Der er faktisk tre valg om, hvem der skal lede en delstat til efteråret. Californiens recall-valg, New Jerseys guvernørvalg og så Virginias guvernørvalg. Førstnævnte og sidstnævnte er imidlertid de mest interessante – ved valget i New Jersey er demokraten storfavorit.
Så lad os dvæle lidt ved guvernørvalget i Virginia, der afholdes 2. november i år. Den demokratiske guvernør fra 2014-2018 Terry McAuliffe møder den republikanske erhvervsmand Glenn Youngkin. Den nuværende guvernør Ralph Northam er ikke på valg, fordi Virginias forfatning ikke lader siddende guvernører genopstille.
I løbet af 40 år (fra 1977-2017) er det kun sket en enkelt gang, at vinderen af Virginias guvernørvalg har været fra det samme parti som den siddende amerikanske præsident, nemlig i 2009, hvor netop McAuliffe vandt med under tre procentpoint. Ellers går Virginia i en anden retning.
Spørgsmålet er dog, hvor meget værdi den regel har. Den er nok begrænset. Der er mange andre grunde til, at Virginias guvernørvalg er faldet ud, som de har gjort (mere om det i fremtidige artikler), og mængden af data i løbet af de 40 år er ikke stor. Hertil kommer, at Virginia efterhånden kan kaldes en demokratisk stat. Ved præsidentvalget i 2020 vandt Joe Biden med godt 10 procentpoint, mens han vandt nationalt med cirka 4,5 procentpoint, hvilket indikerer, at Virginia bestemt er mere demokratisk end nationen som helhed. Derudover har Republikanerne ikke vundet et eneste valg på delstatsniveau i Virginia siden 2009. Lægger man det sammen med meningsmålingerne, er McAuliffe bestemt favorit på nuværende tidspunkt.
Netop meningsmålingerne indikerer en føring til McAuliffe. I en nylig Change Research-måling, foretaget fra 17-21. august, er han eksempelvis foran med seks procentpoint (49 % mod 43 %), mens en måling fra Christopher Newport University indikerede, at han var foran med ni procentpoint (50 % mod 41 %).
Ikke alle målinger er så rosenrøde, skal det nævnes. En anden måling fra Virginia Commonwealth University (VCU), foretaget fra 4-15. august, indikerede en føring på tre procentpoint (40 % mod 37 %), men Youngkin har ikke været foran McAuliffe i en eneste måling, som indgår i Fivethirtyeights oversigt. Det virker altså som et spørgsmål om, hvor meget McAuliffe fører, ikke om han fører. Det er dog værd at bemærke, at der er blevet rettet metodisk kritik mod flere af de målinger, der er blevet foretaget – hvoraf ikke alle er nævnt i artiklen – for eksempel ovenstående fra VCU. Jeff Singer fra Daily Kos Elections kritiserer den blandt andet for at måle over en periode (4-15. august), der er betydeligt længere end det ideelle og for andre metodiske valg. Kritikken af perioden, der måles i, kan i mindre grad også kan rettes mod Christopher Newport University-målingen.
Uanset peger målingerne i øjeblikket på McAuliffe – men der er stadig godt og vel to måneder til valget. Tingene kan ændre sig, og Glenn Youngkin har en mulighed for at blive statens næste guvernør.
Opdateret 18. september 15:22: Af artiklen fremgik det tidligere, at Republikanerne ikke har vundet et valg på delstatsniveau i Virginia siden 2012. Det er misvisende. Man skal derimod tilbage til 2009 for at finde en republikansk sejr på delstatsniveau i Virginia.