Det ideelle scenarie for præsident Joe Biden var grundlæggende, at sidste uges præsidentdebat mod Donald Trump ville få ham til at fremstå skarp og retorisk stærk, ligesom han gjorde ved sin State of the Union-tale i foråret.
Det var ikke det, der skete, som de fleste nok ved. Jeg troede selv, at Biden ville komme bedst ud af debatten. At hans erfaring på den store scene ville hjælpe ham. Det gjorde den ikke, ikke i tilstrækkelig grad.
Det var ikke en fuldtonet retorisk katastrofe hele vejen igennem, men enkelte gange talte billederne for sig selv. Biden snublede over ordene, og da Trump opfangede det, vendte han blikket mod præsidenten og fastholdt det, mens Biden kæmpede med at få sin pointe frem. De billeder fortalte på sin vis alt om, hvad omtalen af debatten efterfølgende ville blive. Man kan sagtens diskutere, om Trump egentlig vandt debatten, givet hvor mange usandheder han fremturede med undervejs. Men en ting er klart: Seancen har kastet en håndgranat lige ind i den politiske dagsorden.
Efter debatten opfordrede aviser som New York Times, Chicago Tribune og Atlanta Journal Constitution præsidenten til at trække sig. Den ene klummeskribent på førstnævnte avis efter den anden gjorde det samme. Philadelphia Inquirer valgte kuriøst nok at gå i den modsatte retning og i stedet opfordre Donald Trump til at forlade valgkampen.
Men tiraden af dårlige nyheder for Biden er siden fortsat. Et demokratisk kongresmedlem har opfordret ham til at trække sig. To demokratiske kongresmedlemmer i svingdistrikter vurderer offentligt, at Donald Trump kommer til at vinde valget. På de indre linjer ønsker flere demokrater ifølge Axios, at præsidenten trækker stikket på kampagnen og giver stafetten videre. Og i går publicerede New York Times denne historie om præsidentens alder, hvori de om tiden op til debatten skrev: “The preparations, which took place over six days, never started before 11 a.m. and Mr. Biden was given time for an afternoon nap each day, according to a person familiar with the process.”
Der er kommet gang i skadesminimeringen fra præsidentens side, og han skal eksempelvis deltage i et interview med ABC News senere på ugen. Men som kommentatoren Sarah Isgur klart opsummerede hans problem: “If he does well well, it doesn’t matter. If he does poorly, he has to leave the race. Rinse and repeat from now until November.” Kan en præsidentkandidat virkelig holde til en sådan dynamik, hvis det er sådan, det er fat?
Hertil kommer, at det ikke kun er præsidentposten, der er på spil. Det er også kontrollen over Kongressens kamre, hvor Demokraterne som bekendt har flertal i Senatet, mens Republikanerne kontrollerer Repræsentanternes Hus. Det er der også bevidsthed om i den demokratiske lejr, og på den måde føles en del af den demokratiske hændervriden som et ekko af en lignende, republikansk reaktion på Donald Trump i efteråret 2016 efter offentliggørelsen af Access Hollywood-båndene, hvor han pralede med at kunne begå seksuelle overgreb på kvinder. Dengang som nu frygtede partidonorer, at deres position i Kongressen var i fare – ikke bare, at de ikke ville opnå præsidentposten, hvilket Trump dog som bekendt gjorde alligevel. Men som Axios skrev om den nuværende situation: “Defending against unified Republican control of government could become the top focus of skeptical Democratic donors wary of Biden’s chances.”
Vi er i ukendt farvand, og tiden må vise, hvor vi ender. Jovist er der tid til at ride stormen af. Det kan blive bedre for Biden, og nyhederne kan vise sig i vidt omfang at være støj.
Men det er også nemt at forestille sig, hvordan det bare bliver værre.
