Kort efter krigen i Iran begyndte, kiggede vi på meningsmålingerne af den i nyhedsbrevet. Jeg konkluderede to ting:
Krigen var ikke populær i befolkningen. Men republikanerne stod stadig på Donald Trumps side, ikke på Tucker Carlsons eller andre krigskritikeres side.
Begge dele er stadig tilfældet. I en ny CBS-måling var 60 % modstandere af at angribe Iran, mens blot 40 % var for. Blandt republikanere var der omvendt opbakning på 84 %. Tal fra demokratiske Navigator Research tegnede et lidt andet billede af den republikanske støtte til krigen: Her bakkede 70 % op, og hele 40 % af republikanere, der ikke identificerede sig som MAGA, var faktisk krigsmodstandere.
Man kan altså godt argumentere for, at støtten til krigen burde være højere blandt republikanere, og målingerne indikerer jo også, at der er et segment af partiet, der ikke bryder sig om Trumps disposition.
Det til trods er den overordnede konklusion, at selvom Trump er blevet kritiseret af stemmer på højrefløjen, så har han alligevel stor opbakning i Iranspørgsmålet blandt republikanere.
Ikke desto mindre har kritikken fra hjørner af højrefløjen været et tema under hele krigen – hvad enten den så kom fra Tucker Carlson eller Megyn Kelly eller Marjorie Taylor Greene eller Erik Prince.
En anden krigsmodstander er Andrew Day fra mediet The American Conservative. I et interview med USAPol tilkendegiver han, at han “afgjort” opfatter krigen som forræderi mod Trumps Amerika Først-løfter og MAGA-bevægelsen, men kommer også med en kvalificerende betragtning:
“På sin vis er det forræderi mod hans base. Men Trump har også en mere høgeagtig side, som til tider kommer til udtryk i hans retorik og handlinger. Så hvis folk havde fulgt tæt nok med, så ville de ikke have været fuldstændig sikre på, at han havde ført en fredelig udenrigspolitik.”
Spørgsmålet om forræderi berørte Christopher Caldwell også i det konservative magasin Spectator med indlægget “The end of Trumpism is nigh.” Caldwell er tilknyttet tænketanken Claremont Institute, der er nært forbundet til Trump-administrationen og af New York Times’ er blevet kaldt “a nerve center of the American right.”
Caldwells vurdering var, at “Trump may entertain himself with the presidency for the next three years (barring impeachment), but the mutual respect between him and his movement has been ruptured, and his revolution is essentially over” – altså til trods for, hvad ovenstående meningsmålinger viser.
Hvad man dog alligevel kan slå fast, er, at krigskritikken har rakt ind i Trump-administrationen. Det fik vi syn for i sidste uge, idet Joe Kent på opsigtsvækkende vis forlod sit job som leder af National Counterterrorism Center.
Begrundelsen? “It is clear that we started this war due to pressure from Israel and its powerful American lobby”, lød det i hans opsigelsesbrev. Kent fik senere særdeles positive ord med fra Carlson, der også er ven af ham.
Det viser, at nok har Trump republikanske vælgere på sin side, men kritikken fra højrefløjen kan være interessant af andre årsager. For det første brugte Kent helt konkret krigskritikken til at sige op. Og for det andet kan den kritik være en forsmag på en endnu større diskussion om, hvilken retning det republikanske parti skal gå udenrigspolitisk i fremtiden, ikke mindst i 2028.
I en sådan debat vil republikanere, der potentielt vil føre præsidentkampagne på en mere tilbagetrukket udenrigspolitik, altså måske have rygdækning fra stemmer som Joe Kent og Tucker Carlson – for ikke at tale om muligheden for, at Carlson selv stiller op.
Eller som Andrew Day, der i øvrigt selv interviewede Kent om hans opsigelse, udlægger det:
“Kents opsigelse giver opmærksomhed og måske troværdighed til den gruppe af Amerika Først-konservative, som er større modstandere af krigen mod Iran. Og inden for få måneder tror jeg, at Kent og Tucker Carlson vil blive set som dem, der havde ret, når det kommer til spørgsmålet, om krigen var en god idé.”
“Derfor tror jeg, det republikanske partis fremtid tilhører folk som dem.”
