I NBA finalen 2016 stødte de forsvarende mestre fra Golden State Warriors med skarpskyderen Steph Curry ind i Cleveland Cavaliers med LeBron James, der generelt betragtes som den bedste basketball spiller siden Michael Jordan. Det var en gentagelse af finalen fra året forinden, hvor Warriors slog et skadesplaget Cavaliers hold. Warriors havde netop gennemført en rekord sæson med 73 sejre mod kun 9 nederlag og havde dermed slået den tidligere rekord på 72 sejre sat af netop Michael Jordans Chicago Bulls i 1995-96 sæsonen. Warriors var således klare favoritter i 2016 og spillede sig uden de helt store problemer frem til en 3-1 føring i kampe, hvor der spilles bedst af 7. Imidlertid lykkedes det på historisk vis Cavaliers imod alle odds at vinde de næste tre kampe i streg og dermed titlen. Senere samme år lykkedes det den stærkt undertippede Donald Trump at slå storfavoritten Hillary Clinton i præsidentvalget trods det faktum at Trump havde været bagude i meningsmålingerne under stort set hele valgkampen.

Imidlertid skal man passe gevaldigt meget på med hvor meget man lægger i den fortælling. Året efter mødtes Warriors og Cavaliers atter i NBA finalen og atter bragte Warriors sig foran 3-1 (faktisk havde de været foran 3-0). Men at hævde at Cavaliers nu var favoritter fordi de året forinden havde præsteret et usandsynligt comeback, ville være åbenlyst nonsens. Således lukkede og slukkede Warriors også for Cavaliers forhåbninger i den næstfølgende kamp. Akkurat på samme vis må det betragtes som nonsens at hævde at Donald Trump er favorit, fordi han i 2016 slog Hillary Clinton imod alle odds. Alligevel er det en holdning man ofte møder, og på betting market var Trump indtil for ganske nylig stadig favorit til trods for meningsmålingerne. Det er en holdning jeg ikke mener er baseret i rationelle analyser. Jeg vil i det følgende præsentere 10 grunde til hvorfor Joseph Robinette Biden Jr. lige pt må betragtes som ganske klar favorit til at indtage præsidentembedet d.20 januar 2021.

1. Bidens nationale føring er større end Clintons
I 2016 førte Hillary Clinton ganske rigtigt over Donald Trump under det meste af valgkampen, men med en væsentlig mindre margin. Som det ses i de aggregerede målinger hos eksempelvis Real Clear Politics (RCP) var Hillary Clintons føring det sidste halve år frem til valget typisk i omegnen af 5% point. Bidens føring over Trump er derimod på omkring 8%-point og de allerseneste målinger tyder endda på at føringen er endnu større (RCP medtager desværre langt fra alle målinger).

2. Bidens føring er langt mere stabil end Clintons
Som det sås på ovenstående link fra 2016, var valgkampen dengang relativt volatil. Godt nok førte Clinton det meste af tiden, men med meget svingende marginer og i enkelte perioder stod det helt lige eller endda med små føringer til Trump. Logikken den gang var typisk at når en ny stor Trump skandale nåede medierne, så droppede han i målinger, hvorefter målingerne “normaliserede” sig igen efter et par uger. Dette har ikke været tilfældet i 2020. I al den tid der overhovedet har været målt på et Biden-Trump opgør har Biden aldrig ført med mindre end 4%-point hos RCP. Hverken Coronavirus eller Tara Reade sagen har kunnet ændre på det.

3. Målingerne tog ikke specielt meget fejl i 2016
Som vi ofte har berørt i vores podcast er det generelt en myte at målingerne ramte usædvanlig meget galt i 2016. Hos RCP stod Clinton på valgdagen til at vinde med 3,2%-point og hun vandt rent faktisk med 2,1%-point. Det er faktisk ret pænt ramt når vi snakker meningsmålinger, og tættere på det faktiske resultat end i 2012, hvor Obama slog Romney med 3,2%-point mere end ventet hos RCP. Det der derimod var tilfældet var at målingerne ramte noget forbi i en række svingstater i midtvesten. Nedenfor ses mine beregninger af afvigelsen fra sitet FiveThirtyEight’s model i svingstaterne i forhold til valgresultatet. Her ses at det især var i midtvest/rustbælte staterne (markeret med rødt) at målingerne ramte forkert, ligesom de også ramte forbi i New England staterne New Hampshire og Maine. De stater adskiller sig fra de andre svingstater på et væsentligt parameter. De er langt “hvidere”. Det er her at der bor mange af de hvide arbejderklassevælgere som Trump havde godt fat i i 2016. Så kunne man forledes til at tro at målingerne kunne fejle her igen, men mere om det senere.

4. En national sejr på 4% er formentlig nok til at vinde valget
Som vi så under punkt 2 har Biden aldrig ført med mindre end 4%-point og fører pt med mindst 8%-point. Clinton førte som beskrevet i punkt 3 med 3,2%-point på valgdagen og vandt med 2,1%. Kunne man nu forestille sig at Biden rent faktisk vandt med netop 4%-point, og alligevel tabte valgmandskollegiet? Det er bestemt teoretisk muligt ved at Biden f.eks. vinder kæmpestort i stater som Californien og New York, men taber en række svingstater snævert. Men sandsynligt er det ikke. Faktisk er der indikatorer på at Biden ville vinde såfremt han kun vandt med Hillarys margin til Trump. Det skyldes at tidlige (og usikre) indikatorer tyder på at Biden faktisk står svagere blandt latinamerikanske vælgere end Clinton, men til gengæld betydeligt stærkere blandt hvide vælgere, både med og uden college-uddannelse. Hvis dette holder burde det alt andet lige styrke Biden i de hvide midtvest-stater der gav Trump den historisk store fordel i valgmandskollegiet som vi så i 2016. Målingerne fra delstater er stadig for sparsomme til at vi for alvor kan konkludere på dem, men det billede vi foreløbig har tyder på at Biden fører eller står lige med Trump i stort set alle svingstater, selv i flere af dem som Trump SKAL vinde for overhovedet at gøre sig nogen forhåbninger.

5. Amerikanerne kender Trump nu og de kan ikke lide hvad de ser
Normalen i USA er at præsidenters popularitet (målt via de såkaldet approval ratings) svinger en hel del i løbet af deres præsidentskab i takt med gode og dårlige sager der dukker op. Det har mildest talt ikke været tilfældet med Donald Trump, der har haft de suverænt mest stabile approval ratings i USA’s historie. Og de er vel at mærke stabilt dårlige. Trump har som den eneste præsident nogensinde, aldrig haft en approval rating på over 50%. Hans approvals ligger typisk i spændet mellem 41-43%. Det er i sig selv et krisetegn, men kunne måske overkommes såfremt der var en stor gruppe vælgere der ikke rigtig havde nogen holdning til Trump. Det er bare ikke tilfældet. Hans disapproval rating – altså folk der aktivt synes at han gør det dårligt – har ligget over 50% stort set hele valgperioden, og ligger typisk på omkring 52-53%. Når over halvdelen af vælgerne synes at du gør det decideret dårligt, så er det selvsagt svært at vinde genvalg. Trump kan ikke længere spille på at han er den ubekendte faktor der måske kan skabe noget nyt og spændende eller ændre Washington, som han kunne i 2016.

6. Amerikanerne hader ikke Joe Biden
En af årsagerne til at Trump kunne vinde i 2016 var at der var betydelig skepsis og ligefrem had imod Hillary Clinton. Hillary Clinton var den næstmest upopulære præsidentkandidat i historien, ironisk nok kun overgået af Donald Trump. En hovedårsag til at Trump vandt var at han fik det store flertal af de vælgere der hverken kunne lide ham eller Clinton. Clinton inspirerede altså så mange negative følelser at folk var villige til at stemme på en mand de heller ikke kunne lide, blot for at slippe for Clinton. Selvom der ikke findes solidt empirisk materiale på det er der ikke noget der tyder på at Joe Biden er bare i nærheden af at inspirere samme had. Der er nogenlunde lige mange amerikanere der har en positiv som en negativ holdning til Biden pt og det er endda efter Reade sagen der bragte ham i unåde hos dele af vælgerkorpset. Det skal ses i relation til Trump, der stadig er personligt stærkt upopulær. Hvis Trump gambler på at folk igen vil stemme på ham for at slippe for modkandidaten, så ser det meget tvivlsomt ud.

7. Demokraterne er mere samlede denne gang
Der er flere amerikanere der er tilbøjelige til at stemme på demokrater end republikanere i USA. Derfor handler det for demokraterne i høj grad om at få sine vælgere til rent faktisk at dukke op til valget. Det lykkedes ikke særlig godt i 2016, hvor mange demokrater slet og ret blev hjemme. Det skete for den del Bernie Sanders tilhængere, men antageligvis også for en del demokrater der tænke at sejren alligevel var hjemme. Den form for “complacency” findes formentlig ikke i 2020 efter Trumps chokerende comeback-sejr i 2016. Ligeledes har Bernie Sanders selv støttet langt mere helhjertet op omkring Joe Biden end han gjorde omkring Clinton i 2016. George Floyd sagen har endvidere medvirket til at Biden-modstandere på venstrefløjen der havde svoret aldrig at stemme på Biden, som eksempelvis Kyle Kulinski eller Krystal Ball, nu måske er ved at ændre mening.

8. Tredje partier står svagere i 2020 end i 2016
Et generelt billede de senere år har været at tredje parti kandidater primært skader den demokratiske kandidat. Dette var i hvert fald tilfældet i 2016. I 2020 stiller hverken Gary Johnson (Libertarian party) eller Jill Stein (Green party) op og med al respekt for Jo Jorgensen og Howie Hawkins, så har de slet ikke samme nationale platform og det ville overraske mig såfremt de kunne replikere deres partiers respektive valgresultater fra 2016.

9. Økonomien kan formentlig ikke redde Trump
Der er næppe nogen tvivl om at Trump og republikanerne lige nu håber på en hurtig vending af økonomien efter Coronakrisen. Trumps styrke i meningsmålingerne er netop at amerikanerne har mere tillid til ham end Biden, når det handler om at håndtere økonomien. Vender økonomien hurtigt kan Trump forsøge at skabe den fortælling at fortsat genopretning afhænger af at han bliver genvalgt. Imidlertid skal vi huske på at amerikansk økonomi – i hvert fald på overfladen – så rigtig god ud for blot få måneder siden, og hvordan stod det så i målingerne dengang? Jo, der førte Biden såmænd med omkring 5%-point. Nuvel, det her ER et af de få politiske spørgsmål der rent faktisk kan rykke noget, men det må stadig betragtes som relativt usandsynligt at økonomien redder Trump.

10. Trump har et meget lavt loft
Donald Trump har været den mest divisive præsident i nyere tid. Han har ivrige fans blandt sin base, der nærmest tilbeder den jord han træder på, men har ikke gjort noget for egentlig at udvide sin base. Det betyder at diverse skandaler reelt preller af på Trump, men det betyder også at eventuelle positive ting heller ikke hjælper Trump meget. Han er stabilt upopulær uanset hvad han gør. Et mål på hvor stor en tilslutning Trump kan få kan måske ses i forbindelse med Coronakrisen. En udefra påført krise som Coronakrisen vil typisk skabe en “rally-around-the-flag” effect, hvilket vi også har set i stort set alle lande, som f.eks. herhjemme. I USA fik Trump også et lille rygstød i meningsmålingerne og opnåede de højeste approval ratings i hele hans præsidentskab (hvis vi ser bort fra de allerførste dage). Hvad var så hans approval rating, da det gik allerbedst? 45,8% ifølge FiveThirtyEight. Og det varede ganske kort tid, så var hans approval ratings tilbage i vant territorie. Dette er en indikation på at Trump ikke har særlig meget rum for vækst i vælgerhavet og det i sig selv gør forestillingerne om et storstilet comeback mindre sandsynligt.

Ovenstående var 10 gode grunde til at Joe Biden må betragtes som klar favorit lige pt. Nuvel, dette er et øjebliksbillede, men med indikationer på at det ser rigtig svært ud for Trump, også fremadrettet. Der kan ske meget i politik på 5 måneder og der er selvfølgelig muligheder for at Trump kan overraske igen, bruge beskidte kneb, eller at demokraterne spænder ben for sig selv, som de har et vist talent for. Hvad der skal til for at det kan ske bliver emnet for en senere artikel.