Krigen i Iran er gået ind i sin tredje uge. Mens USA og Israel har høstet militær succes, har Iran forsøgt at hæve omkostningerne ved at føre krigen så meget som muligt – eksemplificeret ved situationen i Hormuzstrædet og angrebene på golfstaterne.

Krigen står derfor nu et sted, hvor begge sider i virkeligheden er i stand til at gøre skade på hinaden, og spørgsmålet er derfor også, hvor længe Donald Trump egentlig kan holde til at føre krigen.

Vurderingen kommer fra Shashank Joshi, der er forsvarsredaktør på The Economist. Og i interviewet med USAPol starter han med at tegne de store, militære linjer op, som de ser ud lige nu:

“Det er et kompliceret og broget billede, vi ser. Amerikanerne og israelerne angriber en lang række mål, både politiske mål, iranske sikkerhedsstyrker og militære styrker. På sin vis er det en nedslidningskrig rettet mod både Irans militære kapabiliteter og politiske sammenhængskraft”, som Joshi fortæller mig, inden han fortsætter:

“Iran forsøger omvendt at forstyrre det daglige liv i golfstaterne og tage den globale økonomi som gidsel gennem Hormuzstrædet. Derfor kan man i virkeligheden sige, at begge sider vinder hver deres kampagne, og spørgsmålet er, hvilken af parterne der har den største smertetærskel.”

For Donald Trump skal denne smertetærskel altså kunne rumme, at meningsmålingerne viser, at krigen er upopulær hjemme i USA, at benzinpriserne er steget og at midtvejsvalget kun rykker nærmere.

Samtidig vurderer Joshi, at amerikanerne på et tidspunkt vil opleve udfordringer som følge af mangel på missilinterceptorer, selvom “problemet ikke er så akut, som det kunne have været tidligere i konflikten.”

For forsvarsredaktøren at se er der således mulighed for, at Trump snart vil erklære Irankrigen overstået – hvilket han da også har været tæt på at gøre offentligt

“Min mavefornemmelse er, at selvom Trump er blevet trukket ind i krigen på et langt mere omfattende plan, end han bryder sig om, så vil han ikke nødvendigvis føre en krig, der varer længere end til udgangen af denne måned, også selvom han ikke har nået alle sin mål.”

“Det vil være en form for sejr for iranerne, men måske mest en pyrrhussejr, hvis regimet er blevet så svækket, at dets overlevelse er bragt i tvivl.”

Mangel på forberedelse og uklare mål
At vurdere, hvornår Trump har opnået sine mål, er imidlertid meget vanskeligt. Præsidenten har fået kritik for ikke at definere sit rationale for krigen godt nok, og det er ikke blot iagttagere, men også den amerikanske befolkning, der ikke mener, at ambitionerne for krigen er klart defineret.

Sagt – eller spurgt – på en anden måde: Hvorfor skulle krigen egentlig indledes?

“Mit bedste bud er, at Trump troede, at drabet på Ayatollah Khamenei ville få iranerne til forhandlingsbordet i en svag position”, svarer Shashank Joshi på det spørgsmål og fortsætter:

“Men Trump havde ikke forberedt sig på, at iranerne selv havde gode kort på hånden og en smertetærskel af en vis karakter. Derfor ser jeg lige nu en Trump, der forsøger at tilpasse sig, og som leder efter måder, hvorpå USA kan lægge yderligere pres på iranerne, for eksempel gennem angrebene på Kharg-øen.”

“Men iranerne kan omvendt også eskalere konflikten ved for eksempel at opfordre houthierne til at lukke Det Røde Hav.”

Givet hvor uklare USA’s mål er, er det ligeledes vanskeligt at vurdere, om og i givet fald hvornår krigen fra et amerikansk perspektiv har været en succes.

“Skaden på iranernes evne til at fremstille missiler og droner er så omfattende, at det vil påvirke dem i flere år. Så hvis det var målet, så har amerikanerne været succesfulde. Problemet er, at det ikke ligefrem er tydeligt, at det var det eneste mål”, siger Joshi og peger på spørgsmålet om regimeskifte, som Trump i starten opsatte som ambition, men som lige nu ikke synes at materialisere sig.

Der er derfor, som Joshi påpeger, “ikke en klar definition på succes og fiasko, fordi målene med at føre krigen peger i så mange forskellige retninger.”

En fortsat nuklear trussel
Trump kan altså komme til at stå i en situation, hvor han vil have afsluttet krigen hurtigt, men hvor regimet er intakt, og hvor den nukleare trussel består.

Som Washington Post beskrev, er vurderingen fra iagttagere, at Iran nu faktisk vil være endnu mere opsatte på at få atomvåben. Og som Joshi siger til USAPol:

“Trump har i denne runde af konflikten gjort meget begrænst skade på Irans atomanlæg. Der er stadig flere hundrede kilo højt beriget uran på forskellige anlæg, og det nukleare spørgsmål er Trump derfor nødt til at finde en løsning på.”

“Som situationen er nu, vil han kunne trække sig fra krigen og korrekt påpege, at han har svækket Iran. Men han vil ikke kunne sige, at han har håndteret atomanlæggene. Og derfor er spørgsmålet, hvilke skridt han er villig til at tage på det område, inklusiv en mulig landoperation.”

Joshi ser – på et mere generelt plan end blot atomspørgsmålet – en landoperation som “mulig, men dog ikke sandsynlig” og fremhæver scenarier som en invasion af Kharg-øen eller en operation nær Hormuzstrædet.

Med andre ord bliver det centrale spørgsmål i den kommende tid, om Trump til trods for skaderne på Irans militære styrke alligevel vil trække stikket så tidligt. Præsidenten vil jo nok forsøge at sælge det som en stor sejr uanset hvad, men den anden mulighed er, at han fortsætter krigen i længere tid for at opnå flere og mere vidtgående mål.