Leonard Cohen sang, at der er en sprække i alt, og at det er sådan, lyset kommer ind. For dem, der ikke måtte ønske Trump som Republikanernes præsidentkandidat, kan denne sprække være den første valghandling i primærvalgkampen i Iowa til januar, mens lyset så udgøres af vedkommende, der måske ender med at bide skeer med ham i delstaten.
Skønt Iowa er den første stat til at stemme i valgkampen, er det muligvis paradoksalt, at den tillægges så stor betydning – Trump vandt eksempelvis ikke delstaten i 2016, men endte som bekendt med nomineringen. Alligevel lader det til, opfattelsen hos flere er, at skal man slå Trump, skal man vinde Iowa.
Lad os se på to argumenter for, hvorfor det synes at være tilfældet – og to for, hvorfor det alligevel højest er en sprække i hans føring, som sagerne står.
Trumps føring i Iowa er mindre end hans nationale føring. For at tage et simpelt eksempel: I RealClearPolitics’ gennemsnit af Iowa-målinger står Trump til cirka 43 % af stemmerne og har et forspring til Florida-guvernør Ron DeSantis på 26 procentpoint. Nationalt står Trump ifølge RCP omvendt til 53 % af stemmerne, mens DeSantis står til 13 % – en forskel på 40 procentpoint. Uanset hvordan man vender og drejer den, står Trump altså relativt dårligere i The Hawkeye State end nationalt.
For det andet er Iowa-målinger på nuværende tidspunkt ikke nødvendigvis gode indikatorer for, hvordan valget ender med at falde ud. For en uges tid siden udkom den imødesete NBC/Des Moines Register-måling. Her havde Trump et forspring til DeSantis på 23 procentpoint. Det var en suveræn føring. Men som Nate Silver noterede i et indlæg, er dette ikke nødvendigvis billedet i januar. Silver undersøgte Des Moines Register-målinger så tæt som muligt på 16. august fra 1980 og frem og konkluderede: ”The poll leader at this point won seven caucuses and lost eight (…).” Endvidere anførte han, at ingen kandidater siden 2004, der førte Des Moines Register-målingen på de undersøgte tidspunkter, endte med at vinde Iowa med undtagelse af Hillary Clinton i 2016. Iowa kan altså være mere en mere dynamisk størrelse end som så.
Det er altså reelt at forholde sig til Iowa som en potentiel risko for Trump. Men det er alligevel højest et lysglimt for de resterende republikanere i feltet.
Det ene argument herfor er Iowa-historikken. Ja, Trump tabte Iowa i 2016, men det gjorde Mitt Romney i 2012 og John McCain i 2008 også, og de endte desuagtet med at stå med nomineringen til sidst. Det er altså slet ikke sikkert, at et Trump-nederlag i staten vil presse hans kandidatur tilstrækkeligt.
Det andet argument er imidlertid det vigtigste: Trump er storfavorit til at vinde nomineringen, og han er trods alt også storfavorit i Iowa. Det er på sin vis et fint vidnesbyrd om hans styrke, at der i øjeblikket tales om Iowa som de andre kandidaters mulighed for at slå ham – når han alligevel fører så overbevisende i meningsmålingerne i delstaten, som han gør. The Hawkeye State er altså et halmstrå, som tingene står i øjeblikket.
Trumps modstandere vil muligvis også hæfte sig ved, at han også nationalt synes at have tabt nogle procentpoint. Fivethirtyeight, der har en anden måde at opgøre de nationale målinger på end RealClearPolitics, anslår faktisk, at Trump nu nominelt står til mindre end 50 % . Men også det er et halmstrå i øjeblikket: For nærmeste forfølger, DeSantis, står til 15 %.
Som nævnt kan Iowa være de republikanske modkandidaters åbning. Men ovenstående klargør forhåbentlig også, hvorfor muligheden for nuværende i bedste fald bør ses som en sprække i Trumps føring – og i værste fald blot forsøg på at tale spænding ind i et primærvalg, der lige nu ikke er særligt spændende.
