I sidste uge holdt den republikanske speaker Mike Johnson en opsigtsvækkende pressekonference om støtten til Ukraine: “I am a Reagan Republican. I think America is an exceptional nation, the greatest nation in the history of the world. I believe because of that we have a very special responsibility”, sagde Johnson og talte derved USA’s rolle i verden helt op – endda med Reagan-referencer, der i dagens Trump-dominerede republikanske parti er bemærkelsesværdige. Han påpegede også: “History judges us for what we do. This is a critical time right now.” Repræsentanternes Hus måtte med andre ord vedtage støtte til Ukraine.
Da vi nåede slutningen af sidste uge, blev det så klart, at Ukrainepakkens udsigter var gode. Fredag klarede et stort flertal en procedureafstemning herom, og lørdag blev pakken så endeligt vedtaget i Huset med 311 stemmer for. Endelig godkendelse i Senatet udestår, men det er en formalitet, og afstemningen ventes at klares allerede i dag. Kritisk vigtig amerikansk støtte til Ukraine er på vej.
Det var ikke givet, at Huset ville nå hertil. Med usikkerheden hængende som et åg havde adskillige politikere blandt andet underskrevet en discharge petition, der i korte træk er en mekanisme, hvorpå man kan fremtvinge en afstemning uden om speakeren. Den blev dog ikke nødvendig. At Johnson besluttede sig for at gå hele vejen og definitivt smide sit lod i vægtskålen på denne facon, skyldes blandt andet de efterretninger, han har modtaget om situationen i Ukraine, har flere lagt vægt på. New York Times’ Catie Edmonson beskrev blandt andet, hvordan en briefing, Johnson modtog tilbage i februar, tilsyneladende gjorde et stort indtryk. Der er desuden blevet peget på, at Johnsons religiøse overbevisning og praksis var med til at forme hans tilgang til spørgsmålet.
Med Ukraineafstemningen fik Johnson i al fald både en politisk og en taktisk sejr. Hele forløbet og selve afstemningen har imidlertid også illustreret det, der hele tiden har været Johnsons udfordring. For som analytikeren Matt Glassman gang på gang har pointeret, så har Johnson ikke en såkaldt “procedural koalition” i eget parti, som han kan regne med, når det kommer til procedureafstemninger. Det samme gjaldt for tidligere speaker, Kevin McCarthy, og i denne kongres har der derfor været et højt antal af fejlslagne procedureafstemninger.
Den overordnede realitet måtte Johnson – og må han stadig – manøvrere i. Der var heller ikke et republikansk flertal for Ukrainestøtten, og partiets medlemmer stod for en tredjedel af det samlede antal ja-stemmer for pakken. Johnson måtte forme en koalition med Demokraterne. Det gjorde han.
Og det kommer han måske til at skulle gøre igen. For mens det her har udspillet sig, har Johnson haft en mere eller mindre reel trussel om at lide samme skæbne som Kevin McCarthy og blive fjernet fra embedet – denne gang på initiativ af Marjorie Taylor Greene fra Georgia. Ender det med endnu en afstemning om Johnsons fremtid, hvilket fortsat er usikkert, får han brug for demokratiske stemmer til at klare frisag. Dem ville de ikke give McCarthy, blandt andet fordi forholdet mellem ham og Demokraterne var så dårligt. Men måske vil de give dem til Johnson. Evident synes det i hvert fald, at den demokratiske stemning omkring ham er meget anderledes end i McCarthys tilfælde. Søndag sagde det demokratiske medlem af Huset, Ro Khanna, eksempelvis i The Week på ABC News: “He did the right thing here and he deserves to keep his job to the end of this term.”
I sidste ende, som det også er blevet bemærket i anden sammenhæng, skal man holde øje med Demokraternes minoritetsleder Hakeem Jeffries. Beslutter han sig for, at Demokraterne bør redde Johnson, så gør de det. Det er særdeles svært at forestille sig andet. Enkelte republikanere i Huset har opfordret Johnson til at gå af, men det vil han selvfølgelig ikke.
Selvom Demokraterne skulle hjælpe Johnson ud denne gang, eller hvis et “mistillidsvotum” ikke kommer på tale, vil Johnson dog stadig skulle operere under den realitet, at det blot kræver et enkelt medlem at fremsætte et “mistillidsvotum”. I sidste uger var der forlydender om, at Johnson overvejede mulighederne for at ændre den regel, men han måtte erkende, at han ikke havde stemmerne – og som CNN rapporterede i weekenden, var Demokraterne også tøvende over for en sådan manøvre. Endvidere skal man huske, at bare fordi Demokraterne hjælper Johnson en enkelt gang, behøver de ikke gøre det, hvis det skulle blive aktuelt en tredje gang. Og jo længere tid der går, jo mindre kan Demokraterne også ende med at føle, at de skylder Johnson.
Denne kongres har været særdeles kaotisk, og der kan såmænd godt komme endnu mere kaos. Det betyder også, at Demokraterne står godt. De har oplevet et enormt internt slagsmål hos Republikanerne om at vælge en ny speaker efter McCarthy. Nu har de fået støtte til Ukraine igennem. Og skulle Johnson på en eller anden måde miste hammeren, så kan de meget vel observere endnu en langstrakt, republikansk kamp for at finde en afløser. Det er ikke ligefrem et dårligt sted at stå som mindretalsparti.
Tilbage står, at Johnson kom igennem det politiske farvand, og Ukrainestøtten nu er igennem Huset. For nu er han stadig speaker. Men forudsigelig har denne kongres ikke været.
