Står Donald Trump til genvalg på baggrund af den økonomiske udvikling?
På tærsklen til morgendagens jobrapport kan det i hvert fald konstateres, at den amerikanske økonomi er god, og dermed må man umiddelbart antage, at den giver Trump gode chancer for at blive genvalgt til efteråret.
Imidlertid er der blevet stillet spørgsmålstegn ved, om økonomien betyder så meget, som den tidligere har gjort. Og da man ser et markant partipolitisk skel i, hvordan de nationale, økonomiske forhold opfattes, så er spørgsmålet relevant.
Stiller man så det spørgsmål til professor i statskundskab på Københavns Universitet, Peter Kurrild-Klitgaard, er svaret imidlertid klart: Det er fortsat økonomien, der spiller den største rolle i spørgsmålet om en præsidents genvalg.
Peter Kurrild-Klitgaards model for sammenhængen mellem den økonomiske udvikling og præsidenters genvalg viser, at den kvartalsvise udvikling i de disponible realindkomster, som er det økonomiske barometer, Kurrild-Klitgaard benytter, isoleret set kan forudsige ((For præsidentvalg fokuseres der på de syv kvartaler efter kvartalet med midtvejsvalg og frem til kvartalet før præsidentvalget, som Kurrild-Klitgaard her skriver.)), om præsidentens parti vil få 50 % af topartistemmen – med hvilken der menes stemmer på enten Demokraterne eller Republikanerne – i omtrent 78 % af tilfældene.
Kurrild-Klitgaard understreger, at den type modeller skal tages med de ”rette mængder af salt.” Der er fortsat usikkerhedsmargener, og ikke alt peger i den samme retning i 2020. Nogle af de 18 præsidentvalg, Kurrild-Klitgaard har undersøgt, har desuden været meget tætte og kunne i princippet være gået den anden vej.
Alt andet lige illustrerer Kurrild-Klitgaards model dog, at Trump lige nu står godt til at kunne hive sejren hjem i november.
”Såfremt økonomien ikke får det dårligere, skulle vi regne med, at Trump skulle stå godt til at blive genvalgt”, siger han, men understreger, at så simpelt er det ikke, hvilket skyldes Donald Trumps dårlige opbakningstal:
”Det springende punkt her er, at hans approval ratings er relativt negative. Det er paradoksalt, da der normalt er en ret stærk positiv sammenhæng mellem præsidenters opbakning og den økonomiske udvikling. Det er ikke tilfældet her, og det har nok en del med Trump at gøre – eksempelvis hans uforudsigelighed og tendens til at polarisere debatten. Trump ligger på cirka 44 % i approval rating, og han skal op omkring 49 %, før det vil være normalt at anse ham som favorit til at vinde, og der har han ikke været på noget tidspunkt”, lyder det fra Peter Kurrild-Klitgaard.
Adspurgt om økonomiens betydning er formindsket på grund af den omstændighed, at vælgerne ser økonomien gennem deres partipolitiske briller, svarer Kurrild-Klitgaard:
”Der er masser af forskning, der underbygger, at partiloyalister fortolker fakta meget subjektivt. Det gælder både til højre og venstre. Når vi kigger på USA, er sagen så bare, at intet parti har et flertal af kernevælgere. Demokraternes base er på cirka 35 %, Republikanernes base er på cirka 30 %, og det betyder, at der skal vindes nogle mindre partiloyale vælgere på midten. Vælgere, der netop er kendetegnet ved, at de ikke er så partifikserede i deres fortolkning af den økonomiske udvikling”, siger Kurrild-Klitgaard og fortsætter:
”Indsigten er med andre ord rigtig nok, men jeg er slet ikke overbevist om, at det er noget, der ændrer på det, jeg viser i min model. Hvis man kigger på forudsigelserne i modellen for 2016-valget og Midtvejsvalget i 2018, var de lige på kornet eller noget nær dette. Der er andre ting, der er vigtige, men de skal være af en enorm stor kraft for, at de overtrumfer samfundsøkonomiens betydning.”
I 1992 sagde Bill Clintons kampagnestrateg James Carville de berømte ord ”it’s the economy stupid” om valget – en replik, der var rettet til kampagnearbejderne som værende et af de tre budskaber, som der skulle fokuseres på.
Og det er stadig økonomien, det handler om, sammenfatter Kurrild-Klitgaard:
”Det er stadigvæk the economy, stupid. Den eneste præsident siden 2. verdenskrig, der har set ud til at tabe, mens økonomien gik godt, var Lyndon B. Johnson i 1968, og han valgte ikke at genopstille. Går økonomien godt, vælger man den, man har – går det skidt, vælger man alternativet. Der er andre ting, der kan spille en rolle, såsom krig eller præsidenters personlighed, men det er bare stadigvæk økonomien, der spiller den største rolle.”
”Udviklingen i disponible realindkomster går lige nu godt, og dermed skulle man tro, at Trump vandt, men det går ikke så godt, at man kan være sikker på, at hans lave popularitet ikke spiller en stor rolle. Man skal jo også huske på, at mange af de stater, der afgjorde 2016-valget, blev afgjort ekstremt tæt, og det er også her, sådanne modeller kommer lidt til kort, fordi de fokuserer på, hvem der får flest stemmer, men kan på grund af manglende data ikke nødvendigvis tage højde for, hvem der vinder i valgmandskollegiet.”
