Klokken er 2.30 om natten på den amerikanske østkyst d. 9. november 2016. CNN har netop offentliggjort, at Donald Trump har vundet delstatens Wisconsins 10 valgmænd og dermed sikret sig flertallet i det valgmandskollegium, der vælger USA’s præsident. Fem minutter senere ringer Hillary Clinton til Trump og ønsker ham til lykke med valget. Kl. 11.40 næste formiddag erkender Hillary Clinton i en tale til sine tilhængere på et hotel i Manhattan sit nederlag. Donald Trump har vundet en overbevisende sejr med 306 valgmænd mod Hillary Clintons 232 valgmænd(hvorefter den endelige fordeling efter valgmandskollegiets afstemning blev 304 mod 227, mens nogle ‘troløse valgmænd’ stemte på andre kandidater – i alt 7 valgmænd endte ikke hos Trump og Clinton).

Hvis man ikke vidste bedre, kunne man forledes til at tro, at Trump havde fået væsentligt flere stemmer end Hillary Clinton. Men sådan forholdt det sig ikke. Tværtimod. Hvis USA’s forfatning havde bestemt, at præsidenten skulle vælges ved et direkte valg, hvor man bare optalte stemmerne, ville Hillary have vundet komfortabelt. Hun fik 65,8 mio. stemmer mod Trumps 62,9 mio. Hillary fik altså ca. 2,9 mio. flere stemmer end Donald Trump. Men hvorfor var det så Hillary, der måtte ønske Trump til lykke med sejren og ikke omvendt? Årsagen findes i forfatningens bestemmelser om valget af præsident, der netop ikke foreskriver et direkte valg, men i stedet at det er delstaterne, der vælger præsidenten.

USA er en samling af stater

USA er en føderation bestående af 50 stater plus det løse (District of Columbia, samt fem såkaldte ’self-governing territories’, bl.a. Puerto Rico). En helt afgørende faktor i det amerikanske præsidentvalg er som nævnt, at det er staterne – og ikke vælgerne direkte -, der vælger USA’s præsident. Hver stat tildeles et antal såkaldte ”electoral votes” (ofte kaldet ”valgmænd” på dansk). Hvor mange valgmænd en stat har, afhænger af indbyggertallet i den pågældende stat. Eksempelvis har Californien 55 valgmænd, mens Delaware har 3.
Den anden afgørende faktor er, at det enkelte stat har frihed til at beslutte, hvordan dens valgmænd vælges. Valgprocessen er derfor heller ikke et føderalt anliggende, men styres på statsniveau er den lokale administration. Det er derfor, at man ofte ser guvernøren i svingstater være meget i medierne i forbindelse med valget – især hvis der er tæt på dødt løb mellem den Demokratiske og Republikanske kandidat. Mange husker sikkert valgkampen i år 2000, hvor George W. Bush endte med at vinde Florida – og dermed præsidentposten – med 537 stemmer flere end den Demokratiske kandidat Al Gore. Der var mange diskussionspunkter omkring valget i Florida, men et af de mere interessante var drevet af, at Floridas guvernør var George W. Bush’s lillebror Jeb Bush, hvilket gav anledning til en del antydninger om urent trav.

Hovedreglen er, at den enkelte delstat giver vælgerne mulighed for stemme på de kandidater, der nu måttet være opstillet til valget (se nedenfor). Når vælgernes stemmer så er optalt går alle statens valgmænd til den kandidat, der har fået flest stemmer. Hvis man hypotetisk forestiller sig, at en kandidat fik blot 1 stemme mere end sin modkandidat i fx Californien, ville vedkommende vinde samtlige 55 californiske valgmænd.

Der er to undtagelser til hovedreglen, nemlig staterne Maine og Nebraska. Her tildeles 2 valgmænd til den kandidat, der har fået flest stemmer i staten som helhed, mens der tildeles 1 valgmand pr. vundet kongresdistrikt (2 i Maine, 3 i Nebraska).

Hvor mange valgmænd er der?

Hver stat tildeles et antal valgmænd baseret på antallet af indbyggere jf. den seneste folketælling. Staterne med flest valgmænd er

• Californien (55)
• Texas (36)
• New York (29)
• Florida (29)
• Illinois (20)
• Pennsylvania (20)
• Ohio (18)

Det mindste antal valgmænd, der tildeles staterne med færrest indbyggere (fx Wyoming, Vermont, Montana), er 3.

Det totale antal valgmænd er 538. Den kandidat, der opnår 270 eller flere valgmænd, er valgt til præsident. Det samme gælder vicepræsidenten.

Hvis ingen kandidat opnår 270 valgmænd, vælges præsidenten af Repræsentanternes Hus, hvor hver stat normalt er repræsenteret efter folketal. I den særlige situation, hvor Repræsentanternes Hus skal vælge præsidenten, træder man sammen i en særlig session, hvor hver stats delegation har én stemme. Den enkelte stats delegation skal så afgøre med sig selv, hvilken kandidat man vil pege på. I praksis ville det i 2020 formentlig betyde, at den Republikanske kandidat ville vinde, da Republikanerne sidder på de fleste stater.

Det har aldrig været nødvendigt at lade valget af præsident overgå til Repræsentanternes Hus, men en enkelt gang er vicepræsidenten blevet valgt på denne måde. Det var i 1836, hvor Richard Johnson blev valgt af et flertal i Repræsentanternes Hus.

Hvordan foregår udvælgelsen af kandidater?

Kandidater kan blive opstillet af politiske partier (i praksis den eneste mulighed for at vinde) eller som uafhængige kandidater. Republikanerne og Demokraterne afholder valg i hver enkelt delstat og udpeger herigennem deres kandidat. Disse kandidater er således opstillet i alle stater og distrikter.

Udover de to gamle partier, ser man oftest andre partier opstille kandidater i alle stater. Ved valget i 2016 opstillede Green Party og Libertarian Party kandidater nationalt. Ved tidligere valg har især Ross Perot, der var kandidat for Reform Party markeret sig, idet han fik næsten 20% af stemmerne ved valget i 1992 (og dermed formentlig sikrede Bill Clinton sejren over George Bush).

Endelig ser man ofte uafhængige kandidater, der kun er opstillet i én eller ganske få stater, og som dermed ikke har en reel chance for at vinde.