Midtvejsvalget går ind i sin sidste fase, og det store billede er som før beskrevet:

Demokraterne er storfavoritter til at få flertallet i Repræsentanternes Hus (hele 99 % sandsynlighed ifølge FiftyPlusOne), mens de også står bedst i kampen om Senatet med betydeligt mere usikkerhed (75 % sandsynlighed for flertal hos FiftyPlusOne, men eksempelvis kun 58 % hos The Economist).

Men hvis man vil se midtvejsvalget 2026 i et større perspektiv, er der to forholdsvist nye valg, som det er værd at kigge nærmere på: Midtvejsvalget i 2006 og præsidentvalget i 2024. Lad os tage dem en ad gangen:

2006
En hel del iagttagere har efterhånden påpeget, at 2026 minder om midtvejsvalget i 2006, og det samme har politikere på begge sider: “Analogien er fantastisk”, sagde minoritetsleder i Senatet, Chuck Schumer, endda til New York Times i august.

I 2006 var George W. Bush republikansk præsident, og han var upopulær: Hans approval rating lå med to uger til valget på 39 %, og i befolkningen så man stærkt kritisk på Irakkrigen og Bushs håndtering af den: Blot 29 % billigede hans håndtering i en måling tæt på midtvejsvalget.

Eller som Sabato’s Crystal Ball skrev i august 2006: “As national discontent over gas prices, Iraq, and general instability in the Middle East percolate, approval ratings of Congress, the president, and the national direction continue to languish at torrid depths.”

Minder det om noget, vi kender fra i år?

En Gallup-måling, som påpeget af Will Jordan, viser derudover også, at 2006 og 2026 minder om hinanden: I september i år havde Demokraterne eksempelvis et forspring på 11 procentpoint, når man spurgte, hvem vælgerne ønskede skulle adressere “det vigtigste problem” i USA. I 2006 lå det forspring på 15 procentpoint.

I 2006 vandt Demokraterne flertallet i Repræsentanternes Hus, og Republikanerne gik 30 sæder tilbage (et tal, der i år vil være højt, men ikke umuligt). Samtidig tog de også flertallet i Senatet, hvor Republikanerne tabte seks sæder, og her gælder det samme: Det vil være en betragtelig republikansk tilbagegang, men ikke en umulig en.

Som det er med den slags historiske analogier, er der selvfølgelig også utallige forskelle. Trump er en markant anderledes præsident end Bush. Demokraternes partibrand er klart dårligere i år end i 2006, ligesom flere i år også opfatter partierne som enten “for venstreorienterede” eller “for konservative” ifølge førnævnte Gallup. Samtidig faldt benzinpriserne i 2006 faktisk betydeligt i månederne op mod midtvejsvalget.

Alligevel Demokraterne vandt nationalt i 2006 med otte procentpoint. Det matcher de nationale gennemsnit i øjeblikket, der viser dem foran med cirka 9 procentpoint.

2024
2024 er egentlig en speciel parallel, for det præsidentvalg var for det første netop et præsidentvalg, for det andet havde det en upopulær demokratisk administration ved roret, for det tredje var der ingen Iran-krig og for det fjerde var det politiske klima republikansk, ikke demokratisk.

Når jeg alligevel fremhæver det, skyldes det netop disse forskelle: De er særdeles velegnede til at kaste lys over, hvordan tingene så har ændret sig.

Ifølge exit-målingerne i 2024 havde Trump et forspring på syv procentpoint på spørgsmålet om, hvem vælgerne mente var bedst til at håndtere økonomien. Men fordel har Republikanerne ikke i år, indikerer målingerne: I en nylig Washington Post/ABC/Ipsos-måling var Demokraternes forspring nu syv procentpoint på det økonomiske område blandt registrerede vælgere.

Samme dynamik finder man, når det kommer til inflation og leveomkostninger, som Trump også profiterede på i 2024 – blandt hele befolkningen har Demokraterne et tocifret forspring på det område ifølge samme måling.

Trumps approval rating på økonomi og inflation er også virkelig dårlig, og selv på immigration har han mistet en del politisk kapital.

Og sidst, men ikke mindst: I 2024 kunne Trump slå på det politiske system og den upopulære Biden-administration. Men nu er det ham og Republikanerne, der repræsenterer systemet.

Det ser ud til at koste dem.