Tirsdag d. 3. november 2020 går amerikanerne til stemmeurnerne. Fokus er naturligvis på om Præsident Donald J. Trump bliver genvalgt eller vraget, men for amerikansk politik som helhed står der langt mere på spil end blot præsidentposten. Valget i 2020 bliver afgørende for magtbalancen i kongressen ikke blot de sædvanlige 2 år frem til midtvejsvalget 2022, men for hele det kommende årti.
For 9 år siden fejrede republikanerne en kæmpe sejr ved midtvejsvalget år 2010. Sejren blev tilskrevet den nystiftede tea-party bevægelse, den økonomiske krise og at den dengang forholdsvis nyvalgte Præsident Barack Obama havde skuffet en række vælgere. Uanset årsagen modtog demokraterne det Obama selv kaldte ”a shellacking” (kan bedst oversættes til ”en ordentlig røvfuld”) og nederlaget betød ikke blot at demokraterne mistede flertallet i repræsentanternes hus og at magtdelingen handlingslammede Washington i resten af Obamas regeringstid, men også at demokraterne hermed pådrog sig en massiv strukturel ulempe ved valg til repræsentanternes hus op igennem 10’erne.
Gerrymandering – optimering af valgdistrikter
USA er som bekendt en føderal stat, hvor hver stat vælger et antal medlemmer til repræsentanternes hus. Antallet af medlemmer er bestemt ved folketællinger hvert 10’ende år. Sidste folkeoptælling skete i 2010 og trådte i kraft fra året efter. Efter republikaneres store sejr ved midtvejsvalget i 2010 overtog de kontrollen med en lang række delstater. Betydningen af dette på føderalt niveau er at delstaterne selv kontrollerer processen hvorved kongresdistiktrikterne tegnes. I praksis førte det til at en række republikansk dominerede stater fik tegnet stærkt favorable kongresdistrikter – også kendt som gerrymandering – der ville maksimere republikanernes chancer ved valg til repræsentanternes hus. Teknikken går ud på at tegne distrikterne således at demokraternes vælgere koncentereres i få distrikter – typisk omkring byerne – mens republikanerne så har det sandsynlige flertal i de resterende distrikter. Det har i flere stater ført til distriktkort der ikke giver megen kulturel eller geografisk mening.
Partisk gerrymandering er et ældgammelt fænomen, men fra 2010 satte republikanerne det i system via REDMAP projektet, der gik ud på aggressivt at satse på at vinde magten i delstater for at kunne kontrollere distriktstegningsprojektet. Et godt eksempel på strategiens ”effektivitet” er valget i Pennsylvania i 2012, hvor demokraterne fik ca. 1,5%-point flere stemmer end republikanerne, men kun vandt 5 af distrikterne (og dermed 5 sæder i huset), mens republikanerne vandt 13 af distrikterne. Ifølge en række analyser blev distrikterne generelt tegnet så favorabelt for republikanerne at demokraterne formentlig skulle vinde valget til repræsentanternes hus med omkring 7%-point for at vinde kontrollen med huset. Det lykkedes så i 2018, hvor demokraterne vandt med en margin på ca. 8,6%-point og dermed fik flertallet i huset tilbage.
Indtil videre er der intet der tyder på at gerrymandering bliver afskaffet. Den amerikanske højesteret afgjorde i juni måned i år med 5 (konservative) stemmer imod 4 (liberale) stemmer at føderale domstole ikke kan blande sig i distriktstegningsprocessen. Ikke desto mindre kan delstatsdomstole principielt stadig blande sig, hvilket netop er sket i North Carolina. Her har en domstol vurderet at distriktsoptegningen krænkede delstatsforfatningen og der skal således tegnes nye distrikter.
Perspektivet for 2020
Men sagen i North Carolina giver stadig ikke meget håb for et afgørende opgør med gerrymandering. Næste folkeoptælling sker i 2020 med efterfølgende distriktstegning i 2021, så hvis demokraterne vil have ophævet den massive strukturelle skævhed i huset, kræver det et rigtig godt valg på deltstatsniveau i 2020. Ligeledes vil republikanerne gøre meget for at fastholde deres nuværende fordel. Man kan derfor forvente at de nationale partier vil kaste flere penge ind i guvernørvalg og valg til delstatsparlamenter i 2020 end nogensinde før.