Kombinationerne, der kan føre til triumf

Billede fra 2018

I løbet af september har vi gennemgået de syv svingstater, der ser ud til at være de vigtigste – nemlig Pennsylvania, Michigan og Wisconsin i rustbæltet, mens det drejer sig om Arizona, Georgia, Nevada og North Carolina i solbæltet.

For mens Kamala Harris i de nationale målinger ifølge analytikere har fået en smule mere fast grund under fødderne efter debatten mod Donald Trump for to uger siden, som hun vidt og bredt blev betragtet som vinderen af, er det som bekendt i delstaterne, at valget afgøres og der, man skal finde vejen til 270 valgmænd. Af samme årsag ville det på bagkant af miniserien og med udgangspunkt i målingerne være interessant at se på, hvordan nogle af kandidaternes veje til sejr kan tænkes at se ud – også selvom der er mange udfaldsmuligheder. 

Mandag udgav New York Times/Siena, som før beskrevet en af USA’s mest anerkendte og indflydelsesrige meningsmålere, et sæt målinger fra tre af de fire svingstater i solbæltet. Lad os se på resultaterne:

Arizona: Trump 50 % – Harris 45 %

Georgia: Trump 49 % – Harris 45 %

North Carolina: Trump 49 % – Harris 47 %.

Det er værd at knytte nogle kommentarer til de tal. For det første er det kun en enkelt måling, og billedet fra New York Times/Siena kan altså ikke stå alene. Med det sagt bekræfter de, at Trump grundlæggende står bedre i solbæltestaterne end rustbæltestaterne.

For det andet er det værd at sætte tallene i sammenhæng med valgresultaterne i 2016 og 2020. Skulle Trump eksempelvis vinde Georgia med fire, vil det næsten matche hans sejr på fem procentpoint i 2016, og sejrer han i Arizona med fem, overgår han sin 2016-præstation i den delstat. Begge cifre vil selvsagt også være bedre end hans snævre nederlag i de to stater for fire år siden. Hans føring i North Carolina er også bedre end hans sejr på 1,3 procentpoint for fire år siden

Der er ingen tvivl om, at målingen var dårlig for Kamala Harris. Slet og ret. Men hun kan faktisk godt vinde, selvom hun skulle tabe alle disse tre stater – og Nevada, den sidste svingstat i solbæltet. Det vil så indebære, at hun vinder de tre rustbæltestater og desuden fastholder alt andet, Joe Biden vandt i 2020. Gør hun det, vinder hun valget med præcis 270 valgmænd.

Det er en yderst snæver vej til sejr. Men Harris’ situation i Michigan, Pennsylvania og Wisconsin gør den mulig. I gennemsnit udregnet af Nate Silver fører hun med 1,5-2,4 procentpoint i de tre stater, og det er som nævnt meget vel nok at vinde de tre. Harris kan altså gøre sig uafhængig af solbæltet, og derfor synes hendes vej til 270 lidt mere tydelig end Trumps. Kobler man dette med hendes nationale forspring i øjeblikket, tyder det på, at vicepræsidenten er snæver favorit til at vinde præsidentvalget på nuværende tidspunkt. 

Men som det også ses, er det en skrøbelig vej. Hvis målingerne skyder forbi i de tre rustbæltestater, så kan Trump pludselig stå med op til 312 valgmænd og en sikker sejr. På samme måde kan ekspræsidenten eksempelvis kombinere sig vej til 270 valgmænd ved bare at vinde North Carolina og Georgia, som han førte i New York Times-målingen, og så Pennsylvania, hvor han er bagud med lige over et procentpoint – forudsat, han bevarer alt andet, han vandt i 2020. 

Det her præsidentvalg er tæt. Det var det før debatten, og det er det nu, og det har disse NYT-målingerne om noget understreget. De illustrerer, at Harris stadig er under pres, og at det er så let som ingenting at forestille sig Trump få de nødvendige valgmandsstemmer.

About the Author

Jakob Terp-Hansen
Redaktør på USAPol.dk.