Vi er trådt ind i 2022, og det betyder, at vi befinder os i et valgår i USA. Præsident Joe Bidens første midtvejsvalg. Godt nok er Biden ikke selv på valg, men det er han alligevel indirekte via valgene til den amerikanske kongres. Alle pladser i Repræsentanternes Hus er på valg, og her bliver det meget svært for demokraterne at fastholde deres snævre flertal – især i lyset af Joe Bidens sløje approval rating på omkring 42% og det faktum, at republikanerne nu har en snæver føring i målinger af, hvem vælgerne ønsker skal kontrollere kongressen. Repræsentanternes Hus vil dog ikke være fokus for denne artikel, hvor vi i stedet kigger på valgene til det amerikanske senat.
Senatet er pt. den største hovedpine for Biden-administrationen. Demokraterne har et snævert flertal i Huset, men det styres driftsikkert af Nancy Pelosi. De 100 pladser i senatet er fordelt med 50 til hver side, og Demokraterne har således brug for samtlige 50 demokrater plus vicepræsident Kamala Harris for at gennemføre noget som helst. I praksis har vi gennem 2021 og starten af 2022 set, at det er umuligt for Joe Biden og Senatets majoritetsleder Chuck Schumer at få West Virginia-senator Joe Manchin og Arizona-senator Kyrsten Sinema til at makke ret – og da slet ikke dem begge to på samme tid. Demokraterne drømmer derfor hede drømme om at kunne vinde netto 2 senatssæder ved midtvejsvalget og holde fast i et papirtyndt flertal i Huset. Omvendt skal Republikanerne blot vinde netto ét senatssæde for reelt at kunne blokere for alt, hvad der ligger udenfor præsidentens direkte beføjelser.
34 senatssæder på valg
I modsætning til medlemmerne af Repræsentanternes Hus, der er på valg hvert andet år, så sidder amerikanske senatorer 6 år ad gangen, hvor ca. en tredjedel af dem er på valg hvert andet år. Ved midtvejsvalget i 2022 er 34 sæder i spil. I udgangspunktet skulle denne cyklus være positiv for demokraterne i den forstand, at de kun ”forsvarer” 14 sæder, mens republikanerne forsvarer hele 20 af de 34 sæder.
Modsat tæller det, at midtvejsvalg typisk resulterer i en form for vælgerreaktion imod det parti, der har præsidentposten. Siden Anden Verdenskrig har midtvejsvalg i gennemsnit resulteret i et tab for det parti der har præsidentposten på 26 sæder i Repræsentanternes Hus og 4 sæder i Senatet. Imidlertid er der meget store afvigelser fra disse snit, og det er ikke på forhånd givet, at 2022 skulle resultere i et lignende nederlag for Demokraterne.
Kun 7 kompetitive sæder i udgangspunktet
Godt nok er 34 sæder i Senatet på valg, men reelt er det formentlig kun 7 sæder, der er i spil, som det ser ud lige nu. Meget kan selvfølgelig ændre på dette.
For det første kommer flere sæder i spil, hvis der sker et stort skifte i den politiske stemning i USA, som ikke kan forudsiges på nuværende tidspunkt.
For det andet har primærvalgene ikke været afholdt endnu. Det betyder, at vi i de fleste tilfælde kun med nogenlunde sikkerhed kan sige, at de senatorer, der ønsker genvalg, sandsynligvis vil være at finde på stemmesedlen, da det er meget sjældent, at en siddende senator bliver væltet ved et primærvalg. Kandidatkvalitet har også en betydning, især i negativ retning. Hvis et parti nominerer en helt håbløs kandidat, kan en ellers let sejr smides på gulvet. Det så vi f.eks. i 2010, hvor republikanerne havde et fantastisk valg, men tabte nogle kompetitive senatssæder på gulvet ved at nominere problematiske kandidater som Sharron Angle (Nevada), Ken Buck (Colorado) eller Christine O’Donnell (Delaware). Eller den famøse Todd Akin, der tabte sit senatsvalg i Missouri i 2012 efter at have påstået, at kvinder ikke bliver gravide som følge af ”ægte” voldtægter.
For det tredje kan personlige skandalehistorier have stor betydning, som da Demokraterne i 2020 tabte senatsvalget i North Carolina, efter det kom frem, at deres ellers stærke kandidat Cal Cunningham havde en affære under valgkampen. Havde Cunningham vundet det valg, havde det været langt nemmere for Biden-administrationen, der i det tilfælde havde været mindre afhængig af Manchin og Sinema.
I Senatet sidder der præcist 2 senatorer fra hver stat, og disse er valgt i hele staten. Det betyder følgende: For det første spiller gerrymandering ingen rolle, da senatorer vælges i hele delstaten og ikke kun i et distrikt, som ved valg til repræsentanternes hus. For det andet betyder det, at de kompetitive sæder vil være i de samme stater, der kendes som svingstater ved præsidentvalg. For det tredje bevirker det, at et parti er systemisk favoriseret hvis de generelt står stærkt i små stater. Både staten Wyoming med under 600.000 indbyggere og staten Californien med over 39 millioner indbyggere har to senatorer. Da republikanerne i de senere årtier generelt står stærkt i befolkningsfattige områder, kan man sige at de har en indbygget fordel ved senatsvalg.
Af de 7 sæder, der betragtes som kompetitive lige nu, er 4 demokratiske sæder i svingstaterne New Hampshire, Arizona, Georgia, Nevada og 3 republikanske sæder i svingstaterne Pennsylvania, Wisconsin og North Carolina.
De 7 sæder i makroperspektiv
Ignorerer vi kandidatkvalitet og den politiske stemning kan man sige, at de 7 kompetitive sæder umiddelbart favoriserer republikanerne. Godt nok vandt Joe Biden 6 af de 7 nævnte svingstater (North Carolina glippede), men med undtagelse af New Hampshire vandt Biden alle disse stater med en mindre margin end den, hvormed han vandt nationen som helhed. Med andre ord kunne man sige, at 6 af de 7 stater altså ligger en smule til højre for nationen, og at republikanerne derfor ville være favoriseret i et neutralt politisk klima, hvor partierne overordnet set får lige mange stemmer.
I det følgende kigger jeg kort på de 7 specifikke senatsvalg med det forbehold, at rigtig meget kan ændre sig.
New Hampshire: Et “must-hold” sæde for demokraterne
Som den mest liberale af de 7 stater og den eneste af de 7, der stemte til venstre for nationen ved 2020 valget, ville det være noget nær en katastrofe for demokraterne, hvis de tabte New Hampshire. Omvendt er New Hampshire den type New England-stat, der sagtens kan finde på at vælge moderate republikanerne. Således er den siddende guvernør i staten den moderate republikaner Chris Sununu, der har siddet i tre perioder, og som for nyligt annoncerede, at han stiller op til en fjerde periode. En stor lettelse for demokraterne, der havde frygtet, at han ville forsøge at stille op til senatsvalget. Nationalt kan demokraterne langt bedre leve med en republikaner som guvernør i New Hampshire end med en ekstra republikaner i senatet.
Maggie Hassan (D)
Den siddende senator er den moderate og relativt anonyme demokrat Maggie Hassan, der også er tidligere guvernør i staten. Hassan var i mange år forholdvis vellidt i staten, men har på det seneste haft nogle katastrofale approval ratings, helt nede på 30-35%, der med det forbehold, at mange senatorers approvals måles meget sjældent, er de ringeste i hele USA. Det er relativt vanskeligt at fortolke hendes svage tal. Hun er ikke omgivet af skandaler, og muligvis afspejler tallene blot, at New Hampshire er en stat med notorisk mange svingvælgere, og at demokrater bare ikke er specielt populære efter et år med Biden. Joe Bidens egen approvals er generelt lige så svage, som de er nationalt, og i en nyling måling fra NHJournal erklærede hele 70% af vælgerne, at de mente, at landet var på vej i den forkerte retning. Ikke noget rart politisk klima at skulle forsvare et sæde i.
Til Hassans fordel tæller, at hun flere gange tidligere har vist sig effektiv i meget tætte valgkampe imod republikanere, at hendes politiske profil er meget moderat og derfor kan forekomme som ”det sikre kort” og så selvfølgelig, at hendes værste formodede modstandere, guvernør Chris Sununu og tidligere senator Kelly Ayotte, begge officielt eller angiveligt har afvist at stille op. Umiddelbart betragter jeg det republikanske primærvalg som helt åbent, men skal jeg pege på en favorit lige nu, må det være tidligere general Don Bolduc, der allerede forsøgte sig i 2020, men tabte det republikanske primærvalg til Trump-kandidaten Corky Messner, der endte med at få klø af demokraten Jeanne Shaheen med næsten 16%-point. Det understreger, at man nok skal undgå at være for tæt associeret med Donald Trump, såfremt man som republikaner vil vinde i New Hampshire, og det kan sagtens ende med at blive et problem for Don Bolduc, der støttes af Trump og bakker op om den helt igennem virkelighedsfjerne idé om, at 2020-valget blev stjålet.
Samlet set må Maggie Hassan trods alt betegnes som meget svag favorit til at genvinde sit sæde på nuværende tidspunkt, hvilket også er vurderingen hos Cook Political Report og Sabato’s Crystal Ball. Men meget afhænger af hvilken kandidat republikanerne vælger. I et republikansk ”wave-election” vinder de nok også New Hampshire.
Nevada: Kan den eneste latina ryge ud af senatet?
Nevada er en svingstat, som mange egentlig havde forventet efterhånden ikke ville være det længere. Las Vegas staten har en stor og voksende latinamerikansk befolkning, og følger man ”demography is destiny”-tesen, så ”burde” staten efterhånden være solid demokratisk. Staten bevægede sig da også gradvist mod ”venstre” ift. nationen som helhed frem til 2008-valget, men siden er det gået den stik modsatte vej. Biden vandt kun staten med 2,4%-point og staten lå således i 2020 hele 2,1% point til højre for nationen som helhed.
Den siddende demokratiske senator er 57-årige Catherine Cortez Masto, den første og eneste latinamerikanske kvinde valgt til det amerikanske senat. Hun vandt sædet i 2016 efter den nu afdøde legende i amerikansk politik, Harry Reid, valgte at trække sig tilbage. Hun var også et af de mulige emner, da Joe Biden ledte efter sin vicepræsident.
Catherine Cortez Masto (D)
Umiddelbart synes Masto at være et udmærket match til staten med sin latinamerikanske baggrund og med en politisk profil tæt på Joe Biden, eller måske en anelse til venstre for denne. Hendes approval ratings er hverken specielt gode eller specielt dårlige. De er dårlige nok til, at hun bestemt ikke er garanteret genvalg, men gode nok til at hun heller ikke på nogen måde taber per automatik.
Den umiddelbare favorit til at udfordre hende er tidligere justitsminister i Nevada og krigsveteran, Adam Laxalt. 43-årige Laxalt er ung og har en attraktiv historie som en mand, der har overkommet et alkoholmisbrug og er en politiker, der generelt gør sig udmærket i medierne. Omvendt er han også en erklæret Trumpist, der har støttet den grundløse løgn om det stjålne valg, hvilket kan skræmme moderate eller veloplyste vælgere væk. Ingen tvivl om at Masto vil slå på dette i valgkampen, hvis Laxalt som forventet vinder primærvalget.
De få head-to-head målinger der er lavet giver os ikke noget klart billede af hvor vi står. Generelt må dette valg på nuværende tidspunkt betegnes som et ”toss-up”, hvilket noget nær samtlige analytikere synes enige i.
Georgia: Det nye Virginia?
Georgia var den helt store sensation ved præsidentvalget 2020 og tiden umiddelbart efter. Ikke alene vandt Joe Biden staten som den første demokrat siden Bill Clinton i 1992, men i ingen af de to senatsvalg i 2020 fik nogen kandidat over de påkrævede 50% i staten. Det betød at der blev afholdt to ”runoff”-valg d. 5. januar 2021, der blev vundet af demokraterne Jon Ossoff og Raphael Warnock. Netop Raphael Warnock er allerede i 2022 på valg igen, da hans valg i 2020-21 var en ”special election” efter nu afdøde Johnny Isakson (R) trak sig grundet helbredsmæssige årsager i december 2019 og blev midlertidigt erstattet af Kelly Loeffler (R).
Georgia er en stat, Demokraterne virkelig satser på fremadrettet. Som det ses på figuren, er staten over de seneste årtier blevet langt mere liberal (i amerikansk kontekst). Fra at ligge 14,1%-point til højre for nationen ligger den nu kun 4,2%-point til højre for nationen. Denne udvikling skal ses i lyset af en stor befolkningsvækst omkring storbyen Atlanta, og at denne vækst først og fremmest ses blandt etniske minoriteter. Andelen af hvide blandt dem, der har stemmeret, er således faldet fra 68% i 2000 til 58% i 2018.
Imidlertid er Georgia stadig en stat, der ligger lidt til højre for gennemsnittet, hvilket betyder, at demokratiske kandidater alt andet lige kun er favoriseret i et nationalt politisk klima, der er favorabelt for demokraterne. Raphael Warnock er heller ikke en klassisk småkonservativ sydstatsdemokrat. Tværtimod betragtes han som relativt progressiv, hvilket han heller ikke forsøger at skjule. Strategien er i højere grad at mobilisere basen end at appellere til midtervælgere.
Raphael Warnock (D)
Vi mangler solide målinger fra Georgia, der kan fortælle os noget meningsfuldt om det kommende valg udover at Georgia er en svingstat. I en R&WS måling fra september har Warnock en approval rating på 39% imod en disapproval på 31%, hvilket ikke fortæller os det helt store, udover at det da ikke ser helt skidt ud. Hans nok mest sandsynlige modstander på nuværende tidspunkt ligner den tidligere American football-spiller og tidligere MMA kæmper Herschel Walker (R). Walker er ligesom Warnock sort, hvilket republikanerne håber kan reducere demokraternes enorme fordel blandt sorte vælgere, og han støttes af såvel Donald Trump som af Mitch McConnell. Walker har støttet Trumps valgløgne, har hævdet, at optøjerne d. 6 januar var organiseret dække over valgsvindel og har anklager om hustruvold med i bagagen. Ting, som demokraterne med garanti vil forsøge at udnytte i valgkampen.
Arizona: Is demographics destiny?
Venstredrejningen har været endnu mere udpræget i Arizona de seneste år end i Georgia. I 2008 stemte Arizona 15,8%-point til højre for nationen. 12 år senere i 2020 stemte staten kun 4,1%-point til højre for nationen, og Biden vandt som den første demokrat siden Bill Clinton i 1996, men før det skal vi helt tilbage til Truman i 1948, for at finde en demokratisk sejr ved et præsidentvalg.
På samme måde er begge senatorer fra Arizona nu demokrater. Det er den stærkt udskældte Kyrsten Sinema (D), og så er det Mark Kelly (D), der i 2020 slog Marthy McSally (R) med 2,4%-point i kampen om afdøde John McCains gamle sæde. Da det var et specialvalg, er Kelly allerede på valg igen her i 2022. I 2020 overperformede han Joe Biden, der vandt Arizona med sølle 0,3%-point. Når han kunne dette, skyldtes det nok en relativt høj personlig popularitet. Kelly er tidligere astronaut og gift med tidligere medlem af repræsentanternes hus Gabby Giffords, der for år tilbage blev landskendt, efter at en højrefløjsekstremist forsøgte at myrde hende og en række andre mennesker ved et valgmøde. Giffords tog et skud til hovedet og var længe i kritisk tilstand, men overlevede og trak sig fra politik i 2012.
Mark Kelly (D)
Mark Kelly er en forholdsvis moderat demokrat, der dog har været en solid støtte for Joe Biden, i modsætning til kollegaen Kyrsten Sinema. Som med andre senatsvalg har vi kun sparsomt med målinger at se på indtil videre. I en måling fra november fra OH Predictive har Kelly en 41% favorability rating imod 48% unfavorability, hvilket ikke er specielt betryggende for ham. Men det afgørende ved valg er jo match-ups og hans måske mest sandsynlige modstander er Arizonas justitsminister Mark Brnovich (R), og her har OH predictive Kelly med en smal føring på 4%-point. Brnovich har det mulige problem, at Donald Trump har kritiseret ham for ikke at hjæpe ham med at ændre valgresultatet i Arizona efter 2020 valget. Trump har dog ikke åbent støttet nogen modkandidat endnu, men har dog holdt en fundraiser event med forretningsmanden Blake Masters, der således bestemt ikke skal afskrives.
Wisconsin: Trumpisten Johnson
Kan demokraterne rent faktisk holde fast i de 4 ovenstående sæder, så har de en reel mulighed for ikke bare at fastholde deres nuværende flertal, men også at styrke dette ved at vinde et af de 3 republikanske sæder, der reelt er i spil.
Det første vi kigger på er Ron Johnsons (R) sæde i svingstaten Wisconsin. Johnson er blandt andet kendt for en række uheldige udtalelser og sin utrættelige støtte til Trumps valgløgne samt diverse konspirationsteorier omkring angrebet på Capitol Hill. Johnson lovede som Tea Party kandidat i 2010, at han kun ville stille op til 2 perioder som senator, så længe regnede man med, at han ville holde sit løfte og ikke stille op til en tredje periode her i 2022, men det gør han altså alligevel.
Ron Johnson (R)
Som tidligere Tea Party-kandidat og nuværende dedikeret Trumpist, skulle man synes, at Johnson var for ekstrem for svingstaten Wisconsin. Imidlertid lader dette ikke til at være tilfældet. Han vandt sit sæde i 2010 med hele 4,9%-point over den i demokratiske kredse meget populære Russ Feingold og vandt genvalg i 2016 med 3,4%-point, atter over Russ Feingold. Storfavorit til at udfordre Johnson her i 2022 er den kun 35-årige sorte viceguvernør Mandela Barnes. Barnes tilhører den progressive Bernie Sanders fløj i partiet, så vi får med god sandsynlighed et valg i en svingstat mellem to fløjkandidater. Ikke et ondt ord om Barnes, men man kunne godt forestille sig at en moderat hvid kandidat ville gøre sig bedre i den hvide arbejderklassestat Wisconsin. Det bliver i hvert fald spændende at følge. Til Barnes’ fordel tæller måske, at Johnsons favorability rating ikke overbevisende. I et snit over Johnsons favorability år for år var hans favorability kun på 36% i 2021 imod 42% unfavorable. Hans dårligste tal i hele sin tid som senator. Alligevel har jeg svært ved ikke at betragte Johnson som svag favorit, især når vi tager i betragtning at Wisconsin, akkurat som de andre hvide arbejderklassestater, er svunget klart til højre over de sidste par årtier. Fra at stemme 6,6%-point til venstre for nationen i 2008 stemte staten i 2020 3,8%-point til højre for nationen.
Pennsylvania: Hvem kan vinde arbejderklassen?
De sidste to sæder vi skal kigge på er begge åbne sæder. I den stærkt ombejlede svingstat Pennsylvania genopstiller republikaneren Pat Toomey ikke. Måske derfor at Toomey som en af kun 7 republikanske senatorer turde stemme for at dømme Trump ved den anden impeachment sag.
Klar favorit til at vinde den demokratiske nominering er den 206 cm høje viceguvernør John Fetterman. Fetterman er akademiker som stort set alle andre amerikanske politikere, men har en langt mere arbejderklasseagtig udstråling end den sædvanlige aristokratiske senatortype. Fetterman er en Bernie Sanders-demokrat og har derfor en del intern modstand i det etablerede demokratiske parti, men meningsmålingerne viser ham klart i front. Generelt bliver det interessant at se om Fettermans tilgang til politik kan slå an i Pennsylvania. Det er nok under alle omstændigheder forsøget værd, da Pennsylvania ligesom Wisconsin er en stat der er ved at glide ud af hænderne på demokraterne i takt med at de i stadig højere grad taber den hvide arbejderklasse. Pennsylvania er simpelthen for vigtig en stat ved præsidentvalg til at demokraterne kan afskrive den. Kan Fetterman vinde hvide arbejderklassevælgere tilbage til demokraterne er det noget der vil skabe røre i det demokratiske parti.
Hvem der bliver republikanernes kandidat er til gengæld helt åbent. Den tidlige frontrunner og Trump-favorit Sean Parnells kampagne blev spoleret af, at hans ekskone beskyldte ham for børnemishandling og måske endnu værre for en republikaner forsøgte at få hende til at få en abort. Måske kan man betragte TV-lægen Mehmet Oz som en svag favorit til nomineringen. Han er i hvert fald kendt i befolkningen, men er også kontroversiel for sin promovering af alternative behandlingsformer og pseudovidenskab. Som tyrkisk-amerikaner er han også noget så usædvanligt som en muslim, der stiller op for republikanerne. Han betragter sig selv som både moderat republikaner og Trump-støtte, så det bliver interessant at følge hvordan det kommer til at udspille sig.
North Carolina: Endnu et åbent sæde
Med fare for at gentage mig selv genopstiller republikaneren Richard Burr, der akkurat som Pat Toomey stemte for at dømme Trump ved den anden impeachment, ikke. Så vi har endnu et åbent sæde.
I modsætning til flere af de andre svingstater vi har kigget på, har North Carolina ligget nogenlunde stabilt ift nationen som helhed over de senere år. Frem til 2008 blev staten gradvist mere liberal og demokraterne havde store forhåbninger til at staten ville udvikle sig på samme måde som i nabostaten Virginia. Det er dog ikke sket. Som det ses på figuren har North Carolina ved de sidste 4 præsidentvalg ligget i omegnen af 6%-point til højre for nationen som helhed. Det er også den eneste af de stater vi kigger på som Donald Trump vandt. Når man tænker på at dette er en stat som Trump vandt i et ufavorabelt klima for republikanerne, så virker det umiddelbart usandsynligt at en demokrat skulle kunne vinde her i et antageligvis mindre favorabelt politisk klima. Men som vi ved spiller kandidatkvalitet en rolle og her er der mange spørgsmålstegn. Republikanernes primærvalg ligner en kamp mellem tidligere guvernør Pat McCrory, der støttes af den afgående senator Richard Burr, og det nuværende medlem af repræsentanternes hus Ted Budd, der støttes af Donald Trump. I det nuværende klima må man nok favorisere Trump-kandidaten i et republikansk primærvalg, men McCrory har faktisk et snævert forspring i de få målinger, vi har indtil videre.
Cheri Beasley (D)
På demokraternes side er favoritten indtil videre den sorte tidligere højesteretsdommer i North Carolina, Cheri Beasley. Beasley tabte sit genvalg som chief justice i højesteret i 2020 med sølle 401 stemmer til republikaneren Paul Martin Newby, og forsøger sig nu i stedet som senatskandidat. Da hun aldrig har været politisk kandidat tidligere ved vi meget lidt om, hvor hun står. Hun formår at svare udenom på stort set alle politiske spørgsmål i et nyligt interview, som havde hun netop stiftet et nyt midterparti i Danmark. Dette kunne måske være en indikation på at hun har planer om at være en ret moderat kandidat, men ret beset ved vi det ikke. Uanset hvad slipper hun næppe for at svare på spørgsmål omkring politik særlig meget længere.
Den 8. passager: Jokeren Alaska
Jeg lovede godt nok at vi kun skulle kigge på de 7 mest oplagte senatsvalg, men der er en joker vi ikke må overse, nemlig Lisa Murkowski’s (R) sæde i Alaska. Hvis Lisa Murkowski genvinder nomineringen som republikansk kandidat er der ikke meget at rafle om. Så vinder den moderate republikaner antageligvis nemt, som hun har gjort de sidste to årtier. Men Murkowski har vakt Donald Trumps vrede efter i første omgang at undlade at støtte en række af hans tiltag som præsident, og så selvfølgelig ved at hun var en af de 7 republikanere i senatet – og den eneste der er på valg i denne omgang – der stemte for at dømme Trump i den anden impeachment sag i starten af 2021. Som følge af dette har Alaskas republikanske parti ligeledes krævet, at hun skulle trække sig tilbage. Det har hun ikke gjort. Hun stiller op igen og støttes i øvrigt at republikanernes leder i senatet Mitch McConnell. Trump støtter den forholdsvis ukendte Kelly Tshibaka, men også tidligere vicepræsidentkandidat Sarah Palin er muligvis interesseret.
Lisa Murkowski (R)
I hvert fald kan man på ingen måde udelukke, at Murkowski kunne tabe republikanernes primærvalg, hvorefter en interessant situation opstår. Murkowski tabte nemlig også primærvalget i 2010, hvorefter det alligevel helt ekstraordinært lykkedes hende at vinde senatsvalget via ”write-in” stemmer. Altså hvor nok vælgere havde skrevet hende på stemmesedlen til, at hun fik flere stemmer end såvel den republikanske kandidat Joe Miller som den demokratiske kandidat Scott McAdams.
På den demokratiske side er alt helt åbent. Ingen kandidat har indtil videre erklæret sit kandidatur. I et valg imellem en demokrat og en republikaner i Alaska vil det altid være forholdsvis svært for demokraten. Trump vandt Alaska med 10%-point i 2020. Men hvis Murkowski og en anden republikaner kunne dele de konservative stemmer, kunne det bane vej for en demokrat.
Konklusionen må blive, at Murkowski er kæmpe favorit såfremt hun vinder republikanernes primærvalg, men at valget bliver stærkt uforudsigeligt hvis hun taber og atter forsøger at vinde via ”write-in” stemmer.
RETTELSE: Ovenstående afsnit om Alaska er uddateret. Alaska går ved dette midtvejsvalg for første gang over til en anden afstemningsform. Den 16. august 2022 afholdes et åbent primærvalg, hvor alle kandidater uafhængigt af partitilhørsforhold stiller op. De fire kandidater der får flest stemmer går så videre til det egentlige midtvejsvalg, hvor afstemningsmetoden bliver den såkaldte “ranked-choice voting”. Det er en metodik hvor vælgerne stemmer på de 4 kandidater i prioriteret rækkefølge. Hvis der ved stemmeafvgivningen ikke er nogen der har fået over 50% af stemmerne, fjernes den kandidat der fik færrest stemmer og de stemmer går istedet til disse vælgere 2.prioritet. Denne proces fortsættes indtil en kandidat har de fornødne 50% af stemmerne. Overgangen til det afstemningssystem betyder altså at Murkowski IKKE kan “afsættes” ved et republikansk primærvalg og det er næsten umuligt at forestille sig at hun ikke skulle blive en af de 4, der fik flest stemmer ved primærvalget. Ved det endelige valg vil hun som midtersøgende republikaner i en rød stat stå meget stærkt. Det er i hvert fald nu blevet klart sværere at se hvordan en demokrat skulle kunne vinde sædet.
Konklusion
Den mest sobre konklusion på senatsvalgene ved midtvejsvalget 2020, her over 9 måneder før selve valghandlingen og før primærvalgene overhovedet er afholdt, er, at den overordnede valgmatematik ser noget problematisk ud for Demokraterne, og at Republikanerne i det nuværende politiske klima er favoritter til at overtage majoriteten i Senatet. Imidlertid ser valgene tætte nok ud til at den politiske dagsorden nok ikke skal flytte sig voldsomt meget før demokraterne har rimelige kort på hånden. Nomineringen af et par for ”Trumpistiske” kandidater fra republikanerne, en supreme court afgørelse, der pludselig gør abort til et hovedtema, en inflation der vender tilbage til ”normalen”, en afslutning på pandemien, osv. Der er mange ting, der kan vende op og ned på det billede, vi ser lige nu. Som regel forværres den siddende præsidents approval rating yderligere i et midtvejsvalgår, men det er langt fra nogen naturlov.