I sidste uge valgte Libertarian Party deres præsidentkandidat¹ på et online-konvent gennem en åben afstemning. I modsætning til de to store partiers konvent er de delegerede på det libertanske konvent ikke bundet til at stemme på en bestemt kandidat, og en kandidat kunne i principppet melde sig på selve konventet og opnå nomineringeren.

Vinderen af Libertarian Partys nominering var Joanne Marie Jorgensen, der til daglig omtaler sig som Jo Jorgensen. Hvis dette lyder som et dansk-klingende navn, så er det, fordi det er det. I Jo’s kandidattale² på konventet fortalte hun, at hendes bedstemor var født i Danmark, og at bedstemoren var flyttet fra Danmark, fordi det var et samfund, der så ned på folk, der gjorde en ekstra indsats, og ikke overlod det til folk selv at tage ansvar for deres eget liv. USA var, fortalte hun, selv på vej i den retning, og det ville hun stoppe.

Valget af Jo Jorgensen var ikke givet, men heller ikke uventet, da hun nød bred opbakning i de ikke-bindende primærvalg, som var afholdt, og derudover kom hun ind som nr 2. i en online-prøveafstemning forrige måned. Nr 1. fra den prøve-afstemning, den tidligere republikaner Justin Amash, trak sig efterfølgende fra nomineringsprocessen³. Det er et åbent spørgsmål, om Jorgensen ville have vundet over Amash på konventet, såfremt han ikke havde trukket sig. Amash er betydeligt mere kendt i de amerikanske medier, og trak sig fra det republikanske parti under mediebevågenhed, da han erklærede at den retning som Trump satte for det republikanske parti stod for alt, hvad han som libertaner var imod. Amash stemte også for impeachment-artiklerne mod Donald Trump sidste år som uafhængig⁴.

Jorgensen er – på trods af at hun var partiets vicepræsidentkandidat i 1996 – ikke så velkendt udenfor de libertanske kredse, men til gengæld kan hun bryste sig af at være libertaner med stort L, hvilket betyder at hun aldrig har været opstillet for det republikanske parti.

Blandt libertanere i USA er der nemlig stor debat om, hvorvidt de skal anse sig selv som et tredje parti eller som en fløj af det republikanske parti. Til de sidste 3 præsidentvalg har libertanerne opstillet tidligere republikanere, kongresmedlemmet Robert Barr i 2008, og guvernøren Gary Johnson i 2012 og 2016. Sidstnævnte beskrev libertanerne i sin valgkamp som ”republikansk finanspolitik og demokratisk socialpolitik”. Netop den sætning tog alle kandidater i det libertanske primærvalg dog afstand fra med henvisning til, at deres politk var ”libertansk finanspolitik og libertansk socialpolitik”. Ved dette præsidentvalg tilsagde stemningen fra primærvalgene, at man skulle stå for en ren libertansk politik og ikke for en ”Republican light”⁵.

Det vil Jo Jorgensen prøve at stå for, men hvad forstår hun så som libertansk politik.⁶ Kigger vi på det udenrigspolitiske, vil hun trække det amerikanske militær hjem og anlægge en neutral, ikke-interventionistisk linje på verdensplan med fredelig samhandel som målet, hun vil fjerne begrænsninger på indvandring til USA, legalisere narkotika og afslutte ”the war on drugs”, mens fattigdom skal bekæmpes ved at fjerne begrænsninger på at starte nye forretninger og sænke skatterne. Som kommentatoren Andy Sullivan opsummerede, så er libertanerne “more pro-immigrant and anti-war than the Democrats, but also more pro-gun and anti-regulation than the Republicans”⁷. I den aktuelle, tragiske debat om politivold har det libertanske indspark været at fremsætte et forslag om at ophæve det amerikanske politi’s såkaldte ”qualified immunity”⁸.

Har Jo Jorgensen så en chance for at vinde det amerikanske præsidentvalg? Nej, det har hun næppe. Men hun kommer bestemt til at påvirke det. Ved sidste præsidentvalg modtog den libertanske præsidentkandidat Gary Johnson 4,5 millioner stemmer, og mens vi her på usa2020.dk har delte meninger om hvorvidt det vil lykkes Jo Jorgensen at bryde igennem det polariserede mediebillede og opnå samme gennemslagskraft, så vil selv et dårligt resultat for Jorgensen sandsynligvis være betydende nok til at kunne påvirke udfaldet.

Der har været en svag tendens i amerikansk politik over de seneste 20 år til, at der kommer flere og flere stemmer på tredjepartiskandidater. Samtidig har der været en tendens blandt de to store partier til at gøre mere og mere brug af “negative campaigning”, dvs. at bruge sin valgkamp på at fortælle dårlige ting om modkandidaten og dennes politik fremfor positive ting om en selv og ens politik. Tror man på, at disse to omstændigheder hænger sammen, og at denne valgkamp vil være endnu mere præget præget af “negative campaigning”, så har Jorgenson gode kort på hånden, fordi hun hverken er Trump eller Biden.

På den anden side er Jorgensen – hendes tidligere vicepræsidentkandidatur til trods – ret beset en relativt uerfaren kandidat, når man sammenligner hende med f.eks. Gary Johnson, der blev både valgt og genvalgt som guvernør for New Mexico. Dertil kommer, at corona-virussen muligvis betyder, at libertanerne får problemer med at opstille i alle stater⁹, og at mediedækningen af hendes kampagne hverken har været stor eller specielt positiv indtil videre. CNN’s eneste artikel¹⁰ om Jo Jorgensen kritiserer hende således for at genbruge Clinton’s ”I’m with her”-slogan og erklærer bramfrit at en stemme på hende er en stemme på Donald Trump. Fox News har desuden beskrevet hendes kandidatur¹¹.