Vi er nået til afsnit 6 i vores historiske podcastserie om otte centrale skikkelser i USA’s historie, der har det til fælles, at de satte et stort aftryk, men ikke blev præsidenter. Igennem dem vil vi også fortælle de store linjer i landets politiske historie, og vi er nu nået til 1970’erne.
I denne udsendelse skal det derfor handle om Henry Kissinger, der blev national sikkerhedsrådgiver i 1969 og udenrigsminister i 1973 og tjente i både Nixon-administrationen og Ford-administrationen, og den tid, han gjorde karriere i. En tid, der var præget af Vietnamkrigen og USA’s forsøg på at afslutte den, af den kolde krig og af USA’s åbning af forholdet til Kina – alle tre ting, som Kissinger spillede en rolle i. Tilbage står dog også, at Kissinger fra en række forskellige kanter er blevet anklaget for krigsforbrydelser i sin tid i toppen af amerikansk politik.
Som gæst i denne episode har vi fornøjelsen af seniorforsker på Dansk Institut for Internationale Studier, Rasmus Sinding Søndergaard, der blandt andet beskæftiger sig med amerikansk udenrigspolitik og menneskerettigheder i samme. Vært er Jakob Terp-Hansen, og Rasmus udlægger Kissingers akademiske karriere, hans diplomatiske bedrifter, anklagerne imod ham – og hvad litteraturen i det hele taget giver af bud på, hvordan man kan fortolke Kissinger.
Man kan lytte med på Apple Podcasts, Spotify, Podimo eller Podbean.