I juni blev endnu et kapitel føjet til vores lærebog om, hvor meget præsidentdebatter egentlig betyder. Det var vel den mest betydningsfulde debat nogensinde, idet Joe Bidens svage præstation startede en lavine af negativ omtale og intern modstand, som først ophørte, da han til sidst trak stikket på sin kampagne.
Før den skæbnesvangre debat viste G. Elliott Morris fra Fivethirtyeight, at “On average, polls have moved by 2.4 points (min fremhævning red.) in the two weeks after the first presidential debate of each cycle (…). While not a large shift historically, nowadays, in our era of closely contested elections, a 2.4-point change in the race would meaningfully impact each candidate’s odds (min fremhævning red.).”
Det er værd at have in mente op til den debat, der i nat afholdes mellem Kamala Harris og Donald Trump. Sidstnævnte vurdering fra Morris relaterede sig til dynamikken mellem Biden og Trump, men den gælder så sandelig også i valget mellem Harris og Trump, der lige nu er tæt, og hvor debatten derfor kan få en betydning. Ganske illustrativt for den tætte dynamik udkom en New York Times/Siena-måling søndag, der viste, at Donald Trump stod til 48 % nationalt og Kamala Harris til 47 %. Fivethirtyeights gennemsnit viser stadig et forspring til Harris på 2,8 procentpoint nationalt.
Det er dog værd at dvæle kort ved NYT/Siena-målingen, som muligvis er den mest indflydelsesrige måling i USA. Dels er den blandt landets allermest anerkendte, og den foretages for en af de største aviser. Men derudover – og nok også som delvis følge heraf – er det vanskeligt at pege på en meningsmåling, der kan drive den politiske samtale og narrativet om en valgkamp på samme måde, som NYT/Siena kan.
Som New York Times’ chefanalytiker Nate Cohn opsummerede, viste målingen, at der stadig er en del vælgere, der ikke mener, de har en tilstrækkelig viden om Harris, og at Donald Trump i langt større omfang anses som kandidaten for forandring. Som Cohn også nævner, er et centralt spørgsmål derfor, om Harris kan definere sig selv godt nok som kandidat, og det er debatten en oplagt lejlighed til at forsøge at gøre. Og om muligt er forestillingen blevet endnu mere vigtig, efter et par andre, potentielle gamechangers – eller i al fald ubekendte faktorer – er pillet ud af ligningen.
Den mest opsigtsvækkende af disse var, at Donald Trumps strafudmåling i New York-sagen nu er udskudt til efter valget. Det var en juridisk sejr for Trump-holdet, og samtidig undgår Trump nu også, at strafudmålingen bliver et fokuspunkt i valgkampen, som medierne skulle dække.
Mindre opsigtsvækkende, men nævneværdigt, udgør de månedlige jobrapporter også en mulighed for at påvirke stillingen i valgkampen. Er en jobrapport op til valget pludselig meget dårlig, kan Trump-lejren håbe, at det vil stille Harris i et dårligt lys, fordi hun trods alt er vicepræsident. Men den seneste fra i fredags blev beskrevet som en blandet landhandel: Jobvæksten var lavere end forventet, og sommerens jobtal blev også nedjusteret. Til gengæld faldt arbejdsløsheden en tand. Det ændrer formentlig ikke billedet i valgkampen, og på den økonomiske front er der således stadig udsigt til rentenedsættelser.
Debatten vil som bekendt også være første, direkte duel mellem Trump og Harris. Som analytikeren Nick Field mindede om på X, så blev Kamala Harris i 2020 opfattet som vinderen af vicepræsidentdebatten mod Mike Pence, når man spurgte vælgerne. Men det er første gang, hun står på den allerstørste scene, og det er mod Donald Trump, der nu skal stå der for syvende gang og i sin tredje præsidentvalgkamp.
Efter seancen vil der selvfølgelig fortsat være et stykke vej til november, og andre begivenheder kan sagtens tænkes at overtage den politiske dagsorden og skubbe debatten ud af den kollektive hukommelse. Men der er al mulig grund til at se med, når Harris og Trump krydser klinger på ABC News.
