For år tilbage deltog jeg i et arrangement i Tyskland med Madeleine Albright, en af Bill Clintons to udenrigsministre. Her leverede hun følgende indsigt, som sidste uges afsættelse af Mike Waltz – og hans underordnede Alex Wong – som national sikkerhedsrådgiver i Trump-administrationen fik mig til at tænke på:
“Forholdet mellem en udenrigsminister og en national sikkerhedsrådgiver er aldrig godt. Det eneste tidspunkt, hvor relationen mellem dem var god, var, da Henry Kissinger havde begge jobs samtidig.”
Af særligt en grund er citatet værd at hæfte sig ved: Det er nemlig udenrigsminister Marco Rubio, der har overtaget posten som national sikkerhedsrådgiver, og der er altså dermed nogenlunde garanti for harmoni de to stillinger imellem. Han skal nemlig som den første siden Kissinger beklæde begge poster – for nuværende i al fald.
Modsat hvad Albright-citatet imidlertid kunne indikere, skyldtes Waltz’ exit som national sikkerhedsrådgiver dog ikke umiddelbart et dårligt forhold til Rubio. I stedet illustrerer det, at han og Rubio har tilgået deres stillinger på forskellig vis.
For tag ikke fejl: Selvom Mike Waltz nu i stedet ser ud til at blive amerikansk FN-ambassadør inden længe, så er det en utvetydig degradering – også selvom administrationen har forsøgt at spinne det anderledes.
Bladrer man i amerikanske medier, synes der at være høj grad af enighed om, at Mike Waltzs stjerne falmede som resultat af den såkaldte Signalgate, hvor han ved et uheld var kommet til at føje The Atlantics chefredaktør, Jeffrey Goldberg, til en gruppechat på Signaltjenesten, i hvilken der blandt andet blev delt amerikanske planer for et angreb på houthierne i Yemen.
I deres artikel, der gik bag om Waltzs detronisering, omtalte Washington Post gruppechatsmiseren som det, der afgjorde Waltzs skæbne, og Politico citerede tilbage i marts en anonym administrationskilde for at sige: “They’ll stick by him for now, but he’ll be gone in a couple of weeks.” Trump-administrationen ville ikke give pressen og særligt The Atlantic en umiddelbar optisk sejr dengang.
Man kan fremføre et godt argument for, at Waltz stadig havde siddet på pinden, hvis ikke det var for Signalgate. Men et for ensidigt fokus på den skandale risikerer også at skygge for nogle af de andre problemer, som Waltz havde internt.
For det første havde den nu tidligere rådgiver gjort sig til talsperson for at udvide sanktionerne mod Rusland som et eventuelt værktøj i fredsprocessen med Ukraine. For det andet havde han til Trumps store irritation været for åben over for et militært angreb på Iran, og for år tilbage skrev han desuden om, at han ikke havde moralske kvaler ved Irakkrigen, som Trump førte kampagne som modstander af.
Dermed risikerede Waltz pludselig at passe bedre ind i den første Trump-administration end i den anden. For i Trumps første fire år var der alligevel folk, der blev omtalt som “de voksne”, eksempelvis national sikkerhedsrådgiver H.R. McMaster, stabschef John Kelly og forsvarsminister James Mattis, som blev anset for at kunne tøjle præsidenten i et omfang.
Men Trump 2.0 er i langt højere grad bygget til, at hans ansatte er loyale og udfører hans agenda, og det syntes Waltz i et vist omfang også at komme i konflikt med. Endelig havde han tilsyneladende også arbejdsvanskeligheder, eksempelvis et dårligt forhold til stabschef Susie Wiles, som er en af de absolut vigtigste personer i administrationen. Desuden angreb højrefløjsiagttageren og konspirationsteoretikeren Laura Loomer, der har en vis indflydelse på Trump, ham også.
Udenrigsminister Marco Rubio er tilsyneladende gået til jobbet på en anden måde end Waltz. Som New York Times skrev i sidste uge, har han “spent the first three months of the administration as a loyal, globe-trotting foot soldier and a reliable echo of the president’s agenda.” Avisen anførte desuden, at Waltz altså var mere offensiv på Ruslandsområdet, end Rubio var.
En anden forskel, som Politico beskrev, er, at Rubio modsat Waltz har haft et godt forhold til stabschef Susie Wiles, og som præsident Trump mere generelt sagde om ham i sidste uge: “When I have a problem, I call up Marco. He gets it solved.”
Selvom Rubio nu overtager en særlig rolle som både udenrigsminister og national sikkerhedsrådgiver (og andre poster i øvrigt), så er der stadig et stykke vej til Kissinger. Ganske vist har Rubio manøvreret godt i Trump-farvandet indtil videre, men Kissinger var som national sikkerhedsrådgiver trods alt en altafgørende udenrigspolitisk figur, inden han overtog posten som udenrigsminister i 1973.
Helt samme dynamik er der trods alt ikke tale om med Rubio, og vi ved heller ikke, om han på et tidspunkt afløses. Mediet Axios har eksempelvis nævnt Stephen Miller, en anden af Trumps absolut vigtigste folk, som mulig arvtager til posten som national sikkerhedsrådgiver.
I så fald bliver det spændende, om Rubio og Miller bliver endnu et eksempel på Albrights læresætning.
