På overfladen synes primærvalgene ikke at have været andet end en bragende succes for Donald Trump. Uden problemer har han fejet al modstand af banen, senest i South Carolina, og han kommer til at vinde den republikanske nominering, medmindre hans juridiske problemer på en eller anden facon skulle spænde ben for det, hvad intet lige nu tyder på.

Imidlertid har visse iagttagere peget på, at Trumps resultater indeholder svagheder, der kan vise sig problematiske for ham til efteråret. New York Times’ Nate Cohn noterede sig også, at Trump har klaret sig lidt dårligere end forventet, målt på meningsmålingerne, uden at de dermed har skudt alt for meget forbi.

En ting er dog at klare sig ringere end forventet – noget andet er, om resultaterne i sig selv var dårlige. Der er mange måder, man kan analysere tallene på, og jeg vil i det nedenstående derfor udelukkende fokusere på, om Trumps overordnede stemmeandel – og margin giver ham grund til bekymring.

For at simplificere så lad os sige, at man kan udlægge hans hidtidige præstationer på to måder:

Trump er suveræn

Argumentet her er ligetil: Trump har klaret sig historisk godt, og hans endelige sejrsmarginer var overvældende. Han har konsekvent vundet med over 10 procentpoint, og eksempelvis vandt han 98 ud af 99 counties i Iowa, mens Haley kun vandt tre i South Carolina – i hendes hjemstat. Trumps svageste delstat var New Hampshire, hvor han alligevel vandt tocifret og ganske sikkert.

Helt grundlæggende ville ovenstående på sin vis altid være en yderst succesfuld primærvalgkamp. Hans frontløberstatus er slet og ret ikke blevet draget i tvivl under valghandlingerne.

Trump burde klare det bedre

Man kan principielt altid sige, at en politiker burde have klaret sig bedre i et valg, men noget kunne tyde på, at det rent faktisk er tilfældet for Trump, der – jævnfør denne argumentations logik – ikke er en normal kandidat, men tidligere præsident med en enorm popularitet.

Spørgsmålet er derfor ikke, om han vinder stort, men om han ikke burde vinde endnu større.
Tilhængerne af den påstand har en sag. I de tre hidtil vigtigste valghandlinger – Iowa, New Hampshire og South Carolina – har der konsekvent været minimum 40 %, der ikke har stemt på Trump, og hans bedste resultat har her været cirka 60 % af stemmerne i South Carolina – hvis vi her ser bort fra det lille caucus på Virgin Islands, afholdt tidligere på måneden, og Nevadas caucus, hvor han ikke havde nævneværdig modstand.

Er 60 % egentlig videre imponerende for en præsidentkandidat, der ganske vist ikke er siddende præsident, men har haft posten før? Og indikerer disse nuancer i primærvalgene, at Trump op til præsidentvalget i november er svagere, end vi tror?

Svarene på det spørgsmål kan vi også dele i to.

Ser man på Trumps resultater, som man ville gøre, hvis han var siddende præsident – som politologen Nolan McCarty opfordrer til – bliver de mindre imponerende. Det er som bekendt ikke helt tilfældet her, men tidligere har siddende præsidenter, der har mødt reel modstand under primærvalget, ikke opnået genvalg. Tænk blot på George H. W. Bush i 1992, der blev udfordret af Pat Buchanan og endte med at tabe til Bill Clinton, eller Jimmy Carter i 1980, som måtte kæmpe mod Ted Kennedy, inden han led nederlag til Ronald Reagan.

På den for Trump positive side ligger til gengæld, at han er foran nationalt med cirka to procentpoint over Biden. Altså tegner meningsmålingerne – måske i modsætning til primærvalgene afhængig af ens tolkning – et billede af Trump som favorit til at vinde præsidentvalget i øjeblikket.

Ligeledes havde Trump en væsentlig sværere primærvalgkamp i 2016. Der var flere kandidater med dengang, og det er derfor vanskeligere at sammenligne med nu, men han tabte Iowa og en hel del andre delstater, han ikke kommer til at tabe i år. Alligevel vandt han efterfølgende præsidentvalget.

I min optik bør man ikke anskue Trumps resultater, som om han var siddende præsident i en primærvalgkamp. Han har været ude af embedet siden 2021 med karantæne fra blandt andet Twitter en stor del af tiden, og selvom det måske føles fjernt, var Ron DeSantis for bare et års tid siden en reel trussel mod ham. Hans nominering var ikke givet på forhånd. Med andre ord: Hans overordnede resultater i primærvalgene er indtil videre gode for mig at se.

Som beskrevet er dette kun en måde at udlægge hans præstationer på. Man kan gå længere ned i tallene og med rette hæfte sig ved, at Nikki Haley i New Hampshire jævnfør exit-målingen vandt de uafhængige med 19 procentpoint og derudfra overveje, om det er et dårligt tegn for Trump. Det ved vi først til november – men hvis det bliver et så tæt valg som i 2016 og 2020, er det ikke meget, der skal flytte sig. Imidlertid fører Trump som nævnt nationalt, og uanset hvordan man vender og drejer primærvalgene, er målingerne af ham og Biden den for mig primære indikator på præsidentvalgets tilstand dags dato.