Ja, man kan godt tale om en Trump-doktrin.
Sådan lyder det fra Alexander Gray, der fra 2019-2021 fungerede som stabschef i Det Nationale Sikkerhedsråd i Donald Trumps første præsidentperiode, i et interview med USAPol.dk.
Gray, der i dag er direktør i firmaet American Global Strategies og desuden tilknyttet tænketanken American Foreign Policy Council, taler på egne vegne.
Men hans erfaring i den første Trump-administration gør ham ikke desto mindre til en særdeles interessant og vigtig stemme, der derfor også har udlagt præsidentens udenrigspolitik i adskillige medier.
Og for ham at se kan man altså godt formulere en Trump-doktrin – en overordnet måde, hvorpå man kan forstå præsidentens udenrigspolitik.
“Når jeg ser på det udefra og som en, der har arbejdet for Trump, så er Trump-doktrinen at fokusere på de amerikanske kerneinteresser og prioritere de områder, hvor de interesser er i størst risiko for at blive påvirket negativt. Og det er i den vestlige hemisfære og i indo-pacific“, siger han til USAPol.dk.
Med andre ord er Europa dermed ikke længere en interessesfære på samme facon som tidligere, og i en verden præget af stormagtskonkurrence skal USA i højere grad prioritere eksempelvis den vestlige hemisfære. Og faktisk bør det ikke komme som nogen overraskelse:
“Hvis man ser på Trumps nationale sikkerhedsstrategi fra 2017, så gjorde den krystalklart, at Kina er den største trussel mod USA, og at stormagtskonkurrencen vil definere det internationale system. Det har ført til et stort fokus på vores egen hemisfære – et fokus, som er dybt forankret i amerikansk historie, og som sker i konteksten af konkurrencen med Kina”, forklarer Gray og fortsætter:
“Det fokus kan man for eksempel se i det personel, som Trump har udpeget. Både udenrigsministeren, viceudenrigsministeren (Christopher Landau, der er tidligere ambassadør i Mexico red.) og rådgiveren for indenlandsk sikkerhed Stephen Miller er eksperter i den vestlige hemisfære, og det er jo ikke tilfældigt.”
Tilgangen, som Gray her udlægger, forventer han også afspejlet i kommende strategidokumenter fra Trump-administrationen, eksempelvis den nationale sikkerhedsstrategi og forsvarsstrategi.
Men selvom ovenstående utvivlsomt er et velovervejet bud på Trump-doktrinen, er spørgsmålet dog også, om den forklaring ikke indimellem kommer til kort.
Et eksempel er naturligvis Ruslands invasion af Ukraine, hvor præsident Trump håber at kunne indgå en aftale, der fører til fred, og som han har gjort til et stort, udenrigspolitisk prestigespørgsmål.
Hvordan forklarer man kort sagt Trumps tilgang til et sådant spørgsmål gennem en doktrin, der rent geografisk er fokuseret på andre områder?
Her starter Gray på et generelt plan:
“Når man er præsident, er realiterne indimellem bare, at man til tider må træffe beslutninger, der afviger fra ens overordnede strategi og fra det, man kan kalde Trump-doktrinen”, anfører Gray og uddyber:
“Mit bud er, at Trumps mål er at have så overvældende amerikansk styrke, at man kan afskrække aktører i områder, der ikke er ligeså afgørende for vores interesser, som Asien og den vestlige hemisfære er.”
Ser vi så specifikt på Trumps tilgang til Ukraine, er præsidentens holdning ifølge Gray, at USA skal prioritere de ressourcer, man har til rådighed – ressourcer, der ifølge Gray er under pres.
Derved bliver moralske overvejelser mindre vigtige, for det handler om de grundlæggende, amerikanske interesser, også under Ruslands invasion.
“Når det kommer til Ukraine, har USA en interesse i at sikre, at der ikke sker brud på normen om, at man ikke angriber andres territorier. Men udfordringen er, at Trump er begrænset af eksempelvis det nationale underskud og af vores andel af det globale BNP på en måde, som andre præsidenter ikke var”, siger Gray og påpeger:
“Det betyder, at han skal træffe svære beslutninger om, hvordan man bruger begrænsede amerikanske ressourcer, som de andre præsidenter siden afslutningen på Den Kolde Krig ikke skulle.”
“Set i det lys er Trumps holdning til Ukraine nok, at USA’s kerneinteresse er, at der ikke er en aktiv konflikt, som vi skal bruge ressourcer på, som kunne have været brugt andetsteds. Særligt ikke i en situation, hvor vi heller ikke har tilstrækkelig forsvarsindustriel kapacitet til at være alle de steder, vi bør være”, forklarer Gray, der også anser præsidentens fredsønske for “meget reelt.”
Som helhed lægger Grays definition af Trumpdoktrinen altså op til, at de helt grundlæggende amerikanske interesser er i fokus. Udenrigspolitikken synes derved også at være mere snæver med mindre fokus på værdibaserede spørgsmål som landes styreformer og menneskerettigheders universalitet, som Gray også nævner – og mere fokus på den vestlige hemisfære og på Asien.
Ikke på Europa.
