Det har ligget i luften, men nu har Demokraterne meldt ud: Hvis republikaneren Marjorie Taylor Greene gør alvor af sit “mistillidsvotum” mod speaker Mike Johnson, så kommer Demokraterne ikke til at bakke op. Og da Johnson med sit papirstynde flertal i Huset vil være afhængig af oppositionspartiet i en sådan afstemning, er udmeldingen for nu en jobgaranti og et forsøg på en form for stabilitet i Repræsentanternes Hus.
Rent teknisk vil Demokraterne stemme for en “motion to table”, der kort sagt betyder, at Greenes “mistillidsvotum” vil blive hældt ned ad brættet, inden det kommer til egentlig afstemning. Visse demokrater vil muligvis stemme imod partiledelsen, men der er rigelig opbakning internt i partiet til at kunne frede Johnson. Det hele handlede om, hvad partiets lederskab – anført af minoritetsleder Hakeem Jeffries – besluttede sig for. Og i deres udtalelse hed det: “At this moment, upon completion of our national security work, the time has come to turn the page on this chapter of Pro-Putin Republican obstruction. We will vote to table Rep. Marjorie Taylor Greene’s Motion to Vacate the Chair. If she invokes the motion, it will not succeed.”
Johnson har med andre ord leveret på spørgsmålet om udlandsbistand, heriblandt støttepakken til Ukraine, og er samtidig lykkedes med at bevare sit job på den korte bane. Som kongreseksperten Matt Glassman tidligere har påpeget, har Johnson grundlæggende ikke en “procedural coalition” eller 100 procents kontrol over sit flertal i Huset, og det er denne situation en god illustration af. Demokraterne er set fra Johnsons perspektiv et nødvendigt onde.
Greene har endnu ikke meldt definitivt ud, hvad hun vil gøre, men vil i dag afholde en pressekonference med Thomas Massie, en anden af de i alt tre republikanske politikere, der støtter at fjerne Johnson. Hun kan selvfølgelig godt vælge at gå videre uden resultat, eller hun kan rase over, at Johnson regerer på Demokraternes nåde. Begge dele vil være varianter af politisk teater.
Men hvorfor vælger Demokraterne egentlig at lade speakeren beholde jobbet? Ser man kynisk på det, kunne man fremføre: Ukrainepakken og de andre tiltag er gennemført. De kan sammen med de tre republikanere godt fjerne ham fra embedet, hvis de vil – og samtidig have fået den ønskede politik igennem. Og herefter kan endnu et internt magtspil hos Republikanerne følge, efter en speaker er blevet fjernet – for anden gang denne kongres. Dermed kan Demokraterne jo bare fremstå som det voksne, kompetente og rolige parti, mens Republikanerne er alt det modsatte – kunne man hævde.
Men som NBC News beskrev det, ønsker ingen demokrater ganske vist Johnson som speaker, men det lader til, at de vurderer det som deres bedste mulighed for at udøve indflydelse og skabe stabilitet at lade ham bevare jobbet, nu hvor de politiske realiteter er, som de er.
Og så er det også værd at hæfte sig ved en anden dynamik, som førnævnte Matt Glassman gjorde, og som kan forklare, hvorfor Johnson kan beholde sit job, men tidligere speaker McCarthy ikke kunne: McCarthy kunne måske være kommet Demokraterne i møde i større omfang – men så havde han mistet adskillige republikanere. Og som Glassman skriver, handlede det om, at “A lot of people really didn’t like McCarthy. Dems didn’t trust him (with good reason). Conservatives didn’t think much of him, obviously.” Den risiko har ikke været der for Johnson på samme måde, og det har selvsagt gavnet ham.
Såvel som den mindst dårlige løsning for Johnson er at forblive speaker med demokratisk hjælp, er den mindst dårlige løsning for Demokraterne måske at bevare status quo. Det ved vi selvfølgelig ikke. Måske bliver forholdet dårligere. Måske ville det rent strategisk være bedre at tage endnu en tur i manegen og lade Republikanerne vælge en tredje speaker, hvis det bliver muligt. Vi får dog ikke svaret i denne omgang.
