Han prøvede i 1988 (selvom han allerede suspenderede sin kampagne i 1987). Han prøvede i 2008. Han prøvede i 2020. Han vandt sit første primærvalg nogensinde i South Carolina i februar.
Nu er Joseph Robinette Biden Jr. demokraternes præsidentkandidat og kunne endelige sige disse ord i en konventtale: “So, it is with great honor and humility that I accept this nomination for President of the United States of America.”
Joe Biden er den klare favorit til at vinde præsidentvalget i øjeblikket, og dermed skulle han blot levere en tale, hvor han ikke begik fejl eller dummede sig. Havde han alligevel gjort det, er det ikke sikkert, at det ville have betydet noget – men Biden løste sin opgave, og han gjorde mere end det.
Biden er ingen taler som Michelle eller Barack Obama, men det var en rigtig god og stærk tale. En tale, hvori han satte fokus på egen politik, kombineret med hårde angreb på den siddende præsident, Donald Trump. Han formåede også at tale sin personlige historie ind i det moment, som Amerika for nuværende befinder sig.
Bidens tale sætter punktum for et vellykket, virtuelt demokratisk konvent med en række gode taler. I næste uge venter det republikanske – og ikke mindst Trumps konventtale.