James Earl Carter Sr. (1924-2024) er afgået ved døden 100 år gammel i sin hjemstat Georgia.
Jimmy Carters politiske karriere begyndte i selvsamme Georgia tilbage i 1960’erne. I 1971 blev han delstatens guvernør, og i 1974 besluttede han sig så for at stille op som præsident som kandidat til valget i 1976.
Carters præsidentvalgkamp var særlig i amerikansk historie. Dels blev han valgt under et nyt primærvalgssystem, dels var han undertippet fra starten, og selv det var nok en underdrivelse: I løbet af 1975 var Georgia-guvernørens opbakning i målingerne i bedste fald marginal. ”Jimmy who?” var ingen oplagt præsidentkandidat.
Men Carter-lejren satsede på, at han kunne vinde delstaten Iowas caucus, og i oktober 1975 havde han vundet en straw poll foretaget af avisen Des Moines Register. Som New York Times dagen før valget desuden opsummerede: ”Mr. Carter started earliest, visiting the state last February as an almost totally unknown quantity. Before the others knew what was happening, he built up a strong lead that he has never relinquished, in the view of Iowa politicians.”
Disse Iowa-politikere havde ret. Carter vandt en klar sejr i Iowa, og som bekendt endte han med at vinde hele primærvalget. Nu skulle han få Det Hvide Hus på demokratiske hænder efter to republikanske perioder. Bagtæppet for præsidentvalget i 1976 var Watergateskandalen, der i 1974 havde ført til Nixons afgang. Carter skulle derfor møde Gerald Ford, der havde overtaget, og som forandringskandidaten ved dette valg endte han med en sejr på to procentpoint på landsplan.
Udbredt er fortællingen, at Carters præsidentperiode som nummer 39 ikke blev nogen succes. Efter demokraten Ted Kennedys udfordring af ham i primærvalgene led han et stort nederlag til republikaneren Ronald Reagan, der i 1980 fik næsten 500 valgmænd. Inflationen prægede Carters præsidentperiode, og han havde ikke formået at befri alle gidslerne i Iran, der var blevet taget til fange i 1979. Samtidig er hans forhold til Kongressen også beskrevet kritisk. Gallups tal fortalte ligeledes historien om en upopulær præsident: Carter havde i begyndelsen periodisk over 70 % i approval rating, men han sluttede af med blot 34 %.
Den lidet flatterende fortælling om Carter-præsidentperioden var, som New York Times udlægger det, også den dominerende blandt historikere i de tidlige år efter.
Gradvist er vurderingen af ham dog blevet mere positiv, noterer samme avis. Det skal dog siges, at ikke alle indikatorer peger på en positiv genvurdering af Carter, men Siena Colleges undersøgelse, som avisen refererer, gør i al fald.
Og det er tilsyneladende med en vis ret.
I al fald har Carter-biografister som Kai Bird og Jonathan Alter opfordret til, at de mere gunstige sider af hans egentlige præsidentperiode huskes i større omfang.
Disse gunstige sider var ifølge Washington Monthlys politiske redaktør Bill Scher eksempelvis oprettelsen af Uddannelsesministeriet og Carters udpegning af Paul Volcker til Federal Reserve, mens Mark Z. Barbarak i Los Angeles Times opsummerede nogle af Carters bedrifter som værende ”(…) creation of the Federal Emergency Management Agency; the Middle East peace accord between Egypt and Israel; normalization of relations with China; and moves that helped bring about the end of the Soviet Union.”
Der er altså en hel del komplicerende faktorer for fortællingen om Carter som en fejlslagen præsident.
Disse meritter til trods vil det fortsat være tiden som ekspræsident, hans modtagelse af Nobels Fredspris i 2002 og det enorme velgørende arbejde, som står allerstærkest i hans eftermæle, i al fald for nu.
Sammen med ægteskabet med Rosalynn, selvfølgelig.
