Da Mike Pence valgte at blive Donald Trumps vicepræsidentkandidat i 2016, var det med betydelig risiko, men måske samtidig hans bedste mulighed for et kvantespring frem i de republikanske rækker. Han var guvernør i Indiana på dette tidspunkt, men da Trump blev præsident, kunne man med en vis ret antage, at Pence var den oplagte efterfølger – så længe han i al fald befandt sig der, hvor magtcenteret i Det Republikanske Parti lå.
Men det gør Pence ikke længere, og hans karriere er blevet en tragedie. Han udførte jobbet som Trumps vicepræsident i fire år, men prisen var en leder, der krævede en så ubetinget loyalitet, at Pence til sidst stod med valget mellem at forråde nationen eller modsætte sig chefen. Han gjorde det sidste og det rigtige.
Onsdag annoncerer Mike Pence så, at han udfordrer Donald Trump og forsøger at blive den næste amerikanske præsident. Siden 1972 har vicepræsidentembedet grundlæggende været et solidt springbræt for at vinde et af de to partiers præsidentnominering, men Mike Pence ser ud til at være en af de vicepræsidenter med de absolut mest vanskelige vilkår. Efter angrebet på Kongressen 6. januar 2021 faldt Pences popularitet blandt republikanske vælgere mærkbart, og det samme gjorde hans gunst hos Trump, da han ikke ville være med på Trumps forsøg på at omstøde valgresultatet i sidste øjeblik.
Pence er stadig mere populær end upopulær blandt partiets vælgere, men hans kampagne er ikke lovende og synes at afspejle en svunden tid, der ikke repræsenterer Republikanerne i dag.
I den forbindelse er det værd at se på en ofte citeret beskrivelse af Republikanerne, nemlig den “trebenede stol”, der illustrerede, hvordan partiet var sammensat af både socialkonservative, økonomisk konservative og udenrigspolitisk konservative – under Ronald Reagan i hvert fald. Og det er angiveligt her, at Pence ser en mulighed: Som en Reagan-konservativ i 2024.
Men uanset hvilken berettigelse den trebenede stol har i beskrivelsen af Republikanerne i dag, er det mere generelt vanskeligt at se, hvordan Pence kan profitere på at lægge sig op ad Ronald Reagan, som han under 2016-valgkampen endda sammenlignede Trump med. Hertil kommer, at Reagan-budskabet ud fra en mere traditionel opfattelse af Republikanerne måske ville give mening. Men i dag illustrerer det i stedet, hvorfor det går dårligt for Pence: Han passer ikke ind, som Republikanerne er i dag.
Ser man derudover på Pences meningsmålinger, bliver man ikke mere optimistisk på hans vegne. Han står nationalt til 5 % af stemmerne ifølge Fivethirtyeights gennemsnit, hvilket nominelt er tredjebedst af alle, men det er langt efter Ron DeSantis på andenpladsen og divisioner under Donald Trump, der står til over 50 % af stemmerne. Og Pence er som nævnt langt mindre populær end dem. I en nylig Monmouth-måling (foretaget 18. maj – 24. maj) blandt republikanske vælgere havde Pence en favorability rating på 46 %. Men DeSantis’ var 73 % og Trumps 77 %. Og hele 35 % havde omvendt et negativt syn på Pence, mens det for DeSantis og Trump var henholdsvis 12 % og 17 %.
Alt dette betyder, at det vil være en enorm overraskelse, hvis Mike Pence bliver Republikanernes præsidentkandidat, og bliver han det alligevel, er der umiddelbart meget af analysen af det republikanske parti anno 2023, der skal revurderes. Men det er svært at se, at det bliver tilfældet. Pence står med en enorm opgave.
