Til tider gør politikere det oplagte, og til tider gør de det ikke. Dette tilhører den første kategori.

Joe Biden har valgt Kamala Harris som vicepræsidentkandidat. Frontløberen og favoritten.

Har man fulgt spekulationerne, er dette ingen overraskelse – ja, faktisk kunne man måske dristige sig til at sige, at det havde været overraskende, hvis Biden ikke havde valgt Kamala Harris, der er senator fra Californien og stillede op som præsident, men trak sig inden primærvalgene.

Der har været pres på Biden for at vælge en sort kvinde som vicepræsidentkandidat. I slutningen af april skrev mere end 200 sorte, kvindelige ledere et åbent brev, der tilskyndede Biden til at vælge en sort kvinde som vicepræsidentkandidat. I juni efter det forfærdelige politidrab på George Floyd 25. maj, der affødte protester rundtom i USA, trak Minnesota-senator Amy Klobuchar sig fra betragtningerne og sagde i den forbindelse følgende til MSNBC: “But let me tell you this after what I’ve seen in my state, what I’ve seen across the country. This is a historic moment and America must seize on this moment.” “I think this is a moment to put a woman of color on that ticket.”

Det er ikke, fordi jeg forudså Kamala Harris. I april måned bød jeg eksempelvis på Amy Klobuchar, og helt op til Joe Bidens annoncering af Kamala Harris var Susan Rice, tidligere FN-ambassadør, velsagtens det næstbedste bud – efter Harris.

At Harris var oplagt, gør hende imidlertid ikke til noget dårligt valg – tværtom betragter jeg Harris som et sikkert valg, der dækker mange af de nødvendige flanker.

Med Harris får Joe Biden en vicepræsidentkandidat, som han har vurderet er klar til at indtræde i embedet på dag 1, hvis noget skulle ske. Den formodning er i hvert fald oplagt, eftersom Biden har sagt, at det er en kvalitet, han ønsker i sin vicepræsidentkandidat, og skønt Harris ikke er det mest erfarne valg, som Biden kunne have taget, vil hun i januar 2021 kunne lægge fire år i Senatet bag sig og har tidligere bestredet posten som Attorney General i Californien i seks år.

Biden tager heller ikke nogen chancer. Harris er ikke noget offensivt valg og heller ikke det stærkeste kort i en valgkamp, men det har Biden som klar favorit til at vinde valget, som tingene ser ud nu, heller ikke brug for. Han vælger eksempelvis ikke en måske mindre erfaren kandidat fra en svingstat i det omdiskuterede håb om, at vedkommende til gengæld ville kunne vinde ham staten og gøre hans vej til 270 valgmænd lettere. Biden kan selvfølgelig håbe, at Harris vil forøge hans chancer for at vinde valget ved at mobilisere afroamerikanske vælgere. Politiologen Rachel Bitecofer har i New York Times argumenteret for at vælge en kandidat, der balancerer Bidens kandidatur: “So the Biden team must make a pick that can help Democrats match what promises to be an energized Republican base. The best way to do that is a ticket-balancing candidate like Stacey Abrams or Kamala Harris. They would bring gender and racial diversity to the ticket and, perhaps even more important, ideological diversity.”

Det er ikke noget nyt fænomen, at vicepræsidentkandidaten balancerer kandidaturet.  Som senior fellow ved Brookings Institution Elaine Karmack skriver i e-bogen “Picking the VP”: “(…) from the beginning of the nineteenth century until the last decade of the twentieth century, most vice presidents were chosen to “balance” the ticket.” Det ændrede sig imidlertid ved Bill Clintons valg af Al Gore i 1992, hvor der ikke var tale om et valg, der balancerede kandidaturet, forklarer Karmack.

Det er der imidlertid med Kamala Harris. Om hun så rent faktisk kan hjælpe Joe Biden blandt afroamerikanske vælgere, er et andet spørgsmål. Politologerne Christopher Devine og Kyle Kopko, forfatter til bogen “Do Running Mates Matter?” skrev følgende i Los Angeles Times i april: “Our analysis indicates having a woman as a vice presidential candidate does not make women more likely to vote for the ticket. This was true when Democrat Geraldine Ferraro ran for vice president in 1984 and when Republican Sarah Palin did the same in 2008.” Dog anfører de også, at vicepræsidentkandidaten kan have en betydning for, hvordan vælgerne ser en præsidentkandidat, og som Devine citeres for hos Fivethirtyeight, vil valget af en afroamerikansk kvinde sende et signal om, at Biden er “someone who values diversity and the role that women — or African American women, in particular — play in American society and in the Democratic Party. That message probably would help to win him some votes. But we’re not exactly talking about ‘delivering’ large blocs of voters.”

Så lad os lade sige, at det er en mulighed, at Harris kan hjælpe Biden blandt afroamerikanske vælgere, men ikke sikkert.

Slutteligt bliver det ikke problem, at Harris ikke længere kan være senator fra Californien, hvis hun bliver vicepræsident. Den demokratiske guvernør Gavin Newsom skal udpege en efterfølger til Harris’ sæde i den demokratiske stat, og dermed skal Demokraterne ikke frygte at miste en plads i Senatet og dermed få forringet chancerne for at vinde majoriteten i det kammer til efteråret.

Kamala Harris er selvfølgelig ikke et entydigt godt valg: Hendes fortid som attorney general og district attorney i Californien kan muligvis angribes. Hun er ikke fra en svingstat, og hun er heller ikke et valg, der er rettet mod at appellere til Bernie Sanders-vælgerne som Elizabeth Warren.

Men som tingene står nu, ser jeg grundlæggende Kamala Harris som et godt og sikkert valg som vicepræsidentkandidat.