I sidste uge blev den særlige anklager Robert Hurs rapport om Joe Bidens håndtering af hemmelige dokumenter og det eventuelle grundlag for at rejse en straffesag offentliggjort. Hurtigt flød en strøm af lidet flatterende overskrifter gennem medielandskabet. En CNN-analytiker kaldte det – blandt andet, men ikke kun på grund af Hur-rapporten – for “Trumps bedste dag i 2024”, mens rapporten i New York Times blev omtalt som en “juridiske frifindelse”, men en “politisk katastrofe.”
Ovenstående vurderinger er muligvis at tage de negative implikationer for Biden for langt, men lad os se nærmere på, hvad rapporten om Joe Bidens besiddelse af hemmelige dokumenter, han ikke skulle have, egentlig gik ud på: Den grundlæggende konklusion fra Hurs side var, at der ikke var grundlag for at føre en sag mod Biden – også selvom Biden ikke havde været præsident. Som Hur, der blev udpeget i januar 2023, skriver i resuméet af den i alt cirka 400 sider lange rapport: “Our investigation uncovered evidence that President Biden willfully retained and disclosed classified materials after his vice presidency when he was a private citizen”, men anfører så: “(…) the evidence does not establish Mr. Biden’s guilt beyond a reasonable doubt.”
For Hur var det centrale spørgsmål naturligvis, om en jury mon kunne overbevises om skyldsspørgsmålet, og han forklarer i detaljer, hvorfor det ikke var tilfældet. Der kan altså godt være beviser for, at Biden med vilje var i besiddelse af klassificeret materiale, men disse beviser skal være stærke nok til at etablere skyld udover enhver rimelig tvivl – og det var de ikke i dette tilfælde.
Altså forekommer følgende klart: Biden havde hemmelige dokumenter steder, de ikke burde være, heriblandt tophemmelige dokumenter, modsat hvad Biden ellers syntes at udtale på en efterfølgende pressekonference. Der er beviser, der indikerer, at han var i besiddelse af nogle af disse med forsæt, men de er ikke nok til at rejse en straffesag og bevise skyld udover enhver rimelig tvivl.
Men hvorfor så egentlig alt det postyr om rapporten, når konklusionen virker så relativt klar? Jo, elefanten i rummet er selvfølgelig præsident Bidens alder, og her er rapporten ikke venlig ved præsidenten for at sige det mildt. Under afhøringerne af Biden kunne han angiveligt ikke huske, hvornår han stoppede med at være vicepræsident. Derudover fremgår det af rapporten, at Biden ej heller erindrede, hvornår hans søn Beau Biden gik bort. Det sidste var Biden på de indre linjer særligt rødglødende over ifølge Politico, og på førnævnte pressekonference angreb han Hur frontalt: “How the hell dare he raise that”, sagde han.
Gik Hur over stregen i sin beskrivelse af Bidens hukommelse? Det er der visse juridiske iagttagere såvel som Biden-støtter, der mener, men faktum er, at Biden over for en jury kunne “present himself (…) as a sympathetic, well-meaning, elderly man with a poor memory”, som han også gjorde i afhøringerne af ham.
Med rapporten blev der i medierne altså sat fornyet fokus på 81-årige Bidens alder og skarphed. Hertil kommer, at Hurs konklusioner på mange måder imødegår nogle af Bidens argumenter for genvalg: At han har dømmekraften i orden, de rette kompetencer og er den sikre hånd på rettet modsat Trump. Også selvom der er klare forskelle på de to sager, som Hur-rapporten også klargør. Om rapporten får en betydning for præsidentvalget, må tiden vise, men det er vanskeligt at forestille sig, at noget af indholdet i rapporten skulle være godt for Biden. Og givet at han er snævert bagud i de nationale meningsmålinger i øjeblikket, er det i sig selv ikke en god nyhed.
