Warszawa: I februar holdt Elbridge Colby, Pentagons nummer tre, en tale til NATO’s forsvarsministermøde. Her udlagde han den amerikanske NATO-politik: Europa skal stå for det primære konventionelle forsvar af kontinentet, mens USA opretholder den udvidede nukleare afskrækkelse.

Samme toner lyder i strategipapirerne fra administrationen, og Colbys vision kalder han selv for NATO 3.0 – modsat det, han døbte NATO 2.0, der for ham at se handlede om “out of area”-operationer og substantiel nedrustning på kontinentet.”

USA har andre prioriteter, og NATO 3.0 “er ikke en tilbagetrækning fra Europa. Det er til gengæld (…) strategisk pragmatisme.” Og politikken vil angiveligt ikke ødelægge den transatlantiske alliance, men styrke den.

Med den helt nye virkelighed, som både NATO og det transatlantiske forhold befinder sig i under Trump, var det også naturligt, at nogle af de første paneler på årets Warsaw Security Forum, som USAPol var til stede ved, handlede om både NATO 3.0 såvel som europæisk forsvarsevne.

På en af konferencens første seancer slog den amerikanske NATO-ambassadør Matthew Whitaker igen fast, at Europa skal træde i karakter på forsvarsområdet, men han lod også forstå, at amerikanerne angiveligt elsker europæerne – en noget anden tone end den, man eksempelvis kunne finde i den nationale sikkerhedsstrategi.

Sådanne udmeldinger afspejler således også den usikkerhed, der er om NATO 3.0 og validiteten af konceptet.

For en ting er, hvad eksempelvis Elbridge Colby – eller Whitaker for den sags skyld – siger. Noget andet er, hvad præsident Donald Trump i sidste ende siger.

Et forsigtigt Europa

Det er uklart, i hvor høj grad USA under Trump har planer om at blive i Europa taget det igangværende global posture review i betragtning. Den blev Whitaker også spurgt til på det førnævnte panel, men ville ikke løfte sløret for den.

Implikationerne er dog væsentlige for Europa, påpeger Julianne Smith, der var amerikansk NATO-ambassadør under Joe Biden, over for USAPol: “Det er helt normalt, at en ny administration laver et posture review, men i år er det særligt signifikant, fordi USA har lagt så stor vægt på, at Europa skal gøre mere.”

“Og derfor er spørgsmålet, om USA vil skære så meget ned på deres troppeantal, at Europa skal stå på egne ben med det samme, eller om det vil foregå gradvist. Og det ved vi ikke. Jeg tror, Pentagon ser et højt antal tilbagetrækninger for sig, men det er uklart, hvad Det Hvide Hus vil”, fortsætter Smith.

Ifølge den tidligere NATO-ambassadør vil Europa stå i “en svær kattepine”, hvis tilbagetrækningen drejer sig om 25-30 % af tropperne. Her skal det desuden nævnes, at den amerikanske kongres har vedtaget lovgivning, der skal forhindre administrationen i drastisk at reducere antallet af tropper uden at have konsulteret Kongressen og allierede.

Ser man på de amerikanske styrker i Europas funktion, så påpegede en rapport fra Center for Strategic and International Studies sidste efterår, at de udgør “a de facto rapid response ground force against a Russian invasion.”

Eller som Smith forklarer: “Tropperne er der ikke kun for europæerne, de kan også blive rykket til eksempelvis Mellemøsten. Men de er der også for at tjene en afskrækkende funktion og for at agere, hvis russerne angriber europæerne konventionelt.”

Den amerikanske støtte til europæernes forsvar handler imidlertid ikke kun om tropper, men også om eksempelvis strategiske enablers, hvor europæerne endnu er afhængige af amerikanerne.

Julie Smith understreger, at strategiske enablers er et bredt begreb. Men som hun siger: “Europæerne mangler blandt andet lufttankningskapabiliteter og ISR-kapabiliteter [efterretning, overvågning og rekognoscering red.].”

“Nogle af de europæiske lande skal investere i strategiske enablers, så USA ikke altid skal levere dem – og det er noget, der skal ske over tid.”

En utroværdig afskrækkelse?

Det andet ben i NATO 3.0 er som nævnt den nukleare afskrækkelse, som amerikanerne lover at opretholde.

For det kan godt være, at USA lægger op til en arbejdsdeling mellem det konventionelle og nukleare.

Men spørgsmålet er, om man overhovedet kan adskille konventionelt forsvar og nuklear afskrækkelse, sådan som NATO 3.0-tilgangen lægger op til.

Førnævnte Whitaker siger ganske vist kortfattet til USAPol, at man absolut kan stole på den amerikanske, nukleare afskrækkelse. Men det er ikke alles vurdering.

“Nuklear afskrækkelse betyder, at USA gør det klart, at de er villige til at risikere noget af deres eget hjemland for et andet NATO-land. Og hvis det skal være troværdigt, skal det hænge sammen med den amerikanske, konventionelle tilstedeværelse i Europa”, siger Claudia Major, som er Senior Vice President i German Marshall Fund, til USAPol og fortsætter:

“Amerikanerne skal med andre ord vise, at de stadig har skin in the game i Europa. Og derfor fungerer den opdeling, som Colby blandt andet lægger op til, traditionelt set ikke.”

“Og når Trump i NATO-regi siger, at Spanien er en tabt sag, kan man så virkelig regne med, at Trump vil forsvare Spanien?”

På den mere optimistiske side finder man omvendt Julie Smith, der siger: “Jeg er faktisk villig til at tage Trump-administrationens ord for det, når de siger, at de ikke vil røre den nukleare afskrækkelse. Ingen i administrationen har givet mig det indtryk, at det er en reel mulighed.”

Europæisk uafhængighed?

Endnu et spørgsmål med hensyn til oprustningen og forsvaret af Europa er, om man på den ene side både kan opruste og samtidig reducere afhængigheden af amerikanerne ved at lade være med at købe amerikanske våben og desuden prøve at blive uafhængig på andre områder.

Det spørgsmål om uafhængighed er også blevet en del af den europæiske debat, for kan man leve med at være afhængige af amerikanerne, når selvsamme USA eksempelvis har anfægtet rigsfællesskabets territoriale integritet?

Ifølge Claudia Major gør europæerne ofte flere ting på en gang, og hun peger på Tyskland som et eksempel:

“Tyskerne bygger kapabiliteter inden for dybe præcisionsangreb sammen med Storbritannien, men de har også købt Tomahawks fra USA.”

“Og der kan man på den ene side sige, at tyskerne burde agere europæisk og undgå at forlænge en afhængighed, der kan blive brugt imod os. Men på den anden side kan du argumentere for, at køber man amerikanske våben, holder man USA inde i alliancen”, lyder hendes vurdering.

Og idéen om at “købe europæisk” på forsvarsområdet har ikke ligefrem huet amerikanerne udelt.

Politico har berettet om, at amerikanerne bag lukkede døre eksempelvis har givet klart udtryk for utilfredshed med europæisk nedprioritering af dem, og offentligt har de ligeledes givet udtryk for, at de ikke vil have, at deres virksomheder bliver holdt uden for markedet.

Årsagen til det har økonomiprofessor på Universitetet i Bruxelles, Guntram Wolff, som USAPol også møder i Warszawa, en klar idé om:

“Jeg vil tro, at præsident Trump har beordret sin stab til at sikre, at amerikanerne fortsætter med at tjene penge. Det er hans klare interesse.”

“Men hvis du kigger på den amerikanske forsvarsindustrielle base, så har de altså ikke et efterspørgselsproblem – de har et produktionsproblem. Næsten alle F-35-fly [der er amerikansk red.], som bliver leveret internationalt, leveres med betydelige forsinkelser”, lyder det fra Wolff, der blandt andet har været med til at udarbejde et studie om tendenserne i europæisk våbenimport.

Pointen om industrien blev i øvrigt også leveret af Whitaker på konferencen.

Derudover har Guntram Wolff kaldt erhvervelse af amerikanske våben for “en sikkerhedsrisiko”, og for ham at se må europæerne således prioritere, nå ja, europæisk:

“I de sidste par år har vi faktisk set, at europæerne ikke retter deres efterspørgsel mod den amerikanske forsvarsindustrielle base i samme omfang som tidligere”, forklarer økonomiprofessoren.

“Men det er sket for meget nylig. Og vi har stadig problemer – et konkret problem er, at Europa har mangel på Patriot-missiler, og dem leverer USA ikke, fordi de er begrænsede.”

“Europa har altså stadig stor afhængighed af amerikanerne, og det handler ikke kun om luftforsvaret, men også om softwarebaseret teknologi, der for eksempel har betydning for F-35-kampflyene.”

Det betyder, at europæerne har bevæget sig i den for Wolff positive retning, men når det kommer til at reducere afhængigheden af USA, så er kontinentet stadig ikke, hvor det bør være.

“Jeg har siden 2023 advaret om, at vi bør reducere vores afhængighed af amerikansk teknologi og prioritere europæisk teknologi. Hvis vi havde gjort det på eksempelvis luftforsvarsområdet, så ville vi stå meget bedre, end vi faktisk gør lige nu.”

Wolff har derfor to anbefalinger til europæerne: Køb europæisk og køb moderne udstyr frem for det gamle.

“Hvis du gør de to ting, så tror jeg, at den forsvarsindustrielle base vil tilpasse sig hurtigt og kunne levere alt det, som europæisk forsvar har brug for.”

Alt det understreger, at selvom snart sagt alle er enige om behovet for mere europæisk oprustning, så kommer den oprustning ikke desto mindre med dilemmaer og spørgsmål.

Eller som Claudia Major formulerer det:

“De europæiske lande diskuterer, hvordan et mere europæisk NATO kan se ud. Men de gør det med forsigtighed og bag lukkede døre, for europæerne vil ikke være dem, der så at sige underskriver skilsmissepapirerne med USA.”

Major understeger dog, at hendes indtryk er, at diskussionerne om et mere europæisk NATO i den grad foregår. Hvordan det kan komme til at se ud, må tiden i så fald vise.