De sidste dage: Fire ting at huske

Foto: Gage Skidmore.

Vi har bevæget os ind på opløbsstrækningen, og tirsdag bliver det så endelig valgdag i USA. I slutspurten mellem Donald Trump og Joe Biden kan det være nyttigt at holde sig nogle ting for øje – her er fire af disse:

1) Joe Biden er klar favorit…

Uanset hvordan man vender og drejer den, er Joe Biden klar favorit til at blive den næste amerikanske præsident. Han er foran med små 9 procentpoint i Fivethirtyeights gennemsnit af nationale målinger og er ydermere favorit til at vinde alle stater, som Hillary Clinton vandt i 2016 og Maines 1. kongresdistrikt, der giver 1 valgmand. Hvis han vinder her, vil han have 232 valgmænd. Hertil kommer så en klar favoritværdighed i Michigan, Wisconsin og Nebraskas 2. kongresdistrikt. Dette vil bringe ham på 259 valgmænd – 11 fra at nå de magiske 270. Disse kan han sikre sig på flere forskellige måder – fx i Pennsylvania. Ifølge New York Times vil Biden også vinde valget, selv hvis delstatsmålingerne skulle tage ligeså meget fejl som i 2016.

2) … Men Donald Trump kan stadig vinde!

I Fivethirtyeights forecast har Donald Trump i øjeblikket 10 % sandsynlighed for at vinde præsidentvalget (Biden har 90 %). The Economist er mindre generøse og giver præsidenten 4 % sandsynlighed for at vinde. Lad os dermed – for sjov og velvidende, at det er en klassisk fejlslutning – sige, at sandsynligheden er 7 %: Det skal man ikke runde ned til 0 %. Der er en sandsynlighed for, at det kan ske, at Donald Trump slår Joe Biden. Du kan jo i din egen hverdag eksempelvis overveje, om du ville spille Lotto, hvis der var 7 % sandsynlighed for at vinde den store pris.

Samtidig er billedet i alle nøglestaterne ikke lige rosenrødt for Biden. I Pennsylvania, den mest sandsynlige tipping point-stat, er Bidens føring 6 procentpoint ifølge New York Times og godt 5 procentpoint ifølge Fivethirtyeight. Som førstnævntes Nate Cohn skrev i går: “Whether Mr. Biden has a significant lead or only a modest one really comes down to Pennsylvania. If he’s up by eight points in Pennsylvania, the president is looking for a miracle. But if it’s only four points, Mr. Trump’s in range where a fairly normal polling error might get him over the top — like four years ago.” Florida er en anden stat, som Trump sagtens kan vinde – her er det dog vigtigt at huske, at Biden godt kan vinde uden Florida. Det kan Trump ikke.

3) 2020 er ikke 2016

2020 er ikke at sammenligne med valget i 2016 af mange grunde. En af dem er, at Joe Biden er en langt mere populær kandidat end Hillary Clinton og Donald Trump. I 2016 var Hillary Clintons og Donald Trumps net favorability ratings i den grad negative pr. RealClearPolitics. I 2020 er Trumps det fortsat – det er Bidens til gengæld ikke. Samtidig er meningsmålingerne anderledes end i 2016 – der er væsentligt færre vælgere i 2020, der samlet set ikke vælger Trump eller Biden, end i 2016. Bidens føring er altså mere robust end Hillary Clintons i 2016.

4) Pas på med at lægge vægt på begivenheder

Der har selvfølgelig været begivenheder, der har skullet lægges vægt på i valgkampen. Men der er også mange, som man nok ikke bør tillægge betydning i forhold til valgkampens dynamik, fx de nye økonomiske tal, hvor USA i tredje kvartal oplevede vækst på 7,4 % (ikke godt 33 %, som man ellers kan foranlediges til at tro!!!!), eller Trumps mange rallies. For at tage fat i sidstnævnte om rallies viste en analyse af statskundskabsprofessor Alan Abramowitz i Sabato’s Crystal Ball, der tog udgangspunkt i 2016-valgkampen, at “the relative number of campaign trips to a state by Trump and Clinton had no effect on the results. In contrast, the 2012 results strongly predicted the 2016 results.” Derudover beskrev Abramowitz, at Trumps “performance relative to Romney was not affected by the number of events that he held in a state compared with Clinton.” Pr. analysen af Abramowitz må det antages, at “(…) whether either campaign holds live rallies and whether one holds more rallies than the other will probably have little or no impact on the election results at the state level.”

Med andre ord er der altså grund til at møde betydningen af rallies – og mange andre begivenheder – med skepsis.

About the Author

Jakob Terp-Hansen
Redaktør på USAPol.dk.