at erobre et senatssæde i én stat, som Bush havde vundet tocifret i 2004: Montana.
For at blive mere specifik skal Demokraterne vinde mest én stat, som Donald Trump vandt med i al fald 13 procentpoint, påpeger New York Times’ Nate Cohn, der nævner, at sidst, det skete i et regelmæssigt senatsvalg, var i 2010.
Med andre ord: Republikanernes strukturelle fordel er stor, og selvom Demokraterne i øjeblikket fører i nok stater til at få flertallet, så vil det altså ikke være en overraskelse, hvis Republikanerne fastholder kontrollen. Vinder Demokraterne omvendt måske 53 sæder, er der nogle antagelser om amerikansk politik, vi skal genoverveje, for eksempel hvor svært det egentlig er at vinde som demokrat i republikansk terræn.
Jeg ville ikke gennemgå alle valgene her, men zoome ind på de mest interessante. Nogle af dem kan vi klare kort: Minnesota og New Hampshire går til demokraterne Peggy Flanagan (D) og Chris Pappas (D). Målingerne og det politiske klima er samlet set for meget for Republikanerne, og man skal også huske, at selv Kamala Harris vandt disse stater i 2024.
På den anden side vurderer jeg, at de republikanske kandidater Darline Graham i South Carolina, Julia Letlow i Louisiana, Cindy Hyde-Smith i Mississippi og Pete Ricketts i Nebraska kommer til at klare frisag. Disse valg har i varierende omfang skabt panderynker hos Republikanerne, og det var ikke mindst opsigtsvækkende, da New York Times/Siena-målingen forleden viste dødt løb i South Carolina. Men med undtagelse af South Carolina (med 18 procentpoint) vandt Trump alle disse stater med minimum 20 procentpoint i 2024 – selv i et så dårligt politisk landskab for dem som det i øjeblikket er det svært at se dem tabe disse valg, selvom de kan blive tætte.
Endelig forudser jeg, at Demokraternes Jon Ossoff fastholder sædet i Georgia, og at Roy Cooper (D) vinder senatsvalget i North Carolina og derved snupper pladsen fra Republikanerne. Således har Demokraterne altså fravristet GOP et sæde, hvis det holder stik, men der skal findes minimum tre mere.
Hvilket efterlader os med de syv mest interessante senatsvalg. Lad os tage dem én for én. I parentes er angivet, hvilket parti som sidder på sædet lige nu.
Michigan (D)
Det eneste sæde af disse syv, hvor Republikanerne har mulighed for at gå i offensiven og fravriste Demokraterne en plads i Senatet, er i Michigan. Staten har været tæt på præsidentniveau de seneste tre valg – snævert til Trump i 2016, så lidt mindre snævert til Biden i 2020 og endelig snævert til Trump i 2024 – og mens man stadig kan forestille sig en vej til flertal for Demokraterne i Senatet uden Michigan, bliver det selvsagt vanskeligere.
På papiret burde Michigan være forholdsvist sikker for Demokraterne. Men mens Abdul El-Sayed vandt en imponerende sejr ved primærvalget i sommer, kom hans kandidatur også med flere risici: Dels var han uerfaren, dels var der i demokratiske kredse bekymring for, at han slet og ret var for venstreorienteret for The Wolverine State.
El-Sayeds modkandidat er republikaneren Mike Rogers, der akkurat tabte senatsvalget i 2024, men altså nu forsøger at tage revanche. Rogers har taget bestik af, at Michigan handler med Canada og lagt luft mellem sig selv og Trumps toldpolitik i valgkampen, ligesom han har sagt, at Irankrigen bør ende.
Det er næppe ukloge træk i en svingstat, og nogle målinger har vitterligt peget på et virkelig tæt valg: En Marist-måling havde for eksempel kun El-Sayed foran med to procentpoint i midten af oktober. Samtidig har Rogers i den allersidste del af valgkampen nu fået støtte fra El-Sayeds modkandidat fra primærvalget, Haley Stevens.
Imidlertid har de seneste målinger her mod valgets slutning set positive ud for El-Sayed, og i sidste ende tror jeg, at det politiske klima simpelthen er for stor en mundfuld for Rogers. Abdul El-Sayed (D) vinder senatsvalget i Michigan.
Kansas (R)
Hvis Demokraterne ender med at vinde senatsvalget i Kansas, vil det – med udgangspunkt i de oprindelige forventninger – være et af valgets helt, helt store historier. Trump vandt ikke bare Kansas tocifret, men med hele 16 procentpoint i 2024, og staten har både i 2014 og 2020 set interessant ud for så blot at ende sikkert i den republikanske kolonne.
I år kan vel være anderledes. Adam Hamilton, den demokratiske pastor og i øvrigt tidligere republikaner, har et forspring i målingerne på omkring 3 procentpoint ifølge Nate Silvers gennemsnit. Som Washington Post-målingen, hvor Hamilton havde et stort forspring, imidlertid indikerede, kan der være store problemer med målingernes pålidelighed i staten.
Det til trods er Hamilton, der har ført en klart bedre kampagne end den siddende senator, Roger Marshall (R), mere populær end sin modkandidat, og der er derfor gode og saglige grunde til at tro, at han vinder.
Men jeg må indrømme, at jeg har svært ved at havne der, hvor jeg ligefrem forudsiger en demokratisk sejr i Kansas. Det kan meget vel ske! Men usikkerheden om målingerne og Kansas partitilhørsforhold gør mig for usikker på Hamiltons vegne. Roger Marshall (R) vinder senatsvalget i Kansas.
Iowa (R)
Af de syv stater kan man argumentere for, at Iowa faktisk er den letteste for Republikanerne at bevare, skønt Trump vandt lidt mindre her end i Kansas. Her er den demokratiske “føring” i meningsmålingerne nemlig den smalleste på lige omkring ét procentpoint i Nate Silvers gennemsnit.
Iowa endte med en Trump-sejr på 13 procentpoint i 2024, men det politiske klima er gået til venstre, og benzinprisernes stigning kan virkelig mærkes i midtveststaten, ligesom dens økonomi havde et vanskeligt 2025. Iowa er desuden en landbrugsstat, og landmændenes fagforening har i år støttet om alle Demokraternes kongreskandidater.
Hertil kommer guvernørvalget, som jeg forventer, Demokraterne vinder med deres unge kandidat Rob Sand, der ser ud til at klare sig bedre end partiets senatskandidat, Josh Turek. Det kan tænkeligt smitte positivt af på Turek, der i sin valgkamp har taget hensyn til Iowas republikanske udgangspunkt og alt i alt har en meget realistisk chance for at blive valgt.
Over for Turek står imidlertid republikaneren Ashley Hinson, der har erfaring fra Repræsentanternes Hus. Hun har også lagt klogt afstand til Trump i valgkampen, og hun har statens politiske udgangspunkt på sin side. Når meningsmålingerne ikke peger på nogen form for favorit, og når Hinson ovenikøbet ikke er en dårlig republikansk kandidat, så vælger jeg at gå med statens tilhørsforhold. Ashley Hinson (R) vinder senatsvalget i Iowa.
Ohio (R)
Længe har jeg haft en vis skepsis omkring demokraten Sherrod Browns chancer. Den er blevet mindre, men jeg har den stadig.
Ohio blev også vundet tocifret af Donald Trump, men med mindre margin end Iowa, Texas, Alaska og Kansas: Lige over 11 procentpoint. I et så godt politisk klima for Demokraterne bliver Ohio en meget åben stat, og hertil kommer, at Sherrod Brown må antages at være en bedre kandidat end republikaneren Jon Husted. En unavngiven republikaner sagde endda til Politico, at Husted “muligvis har ført den værste kampagne i landet.” Det omvendte, mente vedkommende, var tilfældet for Brown. Brown har ydermere en føring på 3 procentpoint i Nate Silvers gennemsnit.
Alligevel er der to faktorer omkring Brown, der gør mig skeptisk: For det første tyder noget på, at Husted har et vist momentum her i slutfasen. Og for det andet er Ohio en af de stater, hvor jeg er mest bekymret for, at målingerne undervurderer Republikanerne: Som den republikanske pollster Patrick Ruffini har påpeget, er Ohio en af de stater, hvor det synes svært for institutterne at ramme visse typer af republikanere (Ruffinis firma viste dødt løb i staten). Det kan skævvride målingerne, og er de eksempelvis så dårlige som i 2018, hvor Brown blev genvalgt, vinder Husted.
I den ene vægtskål ligger altså det nationale klima, de lokale målinger fra staten og Browns kvalitet som kandidat. I den anden ligger Husteds mulige momentum og målingernes potentielle upålidelighed. Hvad vejer tungest? Jeg synes, Browns vægtskål har flest lod, selvom jeg kan tage fejl. Sherrod Brown (D) vinder senatsvalget i Ohio.
Alaska (R)
Alaska er nok den stat, hvor det er sværest at danne sig et indtryk. Der er ikke meget data, som er foretaget inden for de seneste 14 dage; her var demokraten Mary Peltola snævert foran mod senator Dan Sullivan, der forsøger at forsvare sit sæde, og det, der er, tegner ikke et klart billede.
Med New York Times’ historie om, at den demokratiske lejr forsøgte at udnytte statens særlige ranked choice-voting system til deres fordel ved at rekruttere en anden kandidat ved navn Dan Sullivan, så kan det være, at den dårlige medieomtale for Peltola i slutfasen viser sig vigtig. Men det kan også være, at den i virkeligheden ikke har særlig meget gennemslagskraft i selve delstaten, når det kommer til stykket.
Givet at der ikke er meget data i Alaska for øjeblikket, vælger jeg at gå med statens partitilhørsforhold: Dan Sullivan (R) vinder senatsvalget i Alaska.
Maine (R)
Maines senatsvalg er et pudsigt valg. Harris vandt delstaten med syv procentpoint, og med det nationale ryk til venstre burde den stat ende sikkert i den demokratiske favn.
Men partiet har et problem: Susan Collins, den republikanske senator, der blev valgt første gang i 1996, og som forsvarer sit sæde endnu en gang. Collins så ud til at tabe i 2020, men overpræsterede betragteligt i forhold til målingerne, og det kan meget vel ske igen. Samtidig har Demokraterne haft et værre rod med at få nomineret en kandidat: Først den skandaleramte Graham Platner, siden Troy Jackson, der har solid erfaring fra lokalpolitik i Maine, men som ikke er den mest karismatiske kandidat i USA.
Collins er en frygtindgydende modstander for Demokraterne, men i Maine må man spørge sig selv, hvad det oplagte udfald er: Maine er en demokratisk stat i et demokratisk politisk klima, og Jackson er foran med 3,6 procentpoint (en ikke imponerende føring, men dog en føring) i Nate Silvers gennemsnit. Kan Collins’ kvaliteter som kandidat overkomme alt det? Det er en mulighed! Men det er svært for mig at forudsige det på grund af det politiske klima. Troy Jackson (D) vinder senatsvalget i Maine.
Texas (R)
Og så er vi endelig fremme ved The Lone Star State, hvor Demokraterne har deres bedste chance siden 1988 for at vinde et senatsvalg. Ræset står mellem James Talarico, en udmærket demokratisk kandidat, og Ken Paxton, der er en gennemført dårlig republikansk kandidat – man skal huske, Paxton både tidligere er blevet tiltalt for økonomisk kriminalitet og stillet for en rigsret i Texas nogle år senere.
Jeg må indrømme, at det normalt ville føles mest sikkert at forudsige en republikansk sejr i Texas: Trump vandt med næsten 14 procentpoint i 2024, så selv bevægelsen i retning af Demokraterne nationalt er isoleret set ikke nok. Det er det, der er det primære argument for Paxton: Texas’ tilhørsforhold. Det kan bringe ham over målstregen – en Paxton-sejr vil ikke være overraskende.
Men for at forudsige det skal man ignorere følgende faktorer: For det første at James Talarico er foran med omtrent 3 procentpoint og har været foran i månedsvis. For det andet at han er langt mere populær end Paxton. For det tredje, at meningsmålingernes mere granulære data lader til at indikere, at Talarico får nok hvide stemmer til at kompensere for lidt tilbagegang blandt hispanics sammenholdt med senatsvalget i 2018, hvor Beto O’ Rourke kom tæt på at vinde. For det fjerde, at Talarico har ført en bedre valgkamp end Paxton. For det femte, at Donald Trump selv også synes langt mere upopulær i Texas i år end i 2018. For det sjette, at Paxton skal vinde størstedelen af de vælgere, som endnu ikke har besluttet sig trods hans mangler som kandidat. Og for det syvende og sidste, at selv hvis meningsmålinger misser i Texas, som de har gjort mellem 1998 og 2024, så vinder Talarico stadigvæk akkurat.
Der er grunde nok til at tro, at Talarico vinder til at forudsige det. Det vælger jeg også at gøre. James Talarico (D) vinder senatsvalget i Texas.
Min prognose for de sandsynlige udfaldsmuligheder i Senatet er 50-54 sæder til Demokraterne. I det her politiske klima har de potentiale for en større fremgang end de 51, som jeg spår, og jeg befinder mig her i den konservative ende. Samtidig skal man huske, at når staterne ligger så relativt tæt, kan det let tænkes, at en systematisk overvurdering af et parti – også selvom den ikke er voldsomt stor – tipper udfaldet i den ene eller anden retning.
Opsummering
USAPols prognose for Repræsentanternes Hus: 237 sæder til Demokraterne (227-247 som udfaldsrum).
USAPols prognose for Senatet: 51 sæder til Demokraterne (50-54 som udfaldsrum)
Disse resultater kan umiddelbart – lidt afhængig af de nationale stemmetal – nemt kaldes en “blå bølge.” Og det kan også ende som en blå tsunami.
Rigtig godt valg!
I min analyse af Repræsentanternes Hus har jeg brugt data fra The Downballots fremragende oversigt over, hvordan kongresdistrikterne stemte ved sidste præsidentvalg.
