Med Labor Day og konventerne bag os er der nu godt to måneder til præsidentvalget. Til trods for – eller måske netop på grund af – Kamala Harris’ føring over Donald Trump i de nationale meningsmålinger og hendes højere personlige popularitet insisterer hendes lejr på, at hun ikke er favorit.
Jen O’Malley Dillon fra kampagnen skrev således i et memo fra 1. september, at “(…) we head into the final stretch of this race as the clear underdogs”, og at kampagneholdet forventer, at svingstaterne bliver cirka ligeså tætte i år som i 2020.
Netop svingstaterne er det derfor værd at se nærmere på, og det vil vi gøre i en miniserie i disse spalter. Der tages i denne udgangspunkt i de syv tætteste stater – jævnfør analytikeren Nate Silvers estimater – og desuden de eneste af slagsen, der er rangeret som “toss ups” af både Cook Political Report with Amy Walter og Sabato’s Crystal Ball – altså, at begge kandidater står omtrent lige godt.
De syv er Pennsylvania, Michigan og Wisconsin såvel som solbæltestaterne Arizona, Georgia, Nevada og North Carolina.
I første del tager vi udgangspunkt i de førstnævnte rustbæltestater. Alle tre blev vundet af Donald Trump i 2016, før Joe Biden generobrede dem alle i 2020. Barack Obama havde i 2008 vundet dem med tocfirede marginer, og i 2009 omtalte journalisten Ron Brownstein dem endda som en del af Demokraternes “blå mur” – også selvom staterne havde været en hel tættere før Obama. Lad os gennemgå dem en for en.
Wisconsin (10 valgmænd)
Siden republikaneren Ronald Reagan tog 49 stater og derved Wisconsin i 1984, stemte ostestaten konsekvent på Demokraterne, indtil den i 2016 gik til Donald Trump. Både i 2016 og fire år senere blev staten afgjort med mindre end et procentpoints forskel, og begge år undervurderede meningsmålingerne Trump mærkbart.
Trump grundlagde sin sejr i 2016 med stor opbakning blandt hvide vælgere uden collegegrad – som det demokratiske datafirma Catalist viser, fik Obama 49 % af topartistemmen i den gruppe, mens Hillary Clinton fik 41 %. Biden fik omtrent det samme, men udvidede til gengæld Demokraternes støtte blandt hvide vælgere med collegegrad og vandt akkurat. Imidlertid er Wisconsin ofte beskrevet som en 50/50-delstat, og hvis staten ender med at blive tæt igen, vil det altså ikke være et nyt fænomen – heller ikke, hvis man går en tand længere tilbage end de to seneste præsidentvalg.
Til trods for Obamas klare sejre i 2012 og 2008 vandt John Kerry nemlig kun staten med 0,2 procentpoint i 2004 og Al Gore med det samme fire år forinden. Som noteret i en tidligere artikel om The Badger State, så har Wisconsin-eksperten Craig Gilbert for Milwaukee Journal Sentinel fundet frem til, at mens John Kerry vandt 17 af 46 “non-metropolitan counties” i 2004, så vandt Biden blot seks i 2020. Til gengæld var Biden markant stærkere i eksempelvis statens to største counties, Milwaukee og Dane (med hovedbyen Madison). Det indikerer, at delstatens politiske landskab på sin vis har ændret sig over de seneste årtier.
På nuværende tidspunkt fører Harris med 3,2 procentpoint i meningsmålingerne af delstaten ifølge Fivethirtyeights gennemsnit, hvilket dog nok stadig gør visse demokrater nervøse taget i betragtning af de upræcise målinger ved de seneste præsidentvalg. Illustrativt for delstatens vigtighed blev det republikanske partikonvent i år afholdt i Milwaukee, mens Kamala Harris’ første vælgermøde, efter Biden trak sig, endte med at blive afviklet i Wisconsin (omend det var planlagt inden Bidens exit).
Michigan (15 valgmænd)
I 2020 vandt Joe Biden The Wolverine State med 2,8 procentpoint og derved med lidt mere luft til Trump. Som The Almanac of American Politics fra 2020 redegør for, så var Michigan fra midten af 1800-tallet ellers en ganske republikansk stat, indtil den under Franklin D. Roosevelt (1929-1945) blev en mere omskiftelig og uforudsigelig en af slagsen. Et godt eksempel var 1960-valget, hvor demokraten John F. Kennedy vandt delstaten med 2 procentpoint. “Kennedy carried metro Detroit, 62%-38%, while Richard Nixon carried outstate Michigan, 60-39”, som det beskrives i det omsiggribende værk.
Fra 1992 til og med 2012 stemte staten konsekvent demokratisk ved præsidentvalg, men i 2016 tog Donald Trump sejren hjem med blot 0,2 procentpoint. Ved både 2016-valget og 2020-valget var det imidlertid den for Demokraterne mest gunstige af de tre rustbæltestater, og partiets største bastion i staten er Detroit. Biden fik således 68 % af stemmerne i statens største county, Wayne, og vandt også Oakland, nabo til Wayne og statens næststørste county, klart. Donald Trump formåede dog alligevel at holde det relativt tæt og vandt 72 af statens 83 counties.
De nuværende meningsmålinger i Michigan indikerer en fordel til Harris – hun er foran i Fivethirtyeights gennemsnit med 2,4 procentpoint, hvilket dog ingenlunde er en sikker føring. Donald Trump besøgte forleden den mindre by Potterville i Eaton County – et county, han yderst snævert vandt i 2020. Omvendt besøgte Kamala Harris’ Detroit så sent som i går – klare indikationer på, hvor væsentlig, staten opfattes.
Pennsylvania (19 valgmænd)
Endelig er der The Keystone State, vidt og bredt beskrevet som den vigtigste stat overhovedet – og også den af de tre rustbæltestater, der i øjeblikket ser tættest ud, og som indeholder flest valgmænd.
Som førnævnte The Almanac of American Politics udlægger det, var Pennsylvania så sent som ved folketællingen anno 1940 USA’s næstmest befolkede stat. Siden er staten dog rykket længere ned ad den liste, og fra at have haft 36 valgmænd i 1940 er dette tal her 84 år senere næsten halveret. Det betyder dog, som det ses, bestemt ikke, at staten ikke længere er væsentlig.
Fra 1992 og frem til 2016 stemte Pennsylvania demokratisk, indtil Donald Trump tog sejren hjem i The Keystone State. Som en analyse af Rhodes Cook i Sabato’s Crystal Ball op til 2020-valget viste, så vandt Clinton både i Philadelphia, i statens næststørste område Allegheny County og i de fire counties Bucks, Chester, Delaware og Montgomery County, der er forstæder til Philadelphia. Men Donald Trump var så stærk i resten af delstaten, som Cook inddelte det, at det var nok til at hive en sejr på omkring 54.000 stemmer hjem.
Bidens sejr i delstaten i 2020 med 1,2 procentpoint skyldtes ikke mindst hans præstation i Philadelphia-forstæderne, og i alle fire førnævnte counties forbedrede han Demokraternes stemmeandel sammenholdt med Hillary Clintons. Det går fint i spænd med den bevægelse i retning af Demokraterne, der har været i amerikansk politik i forstæderne i de senere år. Men givet at meningsmålingerne i delstaten i øjeblikket indikerer dødt løb, kan Trump sagtens løbe med pokalen i igen. Sker det, vil en del mandagstrænere muligvis hæfte sig ved, hvorfor Harris dog ikke valgte Josh Shapiro, Pennsylvanias populære demokratiske guvernør, som vicepræsidentkandidat. Harris besøgte i går i øvrigt byen Pittsburgh sammen med Biden.
Lad os afslutningsvist trække de tre stater op i helikopterperspektiv: Hvis Kamala Harris taber de fire solbæltestater, men ellers vinder alt, Biden vandt i 2020 (inklusiv Michigan, Pennsylvania og Wisconsin), så får hun præcis 270 valgmænd. I så fald er hun afhængig af blandt andet den ene valgmand i Nebraskas 2. distrikt, som iagttagere dog vurderer, at Demokraterne er favoritter til at vinde. Det er en yderst snæver vej, men den er farbar.
