En historisk afstemning: Kevin McCarthy væltet

Official White House Photo by Adam Schultz

Det er muligt, at begreberne “historisk”, “uset” eller andre i den dur bliver brugt for ofte. Men det er ikke tilfældet her. Hvad vi netop har været vidne til i Repræsentanternes Hus, er et moment, som det er svært at forestille sig ikke vil gå over i amerikansk politisk historie.

Speaker Kevin McCarthy (R) er blevet væltet med stemmetallet 216-210. Patrick McHenry fra North Carolina er nu speaker pro tempore. Og et enormt dynd af usikkerhed hænger over det ene kammer i Kongressen. Bid mærke i denne, ligeledes historiske sætning: “The office of Speaker of the House of the United House of Representatives is hereby declared vacant”, sagt af medlem af Repræsentanternes Hus, Steve Womack.

Da McCarthy efter et langvarigt forløb med massive indrømmelser og talrige afstemninger blev valgt i januar, skrev vi i vores analyse: “Det var ikke et valg mellem McCarthy eller kaos. Det var kaos med McCarthy eller kaos uden. Den pointe skal han bruge de næste to år på at forsøge at modbevise.” Han fik ikke to år, og han modbeviste den i sidste ende ikke. Kaosset brød ud med Matt Gaetz fra Florida som hovedaktør, og Demokraterne valgte at lade McCarthy stå alene. Otte republikanere stemte for at afsætte ham, og sammen med et disciplineret demokratisk parti var det nok. En uhellig alliance, jovist, men oppositionen stod med muligheden for at smide majoritetspartiets leder ud. Den tog de – selvfølgelig, ville nogen måske endda sige.

Det er en uriaspost at være republikansk speaker. McCarthys partifælle, Paul Ryan, gav udtryk for, at han ikke ønskede jobbet og genopstillede ikke i 2018. Ryans forgænger, John Boehner, gik af i 2015, og faktisk blev der også introduceret en resolution for at afsætte ham, omend den aldrig kom til afstemning. Newt Gingrich overtog efter det republikanske jordskredsvalg i 1994 og stod blot få år senere, i 1997, over for et kupforsøg, der ikke lykkedes. Efter midtvejsvalget i 1998 annoncerede han, at det var tid til at komme videre fra speakergerningen.

Ingen har dog lidt samme skæbne som McCarthy – end ikke den magtfulde republikanske speaker Joseph Cannon fra Illinois, der i 1910 også var i fare for at miste sit job, men som modsat McCarthy klarede frisag i afstemningen.

Når McCarthy fortegnet sagt ikke kunne følge Cannons eksempel, skyldtes det blandt andet, påpeger politologen Matthew Green, at Demokraterne virkelig bærer en stor aversion mod McCarthy og ikke anser ham som pålidelig partner. Derfor tog de risikoen for, at han kunne blive erstattet med en – for dem – værre politiker.

Man må også ihukomme de snævre flertals logik, som spillede ind her. Havde McCarthy fået en større, mere robust majoritet ved midtvejsvalget i 2022, kunne denne situation muligvis have været undgået. Det blev som bekendt ikke tilfældet.

Det store spørgsmål er: Hvad nu? Faktisk så stor en ubekendt, at der efter afstemningen blev spurgt “What now?” ifølge NBC News’ Scott Wong. De fleste vil nok særligt overveje, hvem der skal efterfølge ham. Tidligere i denne artikel fremgik det, at McCarthy i princippet kunne prøve at blive speaker igen, men det vil han ikke forsøge, skriver amerikanske journalister.

Ellers bør man holde øje med navne som førnævnte McHenry, mindretalslederen Steve Scalise, majority whip Tom Emmer eller Republican Conference-formand, Elise Stefanik. Men der er ikke en klar efterfølger, og det behøver såmænd heller ikke at være et medlem af Repræsentanternes Hus. Det kan altså også godt blive et andet navn end de nævnte – og så er der et andet scenarie, som eksperterne Steven Smith og Josh Huder peger på: At Patrick McHenry fortsætter som speaker pro tempore langt længere, end man måske forestiller sig.

Det er i hvert fald usete og nye tider, der nu har indfundet sig i Repræsentanternes Hus. Foreløbigt er Kevin McCarthys tid som formand for kammeret forbi.

 

 

 

 

 

 

 

 

About the Author

Jakob Terp-Hansen
Redaktør på USAPol.dk.