Hvis man er i tvivl, om den seneste tiltale mod tidligere FBI-direktør James Comey er vokset ud af præsident Donald Trumps aversion mod ham, kan man bare bruge den såkaldte andentest, der går nogenlunde sådan her:
If it walks like a duck, if it swims like a duck, if it quacks like a duck, then it’s probably a duck.
Bruger man den test, er det nemlig klart, at sagen mod Comey slet og ret indeholder de fornødne ingredienser til at opfatte den som et produkt af præsident Trump hævnkampagne mod sine rivaler.
Særligt to forhold gør sig gældende for at nå den konklusion: For det første har Donald Trump gjort hævnkampagnen mod folk, der angiveligt behandlede ham dårligt, til et centralt tema i sin præsidentperiode – en form for “score settling”, som hans stabschef Susie Wiles sidste år kaldte det. En af de folk er Comey, som Trump gentagne gange har angrebet offentligt.
For det andet er sagen særdeles svag rent juridisk. Og kombinerer man altså de to elementer, har man en gangbar opskrift på en sag, der ikke er motiveret af jura eller bekymring for lov og ret, men af hævntørst og personlige aversioner.
Sagen tæller to anklagepunkter og handler om, at Comey ved sidste år at poste et billede af nogle muslingeskaller, der formede tallene “86 47”, truede Trump på livet. Tallene kan nemlig oversættes til, at nummer 47 skal fjernes, og Donald Trumps nuværende nummer i præsidentrækken er som bekendt 47. Altså: Kom af med Trump.
Ifølge Justitsministeriet kan det altså ses som en trussel, men en række juridiske eksperter har ikke meget tilovers for sagen. Den konservative iagttager Andrew McCarthy har endda skrevet, at sagen “fabrikerer en forbrydelse”. Den tidligere anklager Joyce Vance har ligeledes påpeget, at denne sag faktisk er “på endnu tyndere is” end tiltalen mod Comey fra sidste år, der i øvrigt også endte med at blive afvist. En tredje iagttager, en anden tidligere anklager ved navn Evan Gotlob, sagde til BBC, at “Det er en meget svag tiltale (…).”
I MS Now hæftede Barbara McQuade sig desuden ved, at Comeys 86 47-opslag var ambivalent og med stort rum for fortolkning, ligesom det er påfaldende, at tiltalen har ladet vente så længe på sig, hvis forbrydelsen vitterligt var så alligevel.
Teoretisk set kan det selvfølgelig godt være, at Justitsministeriet har fundet noget endnu mere inkriminerende på Comey. Ifølge Todd Blanche, den fungerende minister, er det nemlig ikke sådan, at alle individer ville blive tiltalt for at poste noget på sociale medier i stil med Comey. Skal man tro hans udtalelse, har Justitsministeriet mere på Comey, men han kom ikke ind på, hvad det kunne være.
Det betyder, at vi indtil videre kun kan tage udgangspunkt i det, vi kan se: Og det peger på en sag motiveret af Donald Trumps personlige modvilje mod James Comey.
Meget vel ved Trump-lejren godt, at det er stærkt usandsynligt, at James Comey skulle blive dømt for noget i denne sammenhæng. Præsidenten håber sikkert, at det sker, men om ikke andet er signalværdien i tiltalen klar: Administrationen har mulighed for at finde noget på dens angivelige fjender.
Og det er derfor også meget muligt, at der kommer endnu flere tiltaler. Som Andrew Prokop fra VOX skrev sidste år, kan man se Trumps juridiske hævnkampagne som et udtryk for at ville flood the zone – et udtryk, der efterhånden er de fleste bekendt, og som dækker over at ville overvælde sine modstandere med tiltag.
Til trods for juridiske nederlag kan “Trumps ansatte simpelthen komme med luftige anklager mod administrationens fjender, hvilket vil sikre, at deres juridiske mareridt ikke vil slutte, i al fald ikke, før han forlader embedet”, som Prokop sidste år skrev.
Kan man ikke få sine modstandere dømt, kan man med andre ord i det mindste gøre tingene besværlige for dem – og måske afskrække andre og få dem til at tænke sig om igen, inden de går i rette med præsidenten.
