En af myterne om USA er, at landet er “the chosen nation.” At det eksisterer, fordi der er en gudgiven mening med det. For Joseph Robinette Biden, Jr. virkede det til tider, som om han anså sig selv som “the chosen candidate” – manden, der var udvalgt til først at befri USA fra Donald Trump i 2020 og atter besejre ham i 2024. Der pågik jo, mindede han om, en kamp om nationens sjæl. Men da Biden i søndags på historisk vis meldte ud, at han trækker sig som præsidentkandidat og støtter vicepræsident Kamala Harris i stedet, blev det også slået fast, at det ikke bliver ham, der skal kæmpe den kamp i år.
Historien om Biden er også historien om en politiker, der ofte har set sig undervurderet og ganske rigtigt også er blevet det. Det var, beskriver forfatteren Franklin Foer i “The Last Politician”, Bidens drivkraft hele tiden at modbevise sine kritikere. Det har han før gjort, men i weekenden – i den sidste valgkamp i den sidste politikers karriere – slap evnen op. Til allersidst var det således kritikerne, der fik ret, og det er nu også en del af fortællingen om Biden. Sådan er toppolitik også.
Det helt enkle narrativ om Bidens farvel er også det helt rigtige narrativ: Han slog Trump i 2020 og blev præsident, men med få måneder til valget smuldrede hele projektet, og det var nu en stor risiko, at alt det, Biden havde dedikeret sin 2020-valgkamp til at gøre op med, ville vende tilbage. Det havde været en uafvaskelig plet på hans eftermæle at tabe valget til november, særligt fordi han ikke kunne hævde, at han ikke blevet advaret, internt og eksternt. Hans store appel i 2020 var, at han kunne slå Trump. Det forsøgte han også at gøre til en del af sit budskab til vælgerne fire år senere, og han troede tilsyneladende på det til det sidste. Men tiderne var skiftet, og han var blevet ældre.
Under primærvalget og præsidentvalget i 2020 kunne Biden omgå spørgsmålet om sin alder i så vidt et omfang, at han kunne vinde. Men problematikken har været både hans præsidentperiode og valgkamps understrøm. Det var det spørgsmål, han ikke kunne løbe fra, og i år indhentede det ham, da han i juni stod på den store scene ved siden af Donald Trump.
Da først debatten var overstået, og de negative reaktioner væltede ind, kom flere af Bidens andre grundlæggende udfordringer frem i lyset. Som Semafors Benjy Sarlin eksempelvis anførte, så har Biden evnen til at bygge broer, men har ikke en kultisk opbakning som Trump. Derfor var der ingen unik personlig appel for ham at falde tilbage på. Mange prominente politikere bakkede ham op til det sidste, men hans evner som koalitionsbygger eller som personen, der havde slået Trump i 2020, var ikke tilstrækkelige til at klare det interne stormvejr, han befandt sig i. Meningsmålingerne gav heller ikke megen rygdækning – hans personlige popularitet, opbakningstal og målinger i forhold til Trump var alle ringe.
Så nu er han ude, og måske historien om hans fald vil blive skrevet som det uundgåelige resultat af at have valgt en præsident, der ville fylde 86 år i sin anden embedsperiode. Men det var ikke tilfældet.
Da den særlige anklager Robert Hur, som efterforskede Bidens håndtering af fortrolige dokumenter, i februar fremlagde sin rapport, blev Biden omtalt som en “velmenende, sympatisk ældre mand med en ringe hukommelse.” Det blev beskrevet som en “politisk katastrofe” for præsidenten, men ikke længe efter holdt han eksempelvis en velmodtaget State of the Union-tale, og havde han klaret debatten fornuftigt, var han blevet Demokraternes kandidat uden nævneværdig modstand med et samlet parti i ryggen. Det var i stedet alene debatten og dens efterspil, der forseglede hans skæbne. Det var den mønt, der landede på den forkerte side, som afsluttede Bidens over 50 år lange, politiske karriere.
Biden bliver den første præsident, der ikke genopstiller siden 1968, hvor Lyndon B. Johnson under Vietnamkrigen annoncerede, at det var tid til at give faklen videre. Partiet lader til at samle sig om Harris, der nu også skal vælge sin vicepræsidentkandidat – og så ellers forsøge at slå Donald Trump til november. Eller hvis Biden selv skulle sige det: Nu skal hun vinde kampen om nationens sjæl. Det budskab, Biden startede på, vandt med, stillede op til genvalg på – og på sin vis også tabte på. Der var i mange demokraters øjne for meget på spil til, at han kunne blive ved. Det anerkendte han formentlig selv denne historiske søndag.
Således var de historiske ord: “It has been the greatest honour of my life to serve as your President. And while it has been my intention to seek re-election, I believe it is in the best interest of my party and the country for me to stand down and to focus solely on fulfilling my duties as President for the remainder of my term.”
