Nye Cuomo-meningsmålinger tegner et tydeligt billede

Foto: Metropolitan Transportation Authority / Patrick Cashin. Licens

Andrew Cuomo står i sit livs politiske krise, efter en efterforskning har afdækket, at han har chikaneret en række kvinder seksuelt. Den ene brik efter den anden er herefter faldet. Og alligevel nægter New Yorks guvernør at trække sig.

Det mener et flertal ellers, at han bør gøre, viser en række nye meningsmålinger. Ifølge en Marist-måling, der blev foretaget 3. august, mener 63 % af registrerede vælgere i staten New York, at Cuomo bør gå af som guvernør. Blot 29 % af disse mener, at han bør færdiggøre sin periode.

Marist står ikke alene. En ny Quinnipiac-måling, foretaget 4-5. august, viste et endnu mere grelt resultat: Her svarede hele 70 % af registrerede vælgere “ja” på spørgsmålet om, hvorvidt Cuomo burde gå af. Som målingen viste, er den holdning også udbredt blandt demokrater, hvor 57 % svarede ja. “New Yorkers of all stripes are sending a clear message to Governor Cuomo that it is time to step down from office”, sagde Quinnipiacs analytiker Mary Snow. En tredje måling har ligeledes givet Cuomo dårligt nyt.

Ovenstående målinger er selvfølgelig bemærkelsesværdige i sig selv, men et andet forhold er ligeledes værd at notere sig: Meningsmålingerne er i øjeblikket entydige, når det kommer til spørgsmålet om Cuomos afgang. Det var ikke tilfældet i marts måned. I en Quinnipiac-måling, foretaget 16-17. marts, svarede 49 % af registrerede vælgere “nej” til spørgsmålet om Cuomos afgang, mens 43 % svarede “ja.” Alle meningsmålinger var ej heller positive for ham dengang, men under alle omstændigheder er billedet mere tydeligt nu.

Om de dårlige tal så betyder noget, er et andet spørgsmål. Cuomo vil fortsat ikke trække sig. Men baseret på de tilgængelige tal kan han på nuværende tidspunkt ikke bruge folkeopinionen som argument for den disposition.

 

 

 

About the Author

Jakob Terp-Hansen
Redaktør på USAPol.dk.