Ved de sidste mange præsidentvalg har de samme svingstater været i fokus gang på gang, hvor især Florida, Ohio og Pennsylvania som de tre helt store svingstater har tiltrukket sig størst opmærksomhed. Men der er bevægelse igang i vælgerhavet i USA, dels som følge af demografiske forskydninger, men også som følge af politiske forskydninger, hvor eksempelvis politiske spørgsmål af mere kulturel art, herunder især immigration, har tiltaget sig stigende opmærksomhed, som vi også kender her fra Europa. Det har eksempelvis betydet at de kulturelt konservative republikanere, trods deres højreorienterede økonomiske politik, har kunnet tiltrække en større del af arbejderklassen end tidligere, mens veluddannede kosmopolitiske vælgere i stigende grad er sivet over til demokraterne, til trods for at mange af disse vælgere er forholdsvis borgerlige rent økonomisk.

I midtvesten, hvor der er mange hvide arbejderklassevælgere har disse bevægelser gjort at traditionelle svingstater som Ohio og Iowa er gledet væk fra demokraterne, mens traditionelt demokratisk lænende stater som Michigan, Wisconsin og Minnesota for alvor er kommet i spil for republikanerne og Trump endda vandt de to førstnævnte i 2016.

Var dette den eneste bevægelse så det sort ud for demokraterne, men andre bevægelser gavner demokraterne. Virginia er f.eks. i løbet af få valg gået fra at være en forholdsvis sikker republikansk stat til at glide over i demokraternes kolonne.

Så hvad kan kompensere demokraterne for det eventuelle tab af midtvesten? Det kan en styrket position i en række stater i syden, også kaldet “the Sunbelt strategy”. Her handler det om at bringe traditionelt republikanske stater med mange valgmænd i spil, nemlig Arizona, Georgia og så den helt store mulige gevinst Texas. Alle de tre stater har bevæget sig mod demokraterne på det seneste, men formentlig er det kun én af de tre der kan ende med at spille en helt afgørende rolle allerede i år, og det er Arizona. Man kan sige det sådan, at såfremt Biden skulle vinde Texas og/eller Georgia, så er det sandsynligvis fordi han har vundet en meget stor sejr nationalt. Arizona, derimod, har gode chancer for at blive “the tipping point state”, altså den stat der bringer Joe Biden netop over de 270 valgmændsstemmer, der skal til for at vinde præsidentvalget.

I ovenstående figur ses hvorledes 4 centrale stater har bevæget sig i forhold til nationen som helhed ved de fem sidste præsidentvalg, hvor positive tal indikerer at staten er mere republikansk end nationen og negative tal indikerer at staten er mere demokratisk end nationen som helhed. Her ses hvordan Virginia (den gule linje) er gået fra at være betydeligt mere republikansk end USA som helhed, til efterhånden at være gledet over i den demokratiske kolonne. Ligeledes ses det at Arizona, Texas og Georgia ligeledes begynder at bevæge sig imod svingstatsstatus. Når Arizona fremhæves i denne artikel er det fordi vi har set en række tegn på at 2020 netop kunne blive valget hvor Arizona kunne gå til demokraterne, også i et tæt valg. De tegn er som følger:

1. Solide meningsmålinger
Biden har ført over Trump i stort set alle delstatsmålinger fra Arizona vi har indtil videre og fører med 4%-point i RealClearPolitics aggregerede måling. Dette skal tages med et par forbehold. For det første skal føringen på ca. 4%-point ses i lyset af et Biden typisk har ført med 5-6%-point i nationale målinger, hvilket kunne indikere at Biden skal vinde nationalt med et par procentpoint for at bringe Arizona i spil. For det andet skal der tages det forbehold at målinger på dette tidlige tidspunkt i valgkampen er behæftet med stor usikkerhed. Men det er absolut en indikation på at Arizona er et realistisk mål for Biden.

2. Gode delstatsresultater for demokraterne
En ting er meningsmålinger, men kan demokraterne rent faktisk vinde når det kommer til stykket? Noget tyder på det. Ved midtvejsvalget i 2018 blev demokraten Kyrsten Sinema den første demokrat til at vinde et føderalt senatssæde siden 1988. Hun vandt med 2,7%-point over republikaneren Marthy McSally. Samme McSally blev senere udpeget til at indtræde i afdøde John McCain’s sæde (efter John Kyl trak sig) og skal her i 2020 sandsynligvis forsvare sit sæde overfor demokraten Marc Kelly. I målingerne står Marc Kelly til klare føringer indtil videre. Faktisk er Marc Kelly så populær at nogle spekulerer i at Kelly kan hjælpe Biden med at trække vælgere til valgurnerne, hvor man normalt betragter det modsatte som tilfældet, altså at en populær præsidentkandidat kan hjælpe andre kandidater fra samme parti i andre valg. Endelig havde demokraterne et generelt rigtig flot midtvejsvalg i Arizona i 2018, hvor de bl.a. vandt de to åbne sæder til repræsentanternes hus, således at demokraterne nu har 5 ud af statens 9 sæder i huset – og kom tæt på at tage magten i delstatsparlamentet.

3. Demografiske forskydninger
Ovenstående punkter illustrerer kun at staten er i spil, men forklarer ikke hvorfor. Her er vi nødt til at se på den ændrede demografiske sammensætning af befolkningen i Arizona. Arizona har i flere år været blandt de hurtigst voksende stater i USA. Befolkningstilvæksten kommer først og fremmest fra en øget andel af befolkningen med latinamerikansk baggrund. Som helhed betragtet stemmer omkring 2/3 af vælgere med latinamerikansk baggrund typisk på demokrater. En anden væsentlig forklaring på befolkningstilvæksten er “immigration” fra andre stater. Arizona er stadig en af USA’s fattigste stater, men hvor økonomien tidligere i høj grad var drevet af turisme er økonomien i de senere år diversificeret omkring byerne, hvilket har givet jobmuligheder for veluddannede fra andre stater, herunder typisk liberale vælgere fra Californien, der eksempelvis flytter til den hurtigt voksende by Phoenix i Arizona.

4. Ændret politisk dagsorden
Efter Mitt Romneys nederlag til Barack Obama i 2012 var den gængse analyse i det republikanske parti at man var nødt til i højere grad at arbejde med at appellere til vælgere med latinamerikansk baggrund, da disse udgør den hurtigst voksende del af befolkningen i USA. Imidlertid valgte Trump den stik modsatte strategi i 2016 og vandt på at maksimere vælgertilslutningen i det hvide midtvesten. Som vi så på figuren før kostede det ham ikke så meget i Sunbelt staterne at han tabte dem. Det er dog uklart hvor meget immigration vil fylde i debatten i 2020, hvor USA antageligvis stadig står midt i en økonomisk krise og en sundhedskrise.

Samlet set fremstår valget i 2020 som en særdeledes interessant test på hvor USA er på vej fremover. Er vi på vej imod et nyt kort, hvor demokraterne er næsten uslåelige, som det blev forudsagt af John Judis og Ruy Teixeira for snart et par årtier siden, eller kan Republikanerne fortsat stole på deres fordel i valgmandskollegiet, der tillod Trump at vinde i 2016 trods et tab nationalt på 2,1%-point.