For tiden kan man støde på artikler om, at Bidens nuværende føring over Trump i meningsmålingerne er i samme størrelsesorden som Clintons føring over Trump på samme tidspunkt i 2016, nemlig på 6-7% point. Dette er for så vidt sandt nok, men der er alligevel en række årsager til at parallellen til 2016 er noget misvisende.
For det første: Clintons føring på dette tidspunkt i 2016 var blandt hendes største føringer, idet hun på daværende tidspunkt nød godt af det såkaldte “convention-boost”. Typisk er det sådan at kandidaterne får megen positiv medieomtale under de respektive partiers konventer og derfor typisk oplever bedre meningsmålinger i tiden umiddelbart efter disse. Det endda i en sådan grad at fivethirtyeight.com i deres prognosemodel tager højde for dette boost og betragter det som noget der vil fortage sig igen. Således så vi også, at den bedste periode for Trump i hele valgkampen i 2016 var umiddelbart efter republikanernes konvent, hvor han havde en kortvarig føring over Clinton.
For det andet: Selvom Clinton førte under stort set hele valgkampen i 2016 var hendes føringer temmelig volatile. Valgkampen var præget af negative historier om kandidaterne. Hvad Clinton angår stort set kun relateret til hendes emails, men hvad Trump angik var der en ny skandale nærmest hver anden uge. Meningsmålingerne afspejlede dette. Det var som om at enhver større Trump skandale fik en del vælgere til at smutte, hvorefter de vendte tilbage efter at skandalen havde fortaget sig eller at fokus var tilbage på Clintons emails. Således var det ekstremt kedeligt for Clinton at hendes email sag blussede op igen under to uger før valget. Imidlertid ser vi slet ikke denne volatilitet i år. Hverken negativ omtale af Trump eller af Biden har fået meningsmålingerne til at flytte sig markant. Biden har simpelthen ført komfortabelt hele vejen igennem. Føringen er lige nu lidt mindre end den var for en måned siden, men udsvingene er ikke større end at de meget vel blot kan være udtryk for statistisk støj – en kombination af almindelig statistisk usikkerhed og af hvilke specifikke målinger der indgår i det vægtede gennemsnit. En oplagt fortolkning af denne stabilitet er at Trump ikke længere er en ubekendt faktor som i 2016, men nu er en ekstremt polariserende præsident som langt de fleste vælgere allerede har en stærk holdning til, hvor væsentlig flere har en stærkt negativ holdning end en stærkt positiv holdning til ham.
Og for det tredje: Der er forskel på at føre med 6-7% point når man står til ca. 48% i målingerne (som Clinton i sine gode dage i 2016) og at føre med 6-7% point når man står til ca. 50% i målingerne (som Biden har gjort ved flere lejligheder). Der er simpelthen væsentlig færre tvivlere denne gang og det forholder sig endda sådan at Trumps approval rating er meget lav blandt tvivlerne. Hvor det i 2016 var sådan at der var mange tvivlere der ikke kunne lide nogen af kandidaterne og at disse i stort omfang endte med at stemme på Trump, er der altså ikke meget der tyder på at dette kunne ske igen i år.
Der er adskillige andre grunde til at tro at Biden er klar favorit til at vinde i år, hvilket jeg tidligere har skrevet om, men det er selvfølgelig stadig klart at alt kan ske i politik. Der skal så til gengæld også ske noget for at Trump kan vinde.