Til november løber det amerikanske midtvejsvalg af stablen, og man kan i den forbindelse holde øje med mange faktorer – præsidentens approval rating, historiske tendenser eller kandidaterne.
Men det er også værd at se nærmere på redistrictingprocessen, som i øjeblikket er undervejs. Redistricting er tegningen af blandt andet kongresdistrikter, der som udgangspunkt foretages hvert tiende år efter den amerikanske folkeoptælling (Census). Der er 435 kongresdistrikter i USA, og redistricting vedrører på føderalt plan således kun Repræsentanternes Hus, hvilket også er fokus for denne artikel. Antallet af kongresdistrikter varierer fra stat til stat og er fordelt efter befolkning – for eksempel har Californien 52 kongresdistrikter, mens South Dakota har et enkelt.
Inden vi begiver os længere ind i denne forunderlige verden, er det værd at bemærke to ting: For det første har 28 stater færdiggjort redistricting. Deres kongresdistrikter ligger med andre ord fast. For det andet er stater med et enkelt kongresdistrikt – såsom South Dakota og fem andre – ikke relevante i en landspolitisk sammenhæng. Det betyder, at vi allerede er godt over halvvejs i processen.
Ligeledes bør vi afklare tre begreber, som du kan støde på i amerikanske medier:
(Re)Apportionment er tildelingen af sæder i Repræsentanternes Hus til delstaterne. Nogle stater kan altså miste sæder efter Census, andre kan få tilført flere.
Redistricting er så det efterfølgende forløb, hvor der tegnes distrikter – eller som All About Redistricting på Loyola Law School definerer det: “Redistricting is the way we change the districts that determine who represents us.” Det er selvsagt også i redistrictingprocessen, at man bestemmer, hvordan nye distrikter, som delstaten eventuelt får tildelt, skal se ud.
Gerrymandering er måske det begreb, de fleste kender. Når der foregår gerrymandering, tegnes distrikterne på en måde, hvorpå de øger et partis chance for at vinde. Sågar kan man sige, at politikerne vælger vælgerne. Det er altså vigtigt at fastslå, at redistricting og gerrymandering ikke er det samme, men at gerrymandering forekommer i redistrictingforløbet.
Endelig er det værd at berøre, hvordan redistricting egentlig fungerer, og det varierer som så meget andet i USA fra delstat til delstat. I mange delstater kontrollerer et af partierne processen, og overordnet set har Republikanerne haft en bredere kontrol end Demokraterne.
I visse delstater er kontrollen imidlertid splittet mellem partierne, og i andre står kommissioner for at tegne distrikterne. For at gøre det endnu mere kompliceret kan disse kommissioner endda være udpeget på forskellig vis, og deres tyngde varierer ligeledes.
Hvis man skal udlede en kort konklusion fra ovenstående, må den være, at politikerne i delstaterne kan have indflydelse på kongresdistrikterne, og at processen varierer fra stat til stat.
Så lad os tage et kig på det, artiklen også handler om – hvad der rent faktisk er sket og stadig sker i redistrictingprocessen på delstatsniveau.
Redistricting på delstatsniveau – konkrete eksempler
Som nævnt har 28 stater færdiggjort redistricting. Hvis vi ser bort fra mulighederne for juridisk intervention, er over 60 % af distrikterne på plads, og nogle stater er selvfølgelig igen mere interessante end andre.
Alle væsentlige stater eller distrikter vil ikke blive gennemgået her, og eksemplerne skal også ses som udtryk for nogle af mekanismerne i det nuværende redistrictingforløb. Når det er sagt, er det selvfølgelig mest interessant at tage udgangspunkt i de stater, der er bemærkelsesværdige i denne sammenhæng.
Et oplagt sted at begynde er i USA’s største stat Californien, der efter folkeoptællingen mistede et sæde og nu byder på 52 kongresdistrikter. Kongresdistrikterne tegnedes af en uafhængig kommission, og Californiens redistricting afsluttedes altså i slutningen af december. Udfaldet har givet god grund til at glæde sig for Demokraterne, blandt andet fordi flere distrikter, der repræsenteres af republikanske politikere, er blevet mere demokratiske i udgangspunktet.
Tager vi i stedet til Texas og deres 38 kongresdistrikter, var der til gengæld god grund til republikansk optimisme, da delstatens distrikter faldt på plads. Som Cook Political Reports Dave Wasserman pointerede, forbedrede man i denne omgang drastisk vilkårerne for siddende politikere – eksempelvis var Biden forholdsvist tæt på at vinde Texas’ 6. distrikt i 2020, der er repræsenteret af republikaneren Jake Ellzey, men nu er dette distrikt mærkbart mere republikansk.
I øjeblikket er det faktisk kun distrikt nummer 15, der for alvor er i spil ved Midtvejsvalget, vurderer forskellige iagttagere. Sågar skrev RollCalls Nathan Gonzales, at Texas’ redistricting “makes one of the largest states in the country almost unimportant in future fights for the House.”
Og nu vi alligevel er ved de befolkningstunge stater, så lad os kort berøre New York og Florida, hvis distrikter ikke er fastlagt endnu. Efter folkeoptællingen mistede New York et enkelt sæde, mens Florida omvendt kunne lægge et til. I New York kontrollerer Demokraterne de facto processen, mens Republikanerne helt og aldeles styrer sagerne i Florida. Begge stater er vigtige for partierne – hvad kan Republikanerne få ud af Florida? Det samme spørgsmål gør sig gældende for Demokraterne i New York. I sidstnævnte stat fik Demokraterne for nylig en positiv nyhed, da det republikanske medlem af Repræsentanternes Hus, John Katko, annoncerede, at han ikke genopstiller efter et meget flot valg i 2020. Det gør Demokraternes forsøg på gerrymandering i New York lettere, fordi de ikke skal tage hensyn til hans appel til begge partiers vælgere, noterede Sabato’s Crystal Balls Kyle Kondik.
Løfter vi blikket over det amerikanske landkort, kan vi slutte denne del af med to stater, som det også er værd at knytte et par kommentarer til.
For nylig valgte Ohios Højesteret i en afgørelse med stemmetallet 4-3 at underkende de kongresdistrikter, der var blevet tegnet. Disse var klart til fordel for Republikanerne, men nu er det en mulighed, at udfaldet kan blive væsentligt mere gunstigt for Demokraterne. Redistricting i The Buckeye State er altså fortsat et ubesvaret spørgsmål.
I North Carolina, hvor Republikanerne ligeledes smed fløjshandskerne i redistrictingprocessen, er det ej heller givet, at statens Højesteret vil tage disse kongresdistrikter til nåde. Det understreger altså, at det sidste ord ikke nødvendigvis er sagt, efter en stat har afsluttet redistricting.
Hvem drager fordel af redistricting?
Inden redistricting løb af stablen, var det oplagt at antage, at Republikanerne ville få mest ud af det, fordi de kontrollerede processen i større omfang end Demokraterne.
Redistricting er endnu ikke et overstået kapitel, men indtil videre må det konstateres, at billedet faktisk ikke synes så slemt for Demokraterne. “Overall, redistricting hasn’t drastically changed the House landscape so far — but that’s good news for Republicans, since the old maps already tilted the House playing field in their favor”, skrev Fivethirtyeights redistricting tracker eksempelvis i går og gør opmærksom på de ubesvarede spørgsmål, der eksempelvis er i Ohio og North Carolina. Selvom Fivethirtyeights vurdering er positiv for Republikanerne, er det omstændighederne taget i betragtning godkendt for Demokraterne.
Derudover peger Joel Wertheimers analyse hos Data for Progress faktisk på, at en del flere sæder i Repræsentanternes Hus nu vil være til venstre for Joe Bidens nationale margin ved præsidentvalget i 2020, der som bekendt var 4,5 procentpoint.
Det er vigtigt at understrege, at disse betragtninger er foreløbige, og at vi fortsat ikke ved, hvordan den resterende redistricting vil falde ud. Men den overordnede konklusion kan være, at forløbet – uanset måden, man anskuer det på – slet ikke går så dårligt for Demokraterne, som de kunne have frygtet.
Så hvor stiller alt det her kampen om Repræsentanternes Hus?
Joe Bidens ringe approval rating kombineret med de historiske tendenser ved Midtvejsvalg indikerer fortsat, at Republikanerne er favoritter til at genvinde kontrollen med Huset – særligt når man tænker på, hvor papirstyndt det demokratisk flertal i kammeret er. Disse dynamikker har redistricting ikke opvejet, uagtet hvordan man ser på det.
Der er dog en del, vi endnu ikke ved – og derfor skal Demokraternes mulighed for at fastholde flertallet trods alt ikke afskrives.
